Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

LEGO stjal opmærksomheden ved Formel 1 i Las Vegas med en Cadillac bygget af 418.000 klodser

Formel 1 
23/11/25 

Denne weekend gjorde LEGO igen kraftigt opmærksom på sig selv under Formel 1 løbet i Las Vegas, hvor fans– og F1-stjernerne – blev mødt af en række legende LEGO-øjeblikke. Mest opsigt vakte en fuldt kørbar, lyserød 1950’er Cadillac Fleetwood Sixty Special bygget af over 418.000 LEGO elementer.
 


(Foto: LEGO / Hector Vivas)

Efter 50 dramatiske omgange gennem Las Vegas’ gader blev de tre topkørere Max Verstappen, Lando Norris og George Russell kørt til podiet på bagsædet af den LEGO-byggede Cadillac - med skuespiller Terry Crews bag rattet.

Bilen, der vejer over to ton og måler mere end fem meter, stod hele weekenden udstillet i Paddocken, hvor fans kunne komme helt tæt på det imponerende stykke LEGO design og ingeniørkunst.

Samtidig offentliggjorde LEGO Group sin nye flerårige aftale med F1 ACADEMY, der skal øge synligheden for kvinder i motorsport. Fra 2026 får serien et nyt LEGO Racing-team på gridden, med Esmee Kosterman som kører og en kommende LEGO® Speed Champions-model af bilen. LEGO har store forhåbninger til hvad man kan opnå ved at kombinere elitesport og leg:

-Sammen med Formel 1 rundede vi et år af med uforglemmelige øjeblikke, der bringer fans tættere på sporten. Den LEGO-byggede Cadillac, vores indhold på Sphere og vores nye samarbejde med F1 ACADEMY viser, hvad leg kan, når kreativitet og motorsport mødes, siger Julia Goldin, Chief Product & Marketing Officer i LEGO Group.


(Foto: LEGO / Mark Thompson)

Weekendens aktiviteter er seneste kapitel i det voksende partnerskab mellem LEGO Group og Formula 1®, der tidligere har budt på bl.a. ti fuldt kørbare LEGO F1-biler i Miami og LEGO-byggede trofæer ved British Grand Prix. Og vi kan se frem til yderligere LEGO oplevelser fremover:

-Las Vegas Grand Prix er hurtigt blevet et ikonisk stop i kalenderen, og samarbejdet med LEGO Group har taget fanoplevelserne til et nyt niveau. Det her er kun begyndelsen, siger Emily Prazer, Chief Commercial Officer i Formula 1.


(Foto: LEGO / Sam Bagnall)

LEGO Group stod også bag en række andre aktiviteter:
• Podievinderne i F1 ACADEMY modtog specialbyggede LEGO Botanicals-buketter på næsten 2.000 klodser.
• LEGO indtog det ikoniske Sphere med visuelt indhold, der viste alle ti F1-teams som LEGO-byg.
• Fans kunne desuden få eksklusivt F1 ACADEMY merchandise og opleve nye LEGO-aktiviteter rundt i byen.

LEGO Group


Læs mere om:
  • Las Vegas
  • 22/11/25 - Las Vegas - Formel 1 - FIA F1
  • LEGO indgår globalt motorsportssamarbejde: Går på banen i F1 ACADEMY fra 2026
  •