 (Foto: Grippo)
Både velkendte ansigter og flere nye kørere var klar til en efterårsweekend i motorsportens tegn, og allerede fra første færd var der fart over feltet. Jacob Wunderov satte sin nybyggede BMW E46 på pole position med næsten et sekund ned til Claus Møller Jensens Honda S2000. Nærmeste konkurrent i Evolution-klassen, Brian Johannesen, var tredjehurtigst, mens Claus Voetmann var hurtigst i Basic-klassen foran Lasse Genz og Jimmy Bob Søgaard Jensen.
Lørdag eftermiddag var feltet klar på gridden til første race, og her kom Claus Møller Jensen lynhurtigt forbi Wunderov, der ikke kom så hurtigt fra start, som han havde håbet. Han kom dog godt efter det og kørte sig frem på førstepladsen, men mod slutningen tabte han momentum og måtte lade Brian Johannesen tage sig af sejren. Inden da var Claus Møller Jensen tvunget til at udgå efter nærkontakt, hvilket gav Torben Jensen sejren i Light-klassen. Blandt Basic-kørerne førte Jimmy Bob Søgaard Jensen an foran Voetmann og Victor Odin Soria, der kørte sig helt fra bunden af feltet og frem. Desværre for den unge Suzuki-kører blev han ramt af en defekt i motoren og måtte trække sig før målstregen. Til gengæld løb Jonas Mortensen med sejren foran Voetmann og Jensen efter en seværdig kamp om placeringerne.
 (Foto: Grippo)
Søndag bød på mere efterårssol og underholdende racerløb. Jacob Wunderov ramte i Race 2 starten helt perfekt og tog føringen, men som heatet skred frem, forsvandt farten i BMW’en, og til sidst måtte nordjyden køre i pit. Claus Møller Jensen havde imidlertid kørt sig frem fra sin startplacering bagerst i feltet og kæmpede for at nå frem til Tino Vang Jørgensen og Brian Johannesen, der havde lagt sig i front. Det lykkedes ikke helt, men en sejr i Light-klassen blev det til for den røde Honda.
Der var masser af tæt race blandt BMW-kørerne fra Graabæk Racecars, hvor Slavko Ivanovic, Søren Høiberg, Torben Jensen, Jens D. Abrahamsson og Rasmus Moth Madsen i en stor del af løbet dystede om at være teamets bedste. Det var Ivanovic, som trak det længste strå og sluttede på en samlet femteplads. Jonas Mortensen tog sejren i Basic foran Jimmy Bob Søgaard Jensen og Claus Voetmann efter Lasse Genz fik frataget sin førsteplads grundet underskridelse af vægt/effekt-forholdet på hans Peugeot 208.
 (Foto: Grippo)
Søndag eftermiddag tog Claus Møller Jensen starten på sidste heat, men i løbet af de 15 minutters racerløb lykkedes det Tino Vang Jørgensen at bringe sig i føring. Det er en præstation i sig selv, men bornholmeren kæmpede mod slutningen med en punktering og lykkedes rent faktisk at kæmpe sig i mål som vinder. Brian Johannesen fulgte tæt ever - med Claus Møller Jensens Honda lige i hælene.
Igen i weekendens sidste heat var der tæt kamp mellem BMW-kørerne midt i feltet, hvor Dennis Johansen kom bedst ud af dysten. Ret godt gået efter 13 års pause fra motorsporten. Jonas Mortensen tog endnu en sejr blandt Basic-kørerne, men Lasse Genz kæmpede sig godt frem og tog andenpladsen foran Jimmy Bob Søgaard Jensen. Claus Voetmann sluttede løbet halvanden omgang før tid med et motorhavari.
 (Foto: Grippo)
Lige om lidt er TCCD-kørerne klar til start igen. Allerede på lørdag starter finaleweekenden på Padborg Park, hvor de sidste omgange køres og mesterskaberne skal afgøres.
Touring Car Championship Denmark Kim Gripping Læs mere om: Jyllandsringen28/09/25 - Jyllandsringen - Touring Car Championship Denmark |