Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Fremtidens Formel 1-stjerner duellerede i regnvåde Rødby

Go Kart 
08/08/25 

Lørdag morgen rullede mørke regnskyer truende ind over Rødbyhavn. Tordenen over Femer Bælt advarede indbyggerne om at blive hjemme. Men gaderne i den normalt stille havneby var langt fra tomme. De summede.
 


(Foto: DASU)

Trafikken var ualmindeligt tæt for en weekend-morgen – caféerne fyldte. Spidsede du ører hørte du sjældent dansk – oftere spansk, italiensk og engelsk. I Lalandia havde de som altid travlt midt i deres højsæson, men alligevel løb de lidt hurtigere, end de er vant til.

Badelandets parkeringsplads var fyldt med hvide kassevogne med farverige logoer på siden. Alle forsvandt de klokken lidt i otte om morgenen. Fulgte du strømmen, ledte de dig til Rødby Karting Ring.

Området omkring den 1250 meter lange gokartbane var fyldt med luksuriøse motorhomes og enorme telte dekoreret med de samme farverige logoer som kassevognene - logoer der fik hovederne til at dreje på de mange motorsportsinteresserede, som var mødt op. Prema Racing, ART Grand Prix, Fernando Alonso Kart. Navne, der holder nøglen til Formel 1.

Motorsportens verdenselite var landet i det sydlige Lolland. Anledningen for det fine besøg var FIA Karting European Karting Championship - i folkemunde blot EM i gokart.

”Der er rigtig mange af de her kørere, der kommer videre, også til Formel 1 – adskillige af dem er Formel 1-juniorkørere. Både Prema, Ferrari, Williams og Mercedes har et juniorteam med her. Der er helt sikker nogen, der kommer til at skrive sig i historiebøgerne”, fortæller Mads Eielsø Hansen, Head of Event for EM i Rødby.

Udover at være Head of Event, er Mads Eielsø Hansen også tidligere gokart-kører med deltagelse i et VM samt tre DM-guldmedaljer på CV’et. Derfor betyder det meget for ham at være med til at bringe et stort internationalt løb til Danmark:

”Det er fedt, at vi har sådan et arrangement på dansk grund. Det havde jo været en drøm selv at køre mod de store hold på hjemmebane da jeg var aktiv – men der er også derfor projektet bliver så sjovt, når det er på dansk grund og man brænder så meget for sporten”, siger han.


Mange af kørerne, der deltog ved EM i Rødby, er nok at finde i Formel 1 eller Le Mans om få år, fortæller Mads Eielsø Hansen
(Foto: DASU)

Lalandia og Lidl næsten udsolgt
En baggrund i gokart var ikke nødvendig for at blive begejstret over eventet – Martin Boesen, formand for Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget i Lolland Kommune, kunne næsten ikke få armene ned, da han gæstede Rødby Karting Ring på finaledagen:

”Man er jo duperet over størrelsen og volumen på alle tingene – den her globale hype omkring det. Oplevelsen af at være hernede er eminent, og det giver også noget udsolgthed til byen i både i pizzariaer, supermarkedet og Lalandia, som ellers var gearet til deres højsæson – jeg tror der går en håndfuld events, før de lokale måske også vænner sig til, hvor stort det er”, siger Martin Boesen.

Der var 240 deltagende kørere fra over 60 lande ved EM i Gokart, alle med deres egen mekaniker og ofte flere familiemedlemmer i ryggen. Dansk Automobil Sports Union (DASU) anslår, at der var over 1000 besøgende i løbet af EM-weekenden. Men størstedelen havde allerede været der i to uger forud for EM for at træne og derefter køre EM-generalprøven Champions of the Future, som fandt sted weekenden før.

Den økonomiske indsprøjtning, som de mere end 1000 besøgende har givet de lokale virksomheder over de knap tre uger, blev også bemærket af Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark. EM i Rødby viser, hvorfor det sommetider giver mening at ligge store sportsbegivenheder uden for de største byer fortæller han:

”På Lolland har vi under EM Karting erfaret, hvordan hoteller, restauranter og supermarkeder nær banen virkelig har haft travlt – faktisk så meget, at Lidl i Rødbyhavn nærmest ikke kunne følge med, selvom de ellers er vant til Lalandias højsæson. Det viser tydeligt, hvor stor en positiv effekt sådan en begivenhed kan have lokalt.”


