Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Dansk Super Rally

Ib Kragh klar til Rally Stoholm efter mørketest

Dansk Super Rally 
10/10/25 

I weekenden køres årets sidste afdeling af Dansk Super Rally. Det er Rally Stoholm, som er kendetegnet ved, at det er sæsonens eneste todagesarrangement, hvorfor rallyet også kommer til at byde på hastighedsprøver fredag aften og dermed kørsel i mørke.
 


Ib Kragh og Jeannette Kvick er klar til Rally Stoholm
(Foto: Flemming Jensen)

”Heldigvis havde vi en god mørketest i lørdags, hvor Bo Mølgaard og jeg deltog i sidste afdeling af MRF Dansk Rally Sprint Cup i Ringkøbing,” fortæller Ib Kragh. ”Løbet startede sidst på eftermiddagen og sluttede hen ad aftenen.”

”Under løbet i Ringkøbing boksede vi lidt med Anders Lysen i sin Suzuki Swift, men han fik desværre nogle gearkasseproblemer, så kampen blev afsluttet før tid. Vi vandt med et halvt minuts forspring.”

Det var faktisk lige før, at IK Motorsport ikke var kommet til start i det vestjyske løb. Først i sidste øjeblik ankom pakkeposten med en nødvendig sensor til Hyundaien.

”En sensor var gået i stykker i Rally Midtsjælland. Da jeg vaskede bilen efter løbet, kom den med alarm om en høj udstødningstemperatur, selv om der kun var 20 grader på værkstedet,” fortæller Ib Kragh. ”Det viste sig så, at sensoren bare hang i en ledning og ikke kunne fungere. Men det er heldigvis løst nu.”

Aftenkørsel har siden løbets begyndelse været et kendetegn ved Rally Stoholm. Det har en anden ting også, nemlig efterårsvejret.

”Det kunne være skønt for en gangs skyld at køre et Rally Stoholm i tørvejr,” siger Ib Kragh. ”Konkurrencen bliver hård. Simon Vallentin og Kenneth Madsen viste jo, at de var stærke i sidste måneds Rally Midtsjælland, og denne gang kommer der også to Skodaer til start i klassen. Den ene køres af en nordmand, den anden af Jan Petersen fra Stoholm.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • IK Motorsport
  • Viborg
  • 11/10/25 - Viborg - Dansk Super Rally - DM
  •