”Elbilerne står nu for 80 % af nybilsalget, og i Semler Mobility tegner vi os for 40 % af det totale bilsalg i Danmark. Vi vil gerne vise, at elbilerne ikke kun er økonomiske og miljøvenlige, men også sjove og køreglade biler.”
 ”Elbilerne kommer – også til motorsporten. De er sjove og køreglade biler,” siger Retail Direktør Rolf Hillers, Semler Retail (Foto: Michael Eisenberg)
Ordene kommer fra Rolf Hillers, Retail Direktør i Semler Gruppen, som importerer biler fra Volkswagen, Audi, Škoda, SEAT, CUPRA, Porsche, Bentley og Lamborghini.
”Ved at støtte rallysporten brander vi Semler Mobility samt vores Volkswagen- og Škodaforretninger i Køge og Ringsted, som er lige midt i løbsområdet for Rally Midtsjælland. Og så har vi et udvalg af elbiler på udstilling ved starten i Viby,” forklarer Rolf Hillers.
I Tyskland kan man købe en færdig elbil og køre rally med den. I Danmark har importørerne endnu ikke vist interesse. Men Rolf Hillers anser, at motorsport med elbiler kommer.
”For den unge rallykører på vej ind i sporten kunne en mærke-cup med elbiler godt være en interessant mulighed,” mener han.
Som en start i Danmark kan publikum nu se elbiler fra Volkswagen- og Škoda som forkørere for Rally Midtsjælland.
Rally Midtsjælland arrangeres af Automobil Sports Klubben Hedeland og Dansk Rally Club og er tællende som fjerde afdeling af det danske rallymesterskab, Dansk Super Rally. Det afvikles den 19.-20. september 2025 på sjællandske landeveje omkring Viby Sjælland, 50 km vest for København. Målet er et tiltrække deltagere fra eliten i dansk rally samt kørere fra Tyskland, Sverige og Norge.
Viby Sjælland byder på start, pauser og mål for Rally Midtsjælland med rallycentrum i Viby Idrætscenter, start og mål på Torvet, samt masser af aktiviteter i byen i på løbsdagen lørdag. Teknisk kontrol fredag aften bliver en tilskuerevent, som finder sted hos Bygma i Viby.
Rally Midtsjælland er et kompakt rally på ca. 250 km med 111 km hastighedsprøver. Der vil i rallyet indgå både kendte og nye prøver. Løbsledelsens folk har talt med over 300 lodsejere og fået tilladelser til mange nye strækninger, som vil indgå i en helt ny kontekst, mens andre prøver vil være gamle kendinge. Op til 50 % af prøvestrækningerne vil således blive oplevet som nye for deltagerne.
Se alt om Rally Midtsjælland her:
www.danskrallyclub.dk og klik på Rally Midtsjælland
ask-hedeland.dk/rally-midsjaelland-2025
 Michael Eisenberg Læs mere om: Viby Sjælland20/09/25 - Viby Sjælland - Dansk Super Rally - DM |