Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formula GT Challenge

Succesfuld debutsæson for Formula GT Challenge: Udvides til hele Skandinavien i 2026

Formula GT
Challenge 

05/11/25 

Danske Andreas Borris og svenske Christian Appelberg blev kåret som mestre i debutudgaven af Formula GT Challenge – som i 2026 byder på afdelinger i hele Skandinavien.
 


(Foto: Formula GT Challenge)

Pokalerne er nu uddelt efter en vellykket første sæson af Formula GT Challenge. Finalen på FDM Jyllandsringen i september bød på et flot felt af biler fra Danmark og Sverige, og selvom alle weekendens tre heats blev vundet af svenske Carl Runefelt, var det alligevel danske Andreas Borris, som med sin Ferrari 296 Challenge sikrede sig titlen i det generelle Trofeo Pirelli-mesterskab. Runefelt fulgte op med en solid andenplads, mens svenske Christian Appelberg rundede mesterskabspodiet af.


(Foto: Formula GT Challenge)

Appelberg tog imidlertid titlen i Coppa Formula-mesterskabet – klassen for Ferrari 488-modeller – og her sikrede landsmanden Peter Hjelte og danske Per Falholt sig henholdsvis anden- og tredjepladsen i den endelige stilling.

“Stort tillykke til vinderne og til de øvrige kørere, som har sikret sig trofæer i den allerførste udgave af Formula GT Challenge. Det har været en kæmpe fornøjelse at opleve den store opbakning fra både deltagere og tilskuere, og samtidig har det været glædeligt at byde nye aspiranter velkommen i løbet af sæsonen,” lyder det fra Race Executive hos Formula Automobile, Thor Qualmann.


(Foto: Formula GT Challenge)

Debutsæsonen for den skandinaviske GT-serie for racerbiler fra Maranello har generelt vakt stor interesse i det skandinaviske motorsportsmiljø, og hele 23 forskellige racerbiler fra både Danmark og Sverige har været til start hen over sæsonens fire afdelinger.

Deltagerlisten har desuden budt på et bredt spænd af kørere – fra erfarne profiler som svenske Tommy Lindroth, der sidste år sluttede på podiet i det officielle Ferrari Challenge Europe, til det 26-årige danske talent Cecilie Nør-Jensen, som debuterede i Formula GT Challenge til sæsonfinalen på FDM Jyllandsringen.


(Foto: Formula GT Challenge)

“Vores ambition om at skabe et stærkt fællesskab omkring Ferrari og racing er allerede blevet indfriet. Stemningen ved løbene har været særdeles positiv, og selvom konkurrencen har været intens, har der hele tiden hersket en gensidig respekt mellem kørerne,” tilføjer Thor Qualmann.

Mens vinderne af den første sæson af Formula GT Challenge kan forberede sig på at blive hyldet ved en officiel præmieceremoni i begyndelsen af det nye år, arbejdes der allerede på at tilrettelægge programmet for 2026.


(Foto: Formula GT Challenge)

“De mange kørere og biler lover godt for næste års sæson, og nye deltagere venter i kulissen på at få biler leveret. Kalenderen for 2026 er ved at blive tilrettelagt, og vi kan allerede nu afsløre, at mesterskabet vil blive afholdt over fem afdelinger på de bedste baner i både Danmark, Norge og Sverige,” lyder det fra Race Promotor hos Formula Automobile, Chresten Hansen.

Det forventes, at 2026-programmet for Formula GT Challenge kan offentliggøres i løbet af november.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj