De tre løb ved årets tredje afdeling af Daarbak redoffice Legend Car Cuppen i weekenden på Ring Djursland udløste flere nye løbsvindere – såvel generelt som i den ene af de to underdivisioner, klassen er inddelt i.
Sidste år debuterede Mathias Ringgaard, Ikast, i klassen, hvor han stillede op i divisionen for racerbilerne med fircylindrede motorer. Her kunne han ved flere lejligheder krydse målstregen som den bedste i sin division.
 Mathias Ringgaard scorede sin første generelle sejr i Daarbak redoffice Legend Car Cuppen. (Foto: Stumpphoto)
I denne sæson sidder der nu en trecylindret motor i racerbilen, og uldjyden er begyndt at bide skeer med topkørerne i mesterskabet. Han har således været med i super pole-konkurrencen i alle årets afdelinger, og lørdag eftermiddag på Ring Djursland skulle han starte weekendens løb fra startposition seks.
Efter en god start fik han overhalet et par konkurrenter og lå firer, inden løbet blev neutraliseret af en safety car. Da løbet blev givet frit, kørte Mathias Ringgaard sig på syvende omgang i front, men tre omgange senere måtte han overgive føringen til Kenneth Jensen, Randers. Den 18-årige racerkører gav dog ikke op, og på allersidste omgang lykkedes det ham at komme forbi den tidligere mester og tage sin første generelle sejr i klassen. Desