 (Foto: Algarve Pro Racing)
Få dage efter den forløsende sejr ved 24 timers-løbet på Daytona var den thy’ske racerkører tilbage i det varme sæde med Crowdstrike Racing by APR. Med to firetimersløb lørdag og søndag var der fuldt program, og på trods af meget begrænset hvile, blev der ikke sparet på kræfterne.
Fra femtebedste startplacering fik teamejer George Kurtz en god start og kunne efter sit stint overlevere en velkørende bil til Malthe Jakobsen, der på trods af ordrer om at spare på dækkene præsterede at køre bilen frem i feltet, så teamkammerat Louis Deletraz kunne sikre lørdagens sejr i solid stil.
Søndag var det igen dækkene, som udgjorde den største udfordring for Malthe Jakobsen og Crowdstrike Racing by APR. Her overtog han bilen fra George Kurtz og kørte sit første stint på Kurtz’ dæk, hvorefter et stint på friske dæk blev kørt i moderat tempo for at gentage lørdagens strategiske succes. Efter en kort safety car-periode lykkedes det thyboen at overtage føringen, og bilen kunne gives videre i god stand til Louis Deletraz, som havde til opgave at få sejren i hus.
 (Foto: Algarve Pro Racing)
Det lykkedes. Ikke nok med at Louis Deletraz kunne krydse målstregen som vinder for anden gang i denne weekend, lykkedes det også de to søsterbiler fra APR-teamet at slutte løbet på podiet. En præstation, der ikke er set på dette niveau af motorsport i mere end 15 år.
“Det er en vild start, vi har fået på 2026 med tre sejre ud af tre mulige. Vores bil var de andre overlegen, takket være det hårde arbejde fra Crowdstrike Racing by APR, og derfor lykkedes det os at holde et højt tempo samtidig med at vi sparede på dækkene”, siger Malthe Jakobsen, der nu indtager en delt førsteplads i Asian Le Mans Series.
Hvis thyboen og hans to teamkammerater kan holde tempoet i næste weekend, hvor sæsonens to sidste løb køres på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi, kan det ende med det tredje Asian Le Mans Series-mesterskab i træk til Malthe Jakobsen. For teamet udløser det en startplads til årets 24 timers-løb på Le Mans:
“Jeg håber og tror på, at vi kommer til at tage mesterskabet i næste weekend. Teamet har gjort et seriøst stykke hjemmearbejde, og hvis bilen er i nærheden af lige så god som den har været her, skal de andre stå tidligt op for at slå os”, siger Malthe Jakobsen, som nu kan nyde et par fridage, inden turen går 100 kilometer sydpå til Yas Marina Circuit.
Jakobsen Motorsport Kim Gripping Læs mere om: Malthe JakobsenDubai AutodromeYas Marina Circuit31/01/26 - Dubai Autodrome - Asian LMS01/02/26 - Dubai Autodrome - Asian LMS07/02/26 - Yas Marina Circuit - Asian LMS08/02/26 - Yas Marina Circuit - Asian LMS |