Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Nordic 4

Dobbelt op på mesterskabskamp til Grand Prix Danmark

Nordic 4 
19/08/25 

Nordic 4Nordic 4 er tilbage på dansk asfalt, når FDM Jyllandsringen i weekenden lægger asfalt til det traditionsrige Grand Prix.
 


(Foto: Grippo)

Og mens formelklassen oftest er leveringsdygtig i tæt og spændende racerløb, kan man med rette forberede sig på en intensiveret kamp i toppen af feltet. Bare et enkelt point adskiller nemlig de to førende i Danmarksmesterskabet, og da løbet også tæller til det nordiske mesterskab, er der endnu mere at kæmpe for.

Sebastian Bach fører begge mesterskaber, men i Danmarksmesterskabet er han kun et enkelt point foran Marius Kristiansen. I det nordiske mesterskab er der 23 point mellem de to, men stadig i Bach's favør. Kampen mellem de to er intensiveret i løbet af sæsonen, og alt tegner til at der bliver en indædt kamp om mesterskabet helt frem til sæsonens afslutning om godt en måned.

I Danmarksmesterskabet har Mads Hoe indtil nu holdt fast i tredjepladsen, mens Magnus Falk Pedersen og Casper Nissen inden Grand Prix Danmark er på en del fjerdeplads. Med tre løbsweekender med hver tre løb tilbage er intet reelt afgjort, men udenfor top tre skal kørerne til at have mere end almindeligt meget fart på, hvis de vil skrive sig ind i mesterskabskampen.


(Foto: Grippo)

Rettes blikket mod det nordiske mesterskab, er det Viktor Snebjørn Poulsen, som ligger på tredjepladsen. Samtidig har han også taget føringen i det nordiske Rookie-mesterskab efter et par stærke weekender på de svenske baner.

FDM Jyllandsringen er nyt territorie for årets debutanter, og dermed kan der være en lille fordel for de mere erfarne kørere. De mest ivrige kørere har dog allerede fem løbsweekender bag sig - på fem forskellige baner - så en ny bane er efterhånden hverdagskost for dem. Der er al grund til at komme velforberedt til Grand Prix Danmark.

Der er også blevet plads til lidt ændringer i deltagerlisten i løbet af sommerpausen. Magnus Pedersen er nemlig tilbage med RaceCraft Driver Academy, mens Carl Pramming også er vendt tilbage til teamet, så Cecilie Nør-Jensen nu har to teamkammerater. Line Søndergaard er også tilbage i sin Formel 5-bil, mens en enkelt ny kører får debut i klassen efter langt om længe at være fyldt 14 år.


(Foto: Grippo)

Silas Egedal har flere sæsoner bag sig i kartingsporten, hvor han har deltaget i både DM og det sydsvenske mesterskab, hvor han har samlet en del pokaler sammen. Den nordsjællandske kører bliver at finde i FSP-teltet sammen med Marius Kristiansen og Alexia Danielsson resten af sæsonen.

Fra den svenske formelklasse, Formel Nordic, kommer også en håndfuld biler for at hente point til det nordiske mesterskab. Dermed bliver der masser at se på, når Nordic 4 kommer på banen i tre heat ved Grand Prix Danmark.

Søndagens løb bliver sendt live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live.

Nordic 4


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 24/08/25 - Jyllandsringen - Nordic 4
  •