Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Michelin Le Mans Cup

Sebastian Bach tager første skridt mod Le Mans-drømmen

Michelin
Le Mans Cup 

29/01/26 

Sebastian Bach har sat sig et ambitiøst mål om at være til start i 24-timersløbet Le Mans i 2030. Og for at komme i retning af sit mål har den 17-årige aalborgenser Sebastian Bach i dag taget et meget vigtigt skridt.
 


Sebastian Bach slog i 2025 sine folder i formelbilernes Nordic4, men har nu taget springet videre til sportsvogne
(Foto: Kim Gripping/Bach Racing)

Aalborgenserens program for 2026 er nemlig på plads, og det bliver på det helt store talent-springbræt Michelin Le Mans Cup med franske Forestier Racing by VPS.

- Det her er et kæmpe skridt for min karriere i motorsport. Med Forestier Racing kan jeg høste en masse erfaring, og bag teamet står blandt andet franske Mathieu Vaxivière, der er en virkelig erfaren racerkører med et langt CV og blandt andet ni Le Mans-deltagelser bag sig, forklarer han og uddyber:

Det franske team var fast inventar i toppen af sidste års mesterskab, og endte med både sølvet og bronzen i 2025.

- At have den slags folk på sidelinjen kommer til at gøre en stor forskel. Det understreger, at jeg nu skal køre Le Mans Cup for at suge en masse erfaring til mig - og det ser jeg virkelig frem til, siger en glad Sebastian Bach.


Forestier Racing by VPS stiller med to biler igen i denne sæson i Michelin Le Mans Cup. 2025 endte med sølv og bronze i mesterskabet for det franske team.
(Foto: Forestier Racing by VPS)

Europa rundt
Le Mans Cup kommer hele Europa rundt på seks løbsweekender i år. Og netop at køre i dét selskab vejer også tungt, siger racerkøreren, som til daglig går i 1. G på HHX Turøgade:

- At køre i den helt rigtige sammenhæng var afgørende for valget. Bilen, jeg skal køre, er en LMP3-prototype. Dem kan man også køre i andre serier ude i Europa, men i forhold til det sportslige niveau og opbakningen ude på banen var det her klart den bedste vej at gå, forklarer han.

Bilen, som Sebastian Bach skal køre for Forestier Racing by VPS, er en LMP3-prototype fra franske Ligier.

Den yder 470 hestekræfter og vejer 950 kilo. Det giver en topfart på over 300 km/t, og er bilen, der rangerer som det første, rigtige trin på rejsen mod de større prototyper, man ser i 24-timersløbet på Le Mans.


Sebastian Bach har kørt en stribe tests, men fandt sig hurtigt til rette med LMP3-raceren, som han nu skal køre i den kommende sæson
(Foto: Bach Racing)

Varmer op til Le Mans
Det helt store højdepunkt i Michelin Le Mans Cup finder sted i juni på selveste Le Mans.

For en del af kalenderen er, at Sebastian Bach skal være med til at varme op til verdens største motorløb:

- Jeg glæder mig uden tvivl mest til at køre på Le Mans. At få den chance allerede nu er helt suverænt. Især fordi banen på Le Mans kun findes den ene gang om året - du tager jo ikke bare derned og træner. Det bliver helt vildt, slår han fast.

Resten af kalenderen byder til gengæld også på masser af udfordringer. Serien følger European Le Mans Series, som i år runder en stribe af de største adresser i europæisk motorsport - for eksempel Formel 1-banerne Circuit de Catalunya i Spanien, SPA-Francorchamps i Belgien og Silverstone i England.

De rette rammer
At finde de rette rammer har hele tiden været en vigtig del af beslutningen for Sebastian Bach såvel som for far og manager, Kenn Bach.

Faktisk var der tilbud fra teams i Michelin Le Mans Cup såvel som i European Le Mans Series, der alligevel er udset som fremtidens næste skridt for Sebastian Bach. Men valget faldt på Michelin Le Mans Cup, og det er der ifølge Kenn Bach flere gode grunde til:

- Vi valgte i fællesskab at satse mere på udvikling og et godt fundament end på at skulle starte på toppen. European Le Mans Series er helt klart et yderligere trin op i niveau - men Sebastian er 17 år, og har derfor også tiden med sig. Derfor valgte vi at gå i den her retning og hente nogle gode sportsvogns-erfaringer først, forklarer Kenn Bach.

Sebastian Bach stiller op i en Michelin Le Mans Cup, der aldrig har været større. Hele 45 biler er til start i klassen, og med i alt syv danske kørere, er der også en stor dansk deltagelse i vente til sæsonpremieren.

Sæsonen begynder på Circuit de Catalunya i Barcelona den 11. april.

Niklas Majgaard


Læs mere om:
  • Sebastian Bach
  • Circuit de Catalunya
  • 11/04/26 - Circuit de Catalunya - Michelin Le Mans Cup
  •