Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Leon Madsen tildeles wild card til FIM Speedway Grand Prix Challenge i Holsted

Speedway 
15/07/25 

Når det prestigefyldte FIM Speedway Grand Prix Challenge køres i Holsted lørdag den 9. august, bliver det med et dansk topnavn som sidste brik i puslespillet: Leon Madsen er udtaget som wild card og fuldender dermed det 16-mand store felt.
 

Den rutinerede dansker, der blandt andet har vundet flere Grand Prix’er og to gange er blevet nummer to i VM-serien, får nu chancen for at kæmpe sig tilbage i det fornemmeste selskab – og det med opbakning fra et dansk publikum i Holsted.


Leon Madsen
(Foto: Jarek Pabijan)

"Jeg er glad for at få muligheden for at køre i Challenge-løbet i Holsted. Det bliver en stor aften, og jeg kommer med én ting for øje – at kvalificere mig tilbage til Grand Prix-serien," siger Leon Madsen og tilføjer: "Mit mål er klart. Jeg vil tilbage i verdenseliten. Jeg har bevist, at jeg stadig hører til, ikke mindst med podieplaceringen i Prag tidligere i år."


Leon Madsen
(Foto: Dariusz Biczynski)

Fire danskere i kampen om GP-plads
Leon Madsen slutter sig til tre allerede kvalificerede danskere: Rasmus Jensen, Anders Thomsen og Michael Jepsen Jensen – hvilket betyder, at Danmark stiller med hele fire stærke kort til løbet, hvor fire pladser i 2026 FIM Speedway Grand Prix-serien er på spil.

"Leon Madsen er en af Danmarks største speedwayprofiler i nyere tid, og vi er glade for at kunne give ham dette wild card. Sammen med de tre øvrige danskere lover det godt for en fantastisk aften i Holsted," siger Søren Normann Andersen, sportschef i DMU, som i øvrigt også har set navn på de to danske banereserver, som bliver Benjamin Basso og Mikkel Andersen.

Med fire danskere i feltet og en række af verdens stærkeste speedwaynavne på deltagerlisten er der lagt op til en stor aften på Moldow Speedway Arena i Holsted.

Billetsalget er i fuld gang – og med det stærke danske islet tyder alt på en tætpakkede arena og højt lydniveau, når årets vigtigste individuelle speedwayløb afvikles i Holsted med stærk dansk deltagelse.

Deltagere i 2025 FIM SGP Challenge – Holsted, 9. august

Kører Nation
Leon Madsen (Wild Card) Danmark
Rasmus Jensen Danmark
Anders Thomsen Danmark
Michael Jepsen Jensen Danmark
Jack Holder Australien
Martin Vaculík Slovakiet
Andzejs Lebedevs Letland
Francis Gusts Letland
Matej Žagar Slovenien
Dominik Kubera Polen
Mateusz Cierniak Polen
Kacper Woryna Polen
Jan Kvěch Tjekkiet
Kai Huckenbeck Tyskland
Kevin Wölbert Tyskland
Erik Riss Tyskland
Benjamin Basso (reserve) Danmark
Mikkel Andersen (reserve) Danmark

Holsted Speedway
holsted-speedway.dk