Allerede i fredagens træning så det lovende ud; Sebastian Bach var hurtigst, og både Viktor Snebjørn Poulsen, Casper Nissen og George Sebastian Pavlopoulos var godt med på omgangstiderne. De gode takter fortsatte i tidtagningen, hvor Bach satte pole position til første løb. Viktor Snebjørn Poulsen var tredjehurtigst, bare 0,064 sekund efter.
Lørdagens løb vandt Sebastian Bach, mens Viktor Snebjørn Poulsen lykkedes med at avancere til andenpladsen, hvor han uden problemer holdt til presset bagfra. George Sebastian Pavlopoulos viste også god fart og kunne på trods af at have Casper Nissen fast placeret i sidespejlene sikre en fjerdeplads.
De gode placeringer i lørdagens løb betød til gengæld, at startplaceringerne i søndagens første løb blev en smule sværere, da de otte første biler startede i omvendt rækkefølge. Trods det lykkedes det Casper Nissen at køre sig i front, men efter en safety car-periode faldt han tilbage. Her overtog George Sebastian Pavlopoulos førstepladsen, som han forsvarede over flere omgange, før to konkurrenter, heriblandt Sebastian Bach, lykkedes med at komme forbi.
Sebastian Bach kørte over målstregen på andenpladsen, men banens dommere idømte vinderen en fem sekunders tidsstraf for at overskride track limits, og dermed var der endnu en sejr i hus. Derudover tog Pavlopoulos tredjepladsen, mens Casper Nissen og Viktor Snebjørn Poulsen havde en intern kamp om femtepladsen.
Tredje heat gav ikke stor dramatik, da størstedelen af løbet blev kørt bag safety car. Sebastian Bach startede fra pole position, og han holdt føringen til målstregen. George Sebastian holdt også sin tredjeplads hele vejen, mens Viktor Snebjørn Poulsen fik fjerdepladsen. Casper Nissen var kortvarigt længere fremme, men måtte tage til takke med syvendepladsen.
Blandt rookie-kørerne delte Viktor Snebjørn Poulsen og George Sebastian Pavlopoulos sejrene mellem sig som en naturlig bonus efter flotte resultater i den generelle stilling.
Som teamchef i STEP Motorsport har Morten Dons ikke meget at beklage sig over:
– I det store hele er der rigtig meget at være glad for. Sebastian leverede varen og beviste igen, at han udvikler sig konstant. Jeg håber han er tilfreds med sin indsats og kan holde fast i stilen resten af sæsonen, for lige nu går det som jeg havde håbet, siger Morten Dons, der også ser de positive takter hos de tre rookie-kørere:
– Det har været godt at se både Viktor og George Sebastian rykke frem i feltet og både kunne gå til angreb og forsvare sig, når det har været nødvendigt. Casper har haft en svær weekend, hvor tingene ikke helt har flasket sig for ham, men jeg er overbevist om, at han kommer stærkere og skarpere, når vi ses igen efter sommerpausen, siger teamchefen.
Efter Falkenberg-weekenden fører Sebastian Bach nu i både de danske og nordiske mesterskabsstillinger. Næste løb er Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, som tæller til både det danske og nordiske mesterskab.
STEP Motorsport Læs mere om: Casper NissenGeorge Sebastian PavlopoulosSebastian BachViktor Snebjørn PoulsenSTEP MotorsportFalkenberg13/07/25 - Falkenberg - Nordic 4 |