 (Foto: Grippo)
Den erfarne racermekaniker og hans erfarne racerkører-ven kastede sig sidste år ud i et fælles projekt baseret på de små C1-racere. For Kasper Thorsø Hansen markerede debuten som racerkører efter at have set og lyttet til en masse kloge ord i årevis:
"Jeg har jo været racermekaniker på fuld tid i en del år, så jeg ved en del om hvordan en racerbil er skruet sammen, og i tidens løb har jeg også hørt meget snak om hvordan den skal køres. Når vi har kørt udlejningsgokart er det altid gået ret fornuftigt for mig, så jeg har længe gået med den der hvad nu hvis-tanke i baghovedet", siger Kasper Thorsø Hansen, der tog springet sidste år.
Sammen med Super GT-køreren Tobias Andersen blev en rød C1'er indkøbt og bygget om, og selvom den midtjyske duo sprang sæsonstarten på Sturup Raceway - og efterfølgende også løbet på Anderstorp - over, var der fart på fra start. I deres debutløb på Padborg Park var de med helt fremme i feltet.
 (Foto: Grippo)
"Ja, vi var trods alt en smule overraskede over at vi begge var med helt fremme, men vi løb både med pokaler og en banerekord, og så var ilden tændt. Til Classic Race Viborg kørte vi i hver vores bil for at få det meste ud af oplevelsen, og det var en vild weekend. Også svær, men vi havde det sjovt!", siger Kasper, der med en solid pointhøst i sæsonen sluttede 34 point fra mesterskabsvinderen, Kaj Jazukevicius.
"Vi har kigget lidt på tallene, og hvis ikke vi havde sprunget over de to løb i Sverige, havde vi nok kæmpet med om mesterskabet i finaleweekenden. Nåja, vi har selvfølgelig også været gode til at ødelægge tingene for os selv ved at kokse rundt i vores minimumstider på pitstops og så videre, men nul point i en tredjedel af sæsonen koster dyrt. Så i år kører vi fuld sæson, for det er os som skal vinde mesterskabet", siger racermekanikeren, der havde høje forventninger til sin debut - og de blev alligevel overgået:
"Det har været meget sjovere end jeg havde forventet, både på banen og i pitten. Det har været virkelig nemt at komme til start, for vi skulle bare komme med bilen og værktøjskassen og bakke ind i fællesteltet. Alt andet var der styr på, og i det fælles telt får man rent faktisk lært sine konkurrenter at kende", siger Kasper Thorsø Hansen.
 (Foto: Grippo)
I den kommende sæson er målsætningen på plads, og duoen Hansen/Andersen kommer igen til start i den røde C1'er. Det er trods alt sjovest at dele oplevelserne:
"Jeg synes at det er virkelig sjovt at dele bilen. Det lægger også lidt ekstra pres på ikke at gøre noget dumt, for det er ikke kun én selv, man ødelægger noget for. Og så har vi det jo bare rigtig sjovt med at jagte sejrene og grine ad hinandens fejl. Dem har der været en del af, og vi er rigtig gode til at huske", griner Kasper Thorsø Hansen, som også har et andet projekt på tegnebrættet:
"Vi er ved at kigge på at stille til start i 24 timers-løbet på Spa-Francorchamps. Det ville være den vildeste oplevelse, og det lyder til at der er flere andre kørere i feltet som har samme idé ... så måske skal vi et smut sydpå og prøve kræfter med noget større", slutter Kasper Thorsø Hansen.
Sæsonen i C1 Scandinavia starter på Sturup Raceway den 18-19. april og bringer de små budgetracere forbi Classic Race Viborg, Ring Djursland, Ring Knutstorp og afslutter på FDM Jyllandsringen.
C1 Scandinavia Kim Gripping Læs mere om: Sturup Raceway19/04/26 - Sturup Raceway - C1 Scandinavia |