Bare tre point skiller Oliver Larsen fra Anders Majgaard, som i sin comebacksæson har været imponerende hurtig fra start. På Falkenberg Motorbana var det dog Larsen, som var mest stabil af de to, og teenageren kunne overtage føringen med en lille margin.
Mathias Klingenberg har haft sine udfordringer gennem sæsonen, og hans mesterskabsdrømme er grænsende til teoretiske. Med 38 point op til Oliver Larsen skal der mere end bare en god indsats til, hvis Klingenberg skal nå at indhente det tabte.
Weekendens løb på Ring Djursland er sæsonens andet besøg på Ring Djursland. Sidst var det Martin Jensen og William Schumann som fordelte heatsejrene mellem sig, og med den fart som især Schumann har vist i den midterste halvdel af sæsonen, vil det være naivt ikke at forvente pæne resultater fra hans side.
Mirza Lovic er tilbage i DS3-raceren efter at have stået over Falkenberg Motorbana, og hvis fynboen fortsætter med at finde fart i bilen, kan han også være en seriøs podiekandidat i weekendens løb.
Hos Madbull Racing bliver der atter nok at se til, for udover mesterskabskandidaten Anders Majgaard er dennes søn, Victor, og Paw Klamer også klar til start hos det erfarne team.
DS3 Cup Kim Gripping Læs mere om: Ring Djursland17/08/25 - Ring Djursland - DS3 Cup |