”Det er ikke lysten, det har skortet på, men jeg skulle bare være helt fysisk klar, inden jeg atter skulle køre race,” siger racerkøreren fra Solrød Strand. ”Sidste år i oktober kørte jeg galt på banen i Barcelona, hvor jeg fik et kompressionsbrud i min ryg. Det har trukket ud med at blive klar, men nu har jeg i en lang periode ikke haft nogen gener, så jeg føler mig klar.”
 'Jeg føler mig klar,' siger Marco Gersager inden sin deltagelse i 12-timersløbet på Paul Ricard (Foto: Jokum Tord Larsen)
Det bliver ikke i sin egen Lamborghini Huracan, at Marco Gersager skal sæsondebutere. Det bliver i stedet i en Porsche 911 GT3 Cup-racer, som Holmgaard Motorsport indsætter, og hvor han bliver teamkammerat med Patrick Rasmussen, Magnus Holmgaard og Jonas Hegner Rasmussen.
”Jeg glæder mig til den nye udfordring,” siger Marco Gersager. ”Det bliver et anderledes setup end det, jeg er vant til, nu hvor der er flere kørere i bilen. Holmgaard Motorsport er godt med i mesterskabet, hvor de ligger på fjerdepladsen i klassen. Det er tæt.”
 Det er denne Porsche 911 GT3 Cup, som Marco Gersager får sin langdistancedebut med i Frankrig (Foto: 24H Series)
Endnu har han ikke prøvet det danske teams rødhvide racerbil.
”Jeg har prøvet en tilsvarende Porsche i Belgien. Det er en fed bil. Det første, jeg lagde mærke til, er, at jeg sidder markant højere i den end i Lamboen. Umiddelbart virker den meget letkørt, og så har den et bredere omdrejningsområde at arbejde med end Lamboen. Det var en positiv oplevelse, og med et godt team i ryggen er det et godt udgangspunkt at debutere med modellen. Jeg håber, at det kommer til at gå godt, så vi har noget at bygge videre på, for jeg har aftalt med teamet at deltage for dem i det afsluttende 24-timersløb i Barcelona til efteråret.”
Men i første omgang gælder det 12-timersløbet på Paul Ricard-banen. Her er fredagen afsat til dels træning, dels tidtagning, mens selve løbet køres lørdag fra klokken 10.00 til klokken 22.00.
GM Motorsport DK
Læs mere om: Marco GersagerPaul Ricard05/07/25 - Paul Ricard - 24H Series |