240 kørere fra mere end 60 lande gæstede Lolland under EM og Champions of the Future
(Foto: DASU)

Målet er VM
Der var stor tilfredshed med afviklingen af EM fra det internationale motorsportsforbund, FIA, som havde roser til både Rødby Go-Kart Klub, de over 100 frivillige og Rødby Karting Ring, som bød på ualmindeligt underholdende racerløb. Der var dog en hage, fortæller Bjørn Wichmand, bestyrelsesmedlem i DASU og koordinator ved EM:

"FIA har et ønske om mere asfalt i parc fermé, så der ikke er nogen teams der skal stå på grus - de vil meget gerne komme tilbage, men det vil de gerne have fikset."

For Bjørn Wichmand er der heller ikke nogen tvivl om, at der skal flere internationale løb til Rødby - gerne med topklassen af racerkarts:

"Vores mål er at afholde et VM i KZ-karts på den bane - det topmålet, fordi banen er bygget til KZ."

Det var regnvejret, som udfordrede banens faciliteter, og gjorde at enkelte områder var blevet mudrede - et problem som ikke viste sig da EM gæstede Rødby i 2023, da det var solskinsvejr. Men klubben har allerede en plan for at forbedre baneanlægget - gokartudlejning:

"Udlejningen kan skabe noget bedre økonomi for klubben, så de kan lave nogle af de ændringer, som FIA ønsker. På samme tid kan den aktivere erhvervslivet omkring banen, så vi kan få flere stærke samarbejdspartnere. Vi får allerede meget hjælp fra GSV og Lolland Kommune, og der er forhåbentlig flere, som vil gøre det, fordi de kommer ned til arrangementer på banen, og bliver mere bevidste om, at den ligger dernede", siger Bjørn Wichmand.

En dansk medalje på en svær weekend
På banen var resultaterne noget blandede for de danske kørere. Ni danskere deltog ved EM på tværs af de tre klasser, og det blev Niklas Vejen, den danske repræsentant i FIA Karting Academy, som løb med det bedste resultat.

Vejen viste stærk fart i regnvejret, og fugte sin fjerdeplads i kvalifikationen op med en sejr i lørdagens første heat - med den afgørende overhaling sat ind på sidste omgang. Derefter sikrede han en fjerdeplads i tørvejret i andet heat. Men søndag ramte uheldet. I morgenens opvarmning gennemførte han kun en omgang grundet motorproblemer. Vejen blev tildelt en ny motor til dagens første heat, og efter en fantomstart, hvor han kørte sig fra fjerde til andenpladsen i de første to sving, ramte uheldet igen. Motoren gik ud knap halvvejs gennem heatet.

Med dagens tredje motor startede Niklas Vejen finalen fra femtepladsen. Det var hurtigt tydeligt, denne motor heller ikke ydede optimalt - men den kørte trods alt. Selvom Vejen mistede et par placering tidligt i løbet, da motoren havde problemer med bundtrækket, fik han kæmpet sig tilbage til en flot tredjeplads, hvormed DASU formand Henrik Møller-Nielsen kunne overrække ham bronzemedaljen ved podieceremonien.


Niklas Vejen kæmpede sig til en velfortjent tredjeplads i søndagens finale, efter en dag fyldt med tekniske problemer
(Foto: DASU)

De øvrige danskere viste ofte god fart, men kunne desværre ikke bakke det op med stærke resultater. Alle repræsentanterne i OK-klassen, Oliver Rasmussen, Marco Garst og Marcus Juncher, kvalificerede sig til superheatet. Men efter blot to omgange udgik både Garst og Juncher i et sammenstød. Rasmussen, som skulle bruge en top-6 placering for at nå finalen, kæmpede bravt fra en startplacering midt i feltet og kørte sig 14 placering op i regnvejret. Men hans finalehåb sluttede da en konkurrent skubbede ham af banen.

I OK-Junior klassen blev tre af fem danskere elimineret på førstedagen, mens de resterende to, Mika Rünitz og Oliver Hjordrup, desværre ikke havde helt nok fart på dagen til at udfordre om finalepladserne.