Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
30/09/25 

Andenplads til Mikkel Jensen i 6 Hours of Fuji.
Marc Reistrup på FIA Academy-podiet.
Sæsonafslutning på Hockenheimring: DTM, GT Masters & GT4 Germany.
F1 Academy: Byløb i Singapore med Alba Larsen.
COTF på Franciacorta inden VM.
 


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Siden sidst
Andenplads til Mikkel Jensen i 6 Hours of Fuji
Efter seks timers hård kamp på Fuji Speedway kunne Hypercar-kører Mikkel Jensen i søndags køre Peugeot TotalEnergies bil #93 over målstregen på en andenplads.

Det er Jensen og resten af teamets hidtil bedste resultat i FIA WEC, og podieplaceringen kom i hus efter et stærk præstation. Mikkel Jensen var sidste kører i bilen, og under danskerens afgørende stint var der meget at se til. Mens han jagtede Alpine – løbets førende bil – gjaldt det på samme tid om at holde en sulten Porsche bag sig.

”Det var et klasseløb, stærkt eksekveret fra hele teamets side og det bedste, vi har præsteret i år. Når det er sagt, så er det samtidig også lidt bittersødt, da vi havde muligheden for at vinde og sluttede få sekunder efter den førende bil fra Alpine-teamet. Sådanne løb er der ikke mange af, og så er det ærgerligt, når det ikke lykkes,” siger Mikkel Jensen i en pressemeddelelse efter 6 Hours of Fuji, hvor han var tæt på en sejr.

Læs mere om Mikkel Jensens løb.

Hyperpole P3 til Marco Sørensen
For de resterende FIA WEC-kørende danskere blev det ikke til podieplaceringer. Dog leverede Marco Sørensen et imponerende resultat i lørdagens kvalifikation. Den danske Hypercar-kører for Aston Martin-teamet startede ud med at sætte hurtigste tid i den indledende kvalifikation. Herfra røg han videre til Hyperpole-kvalifikationen, hvor han kørte en P3 hjem.

Marco Sørensen og Aston Martins bil #009 slutter Fuji-løbet på en femteplads ud af et felt på 18 biler. Det er danskerens bedste resultat i sin første Hypercar-sæson.

Se highlights fra 6 Hours of Fuji

 


 


(Foto: Marc Reistrup)

Siden sidst
Marc Reistrup på FIA Academy-podiet
Marc Reistrup har leveret endnu et topresultat på den internationale kartingscene. Forrige weekend vandt han Deutsche Kart-Meisterschaft i OK Junior-klassen, og i søndags kørte han sæsonafslutning i FIA Karting Academy Trophy Junior, hvilket sluttede med en tredjeplads i finalen.

Finaleafdelingen blev kørt i Italien på Cremona-banen, og udover topresultatet i finalen var det en løbsweekend med en Reistrup, som ikke var uden for top-10 på noget tidspunkt. I det første kvalifikationsheat tog han en sejr, og i de resterende to heat blev det til en ottende- samt femteplads.

Finalen, som danskeren startede fra en femteplads, bestod af 21 omgange med konstant kamp om en topplacering. I sidste ende kunne Marc Reistrup tage finalens tredjeplads.

Reistrup slutter Academy 2025-mesterskabet på en sjetteplads som Danmark og DASUs repræsentant.

Se Academy Junior-finalen

 


 

Det sker
Sæsonafslutning på Hockenheimring: DTM, GT Masters & GT4 Germany
Det er højsæson for mesterskabs-sæsonafslutninger, og dette gør sig også gældende i DTM, som i weekenden kører ottende og sidste afdeling for i år.

Nicki Thiims sæsonafslutning finder sted i Tyskland på Hockenheimring. I 2024 blev DTM-sæsonen også afviklet på Hockenheimring, og der kørte Thiim to top-10-placeringer hjem i form af en femteplads samt en tiendeplads. Nicki Thiim er til start for ABT Sportsline i bil #2 – en Lamborghini Huracán GT3 EVO2.

GT Masters og GT4 Germany med dansk deltagelse
Det er ikke kun Nicki Thiim, man som dansker skal holde øje med på Hockenheimring. I DTM-supportserierne, ADAC GT Masters og ADAC GT4 Germany, er fire danskere til start i weekenden.

Begge løbsserier kører sæsonfinale, og i GT Masters kæmper Simon Birch om at afslutte mesterskabet på en topplacering. Forud for weekenden ligger han treer i stillingen. Birch kører i bil #14 for Razoon, som deles med østrigske Leo Pichler.

Tobias Bille Clausen, Andreas Jochimsen og Oskar Lind Kristensen køre alle med i GT4 Germany. Clausen i bil #18 med Axel Bengtsson fra Sverige for BWT Mücke Motorsport, Jochimsen for FK Performance Motorsport i bil #22 med tyske Niels Tröger og Kristensen sammen med australske Lachlan Robinson i bil #31 for AVIA W&S Motorsport.

Læs mere & se tidsplan

 


 

Det sker
F1 Academy: Byløb i Singapore med Alba Larsen
Det er mere end en måned siden, at Alba Larsen har kørt løb i F1 Academy, og denne weekend er hun tilbage i formelbilen med MP Motorsport og Tommy Hilfiger.

Løbsweekenden foregår i Singapore på Marina Bay Street Circuit i forbindelse med Formel 1, og det er sæsonens næstsidste afdeling. Under Singapores intense varmeforhold skal Alba og resten af F1 Academy-konkurrenterne køre løb både lørdag og søndag på den noget så fysisk krævende bybane.

Med to afdelinger tilbage af 2025-sæsonen indtager Alba Larsen mesterskabets syvendeplads. Pointmæssigt er hun tæt på sjettepladsens Nina Gademan med et hul på tre point, og på samme tid er hun tæt forfulgt af Tinas Hausmann med sine kun to point op til danskeren.

Læs mere & se tidsplan

 


 

Det sker
COTF på Franciacorta inden VM
Om under to uger køres FIA Karting World Championship i klasserne, KZ KZ2 og KZ2-Masters, på Italiens Franciacorta Karting Track. Denne weekend står den på løbsforberedelse i form af et Champions of the Future-løb på den italienske kartingbane, hvilket indebærer dansk deltagelse.

I KZ2-klassen er Rasmusen Andersen Buxbom til start. Han kører for BirelART i kart #302.

Den regerende DIF Danmarksmester i KZ2, Rasmus Haugaard, stiller til start i KZ2-Masters-klassen i kart #439 for Doerr Motorsport.

På lørdag den 4. oktober køres superheats fra kl. 10:10, mens finalerne køres senere på dagen fra kl. 13:15.
Se den fulde tidsplan.

Champions of the Future live på YouTube


Læs mere om:
  • Alba Hurup Larsen
  • Andreas Jochimsen
  • Marco L. Sørensen
  • Mikkel Jensen
  • Nicki Thiim
  • Oskar Kristensen
  • Simon Birch Kristensen
  • Tobias Bille Clausen
  • Fuji
  • Hockenheim
  • Marina Bay Street Circuit
  • 28/09/25 - Fuji - FIA WEC - FIA VM
  • 05/10/25 - Hockenheim - ADAC GT Masters
  • 05/10/25 - Hockenheim - ADAC GT4 Germany
  • 05/10/25 - Hockenheim - DTM
  • 05/10/25 - Marina Bay Street Circuit - F1 Academy
  •