Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Nordic 4

Bliver det Marius eller Sebastian?

Nordic 4 
24/09/25 

Nordic 4Et historisk tæt Nordic 4-mesterskab afgøres i weekenden på FDM Jyllandsringen, og manges øjne vil være rettet mod de to mesterskabskandidater.
 


(Foto: Grippo Motorsport PR)

Og det med rette. Dysten mellem Marius Kristiansen og Sebastian Bach startede allerede ved Åbningsløbet på Padborg Park, hvor de hver tog en heatsejr og Kristiansen med to andenpladser sikrede point nok til at køre sig i føring af Danmarksmesterskabet. Det ændrede sig allerede efter næste afdeling på Anderstorp Raceway, hvor Bach var stærkest af de to, og føringen holdt han helt til Night Race på Padborg Park.

Især efter sommerpausen var styrkeforholdet mellem Bach og Kristiansen nærmest 1:1, og det har givet tæt race og en intensiveret kamp om mesterskabet. Alligevel lykkedes det Marius Kristiansen at tage føringen med henholdsvis 29 og 7 point i det danske og nordiske mesterskab forud for finaleweekenden på FDM Jyllandsringen.

Med tre heat, der hver giver 25 point til vinderen, er intet i nærheden af at være afgjort. Og mens både Marius Kristiansen og Sebastian Bach må forventes at komme til start i deres absolutte topform, skal de ikke forvente at komme sovende til de to mesterskabstitler. En hel stribe af konkurrenterne har siden sommerferien vist sig i stand til at tage løbssejre mens de to titelrivaler har kæmpet for deres.


(Foto: Grippo Motorsport PR)

Det gælder blandt andet Casper Nissen, der som teamkammerat til Sebastian Bach har været hurtig til at tage ved lære og på Padborg Park sikrede sin første sejr. Nissen fører det danske rookiemesterskab, mens STEP Motorsports tredje kører, Viktor Snebjørn Poulsen, har en solid føring i det nordiske rookiemesterskab og derudover ser ud til at have god fart i bilen på FDM Jyllandsringen.

Magnus Pedersen er også et stærkt bud på én, der ikke har meget at tabe, men som en af de mest erfarne kørere i klassen har vist evnen til at køre med om sejrene. Han har allerede sikret den første sejr til RaceCraft Driver Academy, og efter en hård weekend til Night Race på Padborg Park bør køreren fra Djursland være ekstra motiveret for at slutte sæsonen af på bedste vis.

En anden erfaren kører i feltet hedder Mads Hoe, og selvom østjyden er kendt for notorisk at nedtone sig selv og sin aldrende Formel 5-racer, har han før været i stand til at levere flotte præstationer på FDM Jyllandsringen. Han skal dog passe på, for hans protegé i Mads Hoe Motorsport, Anton Morsing, har præsteret en jævnt opadgående læringskurve i denne sæson, og teamets københavnske talent mangler ikke meget for at kunne blande sig i toppen af feltet.


(Foto: Grippo Motorsport PR)

Og så er der Silas Egedal. Den 14-årige nordsjællænder debuterede ved Grand Prix Danmark og har allerede vist sig at være stærkt kørende. Han er stadigvæk ny og går ydmygt til værks, men der er ingen tvivl om, at han har podiepotentiale allerede i finaleweekenden.

Igen på FDM Jyllandsringen deles asfalten med de svenske Formula Nordic-kørere, som også afslutter deres mesterskab i denne weekend. Dermed er der et stærkt felt af formelbiler til start. Søndagens løb streames desuden på Youtube.

Nordic 4


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/09/25 - Jyllandsringen - Nordic 4
  •