I et felt på 61 mandskaber sluttede han op for Dinamic Motorsport sammen med hollandske Jop Rappange og italienske Federico Al Rifai, og trioen sluttede på omgangshøjde med det vindende mandskab, men endte blot på en 32. plads generelt og en tiendeplads i Silver Cuppen.
”Det er tæt. Det er det hårdeste felt i verden,” siger Mikkel O. Pedersen om det tyske løb. ”Det er alle de bedste GT3-kørere i verden, som er med, og der bliver bogstaveligt talt ikke givet noget ved dørene.”
 Mikkel O. Pedersen kæmpede med dækkene på Dinamic Motorsports Porsche 911. (Foto: SRO)
Gensynet med Nürburgring begyndte ellers godt for den danske racerkører.
”Weekenden startede fantastisk ud,” siger han. ”Torsdag var jeg hurtigste Porsche-kører foran alle fabrikskørerne, som ellers kører løb hver weekend. Jeg var hurtigste mand i bilen, selv om jeg kører med 24 kg overvægt, fordi mine to kolleger ikke er så høje.”
”Til kvalifikationen gik det også okay. Jeg kørte over et sekund fra mine kolleger, som ellers gør det godt, men det viste sig også, at vi generelt døjede med pace på bilen, hvor de to første omgange var helt anderledes end de efterfølgende.”
Jop Rappange startede i bilen og overlod den til Federico Al Rifai, inden det var Mikkel O. Pedersens tur til at køre den sidste time i det tre timer lange løb.
”Jeg endte med at spilde et helt stint,” konstaterer han. ”Da jeg kom i bilen, blev der indsat safety car. Her blev mine fordæk ekstrem varme, hvilket teamet var meget uforstående overfor. Da løbet blev givet frit igen, lå vi som perler på en snor. Jeg fik overhalet nogle konkurrenter, indtil en kører foran mig begik en fejl. Jeg måtte tage farten af, og så kom der en hel flok racende. Jeg lå så igen bag en Porsche, jeg tidligere havde overhalet, men jeg kunne ikke komme forbi. Han kæmpede som om det var VM, men han var frustreret. Vi kørte ikke i samme klasse, og han fortalte mig bagefter, at han troede, at jeg sad i teamets søsterbil, som han ville holde bag sig.”
 'Weekenden startede fantastisk ud' siger Mikkel O. Pedersen. 'Torsdag var jeg hurtigste Porsche-kører foran alle fabrikskørerne'. (Foto: JEP)
”Det var virkelig svært at gøre sig gældende. Jeg var klar til at give den gas, og så var det svært på grund af de alt for varme dæk. Der kan have være fugt i den luft, som dækkene var blevet pumpet op med, for fugt i luften kan få dem til at udvide sig. Men der var da også gode ting i weekenden, så som at vi havde god pace i bilen.”
Mikkel O. Pedersen har nu smidt den brandsikre køredragt i vaskemaskinen, for i de kommende dage er det teamtøjet, han skal bruge. Fredag og lørdag deltager Mikkel O. Pedersen Racing nemlig med sine tre biler i næstsidste afdeling af Porsche Sprint Challenge Scandinavia i Norge.
Mikkel O. Pedersen Presse Læs mere om: Mikkel O. PedersenNürburgring31/08/25 - Nürburgring - GT World Challenge Endurance |