Efter en imponerende sæson med tæt kamp om topplaceringerne lykkedes det med en stærk slutspurt at sikre mesterskabet foran Anders Majgaard. Som noget uvant har Oliver Larsen besluttet sig for at tage en sæson mere i DS3 Cup frem for at søge videre:
"Det er ingen hemmelighed, at min familie og jeg har overvejet mange muligheder til næste sæson. Vi har kigget på både danske og europæiske klasser, men nu hvor DS3 Cup bliver del af Danish Supercar League, blev vi enige om at tage en sæson mere her. Jeg tror, at det bliver et kæmpe boost til klassen og deltagerne, så jeg glæder mig til sæsonstart", siger Oliver Larsen.
Med beslutningen har han placeret sig i en vanskelig situation som dén kører, alle andre måler sig op mod - og jagter:
"Det har jeg faktisk aldrig prøvet før, men dén udfordring er jeg helt klar på. Jeg har trods alt to sæsoners erfaring i bilen, og jeg har ikke tænkt mig at hvile på laurbærrene", siger DS3 Cup-mesteren og tilføjer:
"Vi kommer til banerne for at hygge os, have det sjovt og få nogle pokaler med hjem, og lykkes det at vinde mesterskabet igen, er det også helt OK."
Inden sæsonen starter i april måned, skal DS3-raceren have en grundig gennemgang. Ved finaleløbet på FDM Jyllandsringen var der lidt tekniske udfordringer med bilen, og dem skal der styr på før sæsonstart.
DS3 Cup-sæsonen 2026 starter på Padborg Park den 25-26. april.
DS3 Cup Kim Gripping Læs mere om: Oliver Larsen |