Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SportsCar Championship

BMW på podiet efter 24 timers hård kamp på Daytona

SportsCar
Championship 

27/01/26 

Mens Kevin Magnussen missede topresultatet, lykkedes det alligevel BMW M Motorsport at ramme podiet i 2026-premieren i det amerikanske IMSA-mesterskab.
 


(Foto: BMW M Motorsport)

Et skuffende resultat for Kevin Magnussen. Et stærkt resultat for BMW. Sådan kan årets udgave af 24-timersløbet på Daytona International Speedway kort opsummeres. Den danske fabrikskører og teamkammeraterne Philipp Eng (Østrig), Marco Wittmann (Tyskland) og Raffaele Marciello (Schweiz) sluttede på en samlet ottendeplads efter et udfordrende løb, som blandt andet blev afbrudt af seks timers safetycar grundet tåge.

Til gengæld lykkedes det fabriksholdets anden bil, BMW M Hybrid V8 #24, med Sheldon van der Linde (Sydafrika), Dries Vanthoor (Belgien), Robin Frijns (Holland) og René Rast (Tyskland) at slutte på en tredjeplads, hvilket udløste et Daytona-podie til BMW – det første, siden mærket i 2023 tilsluttede sig GTP-klassen i det amerikanske IMSA-mesterskab.

”Overordnet set kørte vi et stærkt løb. Vores performance under forberedelserne og i kvalifikationen var ikke god nok, men som løbet udfoldede sig, bevægede vi os godt op gennem GTP-feltet og var derefter med i toppen. Det tror jeg ikke, der var nogen, som havde forventet, hvilket var positivt. Natten var hård at komme igennem med seks timers safetycar-kørsel, men da solen stod op, og løbet igen blev givet frit, havde vi en god bil at kæmpe med”, lyder det fra Kevin Magnussen.


(Foto: BMW M Motorsport)

Den dansk besatte BMW M Hybrid V8 #25 var med i kampen om sejren gennem hele løbet, men en afsluttende taktik faldt ikke ud til Magnussens fordel. Med én time tilbage af løbet besluttede holdet at splitte strategierne mellem de to biler for at sikre et topresultat. Kevin Magnussens BMW M Hybrid V8 #25 blev kaldt ind til et tidligt pitstop – en manøvre, som i bedste fald havde sendt firkløveret op på førstepladsen i tilfælde af en safetycar. Det blev imidlertid teamkammeraterne i søsterbilen, som vandt på taktikken og kørte et trofæ hjem.

”Strategien var desværre ikke til vores fordel, og vi måtte pitte fra en tredjeplads kort inden løbets afslutning for et hurtigt tankstop. Stort tillykke med podieresultatet til vores teamkammerater. Det er en stærk start for holdet og en flot og vigtig præstation for hele BMW’s fabriksprogram”, konkluderer Kevin Magnussen.


(Foto: BMW M Motorsport)

Udover at sikre det første Daytona-podie i den nye æra af innovative GTP-sportsvogne var løbet også en imponerende debut for det nye amerikanske setup, som i efteråret blev overtaget af belgiske Team WRT, der siden 2024 har stået bag BMW M Motorsports fabrikshold i FIA World Endurance Championship. 24-timersløbet på Daytona International Speedway var dermed holdets allerførste udfordring.

”En fantastisk weekend for BMW M Motorsport. Stort tillykke til BMW M Team WRT med et velfortjent podie, som der virkelig skulle kæmpes for. At få bygget et komplet nyt hold op på så kort tid og ovenikøbet lykkes med et topresultat i sæsonens første og hårdeste løb med en opdateret racerbil er ganske enkelt fantastisk. Jeg takker alle, som har arbejdet hårdt for at forberede os til sæsonstarten, og jeg er enormt taknemmelig for, at al deres hårde arbejde nu bliver belønnet”, lyder det fra Head of BMW M Motorsport, Andreas Roos.


(Foto: BMW M Motorsport)

Generelt havde BMW en stærk weekend i Florida. Udover den generelle tredjeplads sikrede det amerikanske team Paul Miller Racing sig nemlig sejren i den benhårde GTD PRO-klasse med deres BMW M4 GT3 EVO kørt af Connor De Phillippi (USA), Neil Verhagen (USA), Max Hesse (Tyskland) og Dan Harper (Storbritannien). Dette var BMW’s første Daytona-klassesejr siden 2020.

Den generelle sejr i årets 24-timersløb på Daytona International Speedway gik for tredje år i træk til Porsche Penske Motorsport.

BMW Group Danmark

Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Daytona
  • 25/01/26 - Daytona - SportsCar Championship - Internationalt
  • Kevin Magnussen efter Daytona: En stærk start for holdet
  •