| Stilheden var altoverdøvende på FDM Jyllandsringen, da Lars Højris mistede kontrollen over sin Honda Civic Type-R og røg af banen midt på langsiden. På trods af smerter i ryggen kunne vestjyden fortælle teamet, at han var OK trods alt, men til kontrollen på sygehuset stod det klart, at der ville gå en rum tid, før Lars Højris var klar til at køre racerløb igen.
“Kroppen er godt på vej tilbage. Det tager tid, og det udfordrer min tålmodighed helt vildt, men alt går så godt, som jeg kunne have håbet på, og jeg kommer helt sikkert til at sidde bag rattet af en racerbil igen”, siger Lars Højris, der har det markant bedre end racerbilen, som næppe kommer til at se en racerbane igen.
Derfor er den sidste tid også gået med at rette fokus mod 2026-sæsonen, hvor planerne så småt er ved at have materialiseret sig for Lars Højris og hans team:
“Vi er langt i dialogen med kørere til næste sæson. Jeg selv kommer til at sidde over af hensyn til ryggen, men vi arbejder på at Jan Magnussen kan køre den fulde sæson, og derudover er vi meget tæt på at indgå aftale med en teamkammerat til ham”, fortæller Lars Højris, der også har teamsponsoren DM Supply med i den kommende sæson. Hvilken bil, der skal køres i, vides til gengæld ikke endnu:
“Det er jo interessant med den nye, nationale BoP, som åbner for at gå i en anden retning end de sidste par sæsoner. Derfor vil vi også bruge lidt tid på at undersøge mulighederne, før vi tager den endelige beslutning. Der er mange fede TCR-biler derude, og det kunne være godt at bringe noget anderledes ind i klassen”, siger Lars Højris, der har en klar opfordring til ligesindede i dansk banesport:
Lars Højris opfordrer kørere og teams til at overveje TCR i 2026: “Med ændringerne til 2026 bliver det muligt at være med for endnu lavere budgetter end hidtil, og samtidig bliver konkurrencen mere jævnbyrdig end nogensinde før. Det er godt racerløb, og jeg tror på at vi kan komme til at skabe noget rigtig godt i den kommende sæson.” afslutter han.
TCR Denmark Læs mere om: Jan MagnussenLars Højris NielsenDM Racing |