Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Nordic 4

DIF Danmarksmester 2025 - Marius Kristiansen fra Holstebro tog DM på trods af svær modstand

Nordic 4 
30/09/25 

Nordic 4Racerkøreren fra Holstebro blev dømt ude, men kæmpede sig tilbage i intens finaleweekend, da Nordic 4-mesterskabet blev afgjort på FDM Jyllandsringen.
 

Det var David mod Goliath i årets Nordic 4-mesterskab. Marius og familieteamet kæmpede fra start til slut mod dygtige kørere fra et større team med dygtige folk, men det var Marius som ankom til FDM Jyllandsringen som mesterskabsførende inden årets sidste løbsweekend.

Det var også Marius og den lyseblå racer, der satte hurtigste tid i kvalifikationen forud for første løb. Med rolig hånd lavede han en flot start, og selvom mesterskabsrivalen lagde pres på bagfra, holdt Marius hovedet koldt og bilen på førstepladsen helt frem til målstregen.

Under løbet var der blevet lagt en protest fra selvsamme konkurrent gjorde dommerne opmærksomme på, at der var byttet rundt på to komponenter på Marius' bil. Det diskvalificerede Marius fra løbet og rykkede rivalen frem som vinder.

"Det var noget af en streg i regningen. Det er ikke noget, vi har været opmærksomme på, og mesterskabets tekniske ansvarlige har heller ikke registreret den fejl, så det var en virkelig ærgerlig fejl", siger Marius Kristiansen, som pludselig så sin mesterskabsføring svinde ind til nærmest ingenting.

Søndag var der derfor ekstra travlt bag rattet, for med en startplacering bagerst i feltet som nr. 19 og konkurrenten langt fremme, skulle Marius kæmpe sig frem og redde flest mulige point til mesterskabet. Her gik det op for ham, at konkurrenten havde hjulpet med at løse en tilbagevendende udfordring:

"Jeg var ret tændt da starten gik, så jeg kom sindssygt hurtigt frem i feltet. Men bilen kørte virkelig godt, og det lykkedes mig at køre fra 19. pladsen frem til tredjepladsen, sætte mesterskabskonkurrenten på plads og sætte løbets hurtigste omgangstid, så jeg kunne ikke have ønsket mig mere. Det pudsige er, at jeg pludselig ikke længere følte at bilen understyrede i svingene - noget, jeg har kæmpet med meget længe. Og vi havde kun ændret én ting siden lørdag eftermiddag...", lyder det tænksomt fra Marius Kristiansen.

I det afsluttende løb startede Marius fra femtendepladsen og kunne med endnu et stærkt løb krydse målstregen på fjerdepladsen. Det var rigeligt til at sikre Danmarksmesterskabet, og søndag aften kunne Marius Kristiansen med en guldmedalje fra Dansk Idræts Forbund om halsen reflektere over weekenden og sæsonen:

"Det har været en vild sæson. På banerne har vi haft nogle fede kampe om placeringerne, og jeg føler på ingen måde at være kommet sovende til noget. Konkurrencen har været hårdere end nogensinde før, og det gør det kun ekstra specielt at kunne kalde sig for Danmarksmester. Nu håber jeg bare, at det kan være med til at løfte mig videre til noget mere i 2026", siger Danmarksmesteren, der drømmer om at prøve kræfter med et udenlandsk mesterskab næste år.

"Målet er at blive professionel racerkører, og nu har jeg vundet de fornemmeste mesterskaber i Danmark; DIF Danmarksmesterskabet i både gokart og Nordic 4 (Formel 4). Så nu skal jeg videre til udlandet. Det næste stykke tid skal vi bruge på at afsøge mulighederne og lægge en god plan sammen med vores trofaste sponsorer og samarbejdspartnere, og så må vi se hvad der sker - det kan jo være, der dukker muligheder op", fortæller han.

I alt 28 kørere kæmpede med om Danmarksmesterskabet i Nordic 4.

Marius Kristiansen Racing


Læs mere om:
  • Marius Kristiansen
  • Jyllandsringen
  • 28/09/25 - Jyllandsringen - Nordic 4
  •