Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Copenhagen Historic Grand Prix

Copenhagen Historic Grand Prix har kørt sidste omgang

CHGP 
05/12/25 

CHGPDet er med stor respekt for både historien og alle involverede, at arrangørerne bag Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP) meddeler, at løbet nu indstilles efter den store Københavnske kulturbegivenhed har kørt sit sidste løb i sommeren 2025. Beslutningen markerer afslutningen på et kapitel, der har skrevet sig ind i dansk motorsportshistorie siden løbets første gang blev afholdt i 1996 omkring Christiansborg.
 

Svær beslutning at indstille løbet

Bag den svære beslutning om at indstille løbet ligger mange komplekse overvejelser, fortæller direktør i CHGP, Jac Nellemann:
”I mange år har det krævet utrolig meget at få lov at gennemføre løbet. Samarbejdet med myndighederne har overordnet set været rigtig godt, men til tider også slidsomt. Selvom vi suverænt selv har varetaget driften, stået for logistik og planlægning samt båret alle omkostningerne til løbene, har vi været udfordret, når vi skulle forhandle løbsgodkendelserne”.


(Foto: Copenhagen Historic Grand Prix)

Jac Nellemann fortæller videre, at det har været kampen værd, fordi løbet har været en stor publikumssucces, der årligt har trukket næsten 40.000 tilskuere og et par hundrede kørere til. ”Der er sket meget gennem løbets historie, som vi nu skal tage hensyn til – bytrafik og bæredygtighed er blevet varme temaer, som både politikere og borgere har en holdning til”.

Det har vi også, men de altovervejende grunde til at lægge midler og hjerteblod i Copenhagen Historic Grand Prix har været kærligheden til motorsport, lysten til at glæde det bilentusiastiske publikum med en veltilrettelagt event, og muligheden for at bidrage til velgørenhed”, udtaler Jac Nellemann.

Passion og engagement i centrum

Siden 2012 har Jac Nellemann, der er tredje generation i bildynastiet Nellemann og tidligere professionel racerkører, været den drivende kraft bag løbet. Hans entusiasme og engagement har været afgørende for løbets succes. Med sin passion for både biler og mennesker har Jac Nellemann formået at samle frivillige, deltagere og publikum om en fælles fascination for motorsportens historie. Hans utrættelige indsats og evne til at skabe relationer har sikret, at arrangementet år efter år kunne løftes til nye højder.


(Foto: Copenhagen Historic Grand Prix)

Motorsport med hjertet

Et af de mest bemærkelsesværdige initiativer i CHGP-regi har været "Race for Riget", hvor motorsporten er blevet sat i velgørenhedens tjeneste. Gennem dette initiativ er der blevet indsamlet mere end 7 1 millioner kroner ind til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet til fordel for syge børn. Dette har således vist, at motorsport både kan skabe glæde samtidig med, at der gøres en reel forskel for nogle af samfundets mest sårbare.

Betydning for dansk motorsport

Copenhagen Historic Grand Prix har gennem sin levetid været en vigtig motor for dansk motorsport. Løbet har ikke blot givet klassiske køretøjer en scene, men også inspireret nye generationer af kørere og fans. CHGP har været med til at styrke det fællesskab, der binder motorsportsmiljøet sammen, og har sat Danmark på det internationale motorsportskort, ligesom arrangementet ved flere lejligheder har været bannerførende for fremvisning af fremtidens bilproduktion og bæredygtige tiltag.

Mindernes Allé

Når Jac Nellemann kører ned ad Mindernes Allé, i en af sine racerbiler, ser han tilbage på en ambitiøs event med masser af nostalgiske automobiler, som samlede og skabte glæde for bilentusiaster, bilklubber og familier. En event båret af en enorm indsats fra en hob af engagerede frivillige og med en humanitær dimension via Race for Riget.

”Det er med glæde og stolthed, vi ser tilbage, og med vemod vi har truffet beslutningen om, at Copenhagen Historic Grand Prix har kørt for sidste gang. Men jeg er overbevist om, at det er det helt rigtige tidspunkt, for vi skal stoppe, mens legen er god, mens kampe er værd at kæmpe og mens der stadig er benzin tilbage i tanken”, smiler Jac Nellemann.

Tak og fremtidige håb

Arrangørerne ønsker at rette en stor tak til alle, der har bakket op om CHGP gennem årene, både frivillige, samarbejdspartnere, deltagere, tilskuere og sponsorer. Uden deres engagement og støtte havde løbet ikke været muligt. Selvom CHGP nu har kørt sin sidste omgang, lever passionen for motorsporten videre. Jac Nellemann takker for turen og håber, at CHGP vil inspirere nye initiativer fremover, og at andre vil gribe stafetten og føre traditionen om et Grand Prix videre.

Copenhagen Historic Grand Prix


Læs mere om:
  • Jac Nellemann
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 10/08/25 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP
  •