Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Classic GT3 Cup Danmark

Drengedrømmen går i opfyldelse i Classic GT3 Cup

Classic
GT3 Cup
Danmark 

12/02/26 

Tommy Dam Kieffer har i mere end 20 år prøvet kræfter med adskillige banesportsklasser. Først i år lykkes det ham at få sat kryds ved én af de helt store drengedrømme - at køre race i en Porsche.
 


(Foto: Tommy Dam Kieffer)

Københavneren har i størstedelen af sine sæsoner i motorsporten befundet sig i de historiske banesportsklasser, og dén trend fortsætter delvis også med skiftet til den Porsche 997.1 GT3 Cup, som han har fået mulighed for at stille til start med i år:

“Mine interesser har nok altid været omkring de ældre biler, også lidt af hensyn til økonomien. Med Classic GT3 Cup er det muligt for mig at prøve kræfter med en rigtig, fabriksbygget Porsche Cup-bil uden at budgettet stikker af, så det synes jeg er et skud værd”, siger den københavnske VVS’er, der kan se frem til sin første sæson i bil med motoren placeret bag forsædet.

Efter et par årtier i sporten er det heller ikke dør-til-dør-dueller, som vækker Tommy Dam Kieffers interesse. Godt race kan sagtens køres uden unødig kontakt på banen:

“Jeg har nået en alder, hvor jeg sætter pris på at kunne kæmpe om placeringer og samtidig respektere konkurrenten og hans bil. Man kan sagtens køre fedt racerløb uden at sidespejlene flyver rundt i luften, og det tror jeg på at den her klasse bliver et godt eksempel på”, siger Tommy Dam Kieffer, som også har en anden bagtanke med Porschen:

“De sidste mange år har jeg været med til at køre penge ind til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet gennem Race for Riget ved Copenhagen Historic Grand Prix, så jeg håber at få mulighed for at gøre noget lignende med Porschen; eventuelt ved Classic Race Viborg. Det er én af de fedeste muligheder, vi har som racerkørere - at gøre noget godt for andre”, siger Tommy Dam Kieffer, som har besluttet sig for som minimum at køre de første tre løb på kalenderen - men Night Race og turen til Nürburgring bliver svære at afskrive.

“Hvis ellers jeg føler mig tilpas i bilen ender jeg nok med at køre de løb også … det kunne da være fedt at sætte kryds ved Nürburgring”, griner han.

Selvom man kunne fristes til at mistænke Tommy Dam Kieffer for at se Classic GT3 Cup som et hyggeprojekt, skal man passe på med at undervurdere ambitionsniveauet. Hyggen skal der være plads til, men:

“Det bliver også lidt sjovt at måle sig mod nogle af de andre, som dukker op i klassen. Der er et par navne, som jeg godt kunne tænke mig at køre mod, og allerhelst køre fra. Når først hjelmen kommer på, handler det jo stadigvæk om at komme først over stregen”, siger Tommy Dam Kieffer.

Løbskalenderen for Classic GT3 Cup består af de bedste danske baneløb kombineret med en afstikker til den legendariske tyske Nürburgring Grand Prix Strecke, hvor klassen deler banen med Golden Ära Classic Cup.

Tilmeldingen til Classic GT3 Cup er allerede åben, og i 2026-sæsonen koster tilmelding til sæsonen blot 7.500,- inkl. moms. I Classic GT3 Cup er det bilen, som er tilmeldt, og derfor kan forskellige kørere dele bilen over sæsonen.

Bilen tilmeldes ligeledes hele Special Saloon Car-sæsonen, hvilket giver mulighed for at køre flere løb i sin Porsche 996/997 GT3 Cup-bil.

Tilmelding til serien kan ske ved skrive til classicgt3cup@gmail.com eller ringe til enten Bent Dyhre på 2275 3415 eller Steffen Gregersen på 2121 3063.

Se mere på Classic GT3 Cup's Facebookside, hvor det også er muligt at se informationsmateriale om sæsonen.

Løbskalender for Classic GT3 Cup:
9.-10. maj: DSL-Weekend, FDM Jyllandsringen med Special Saloon Car
6.-7. juni: Ring Djursland
27.-28. juni: FDM Jyllandsringen med Golden Ära Classic Cup
8.-9. august: Nürburgring GP, med Golden Ära Classic Cup
5.-6. september: Padborg Park Night Race med Special Saloon Car

Classic GT3 Cup

Kim Gripping

Læs mere om:
  • Tommy Dam Kieffer
  • Jyllandsringen
  • 10/05/26 - Jyllandsringen - Classic GT3 Cup Danmark
  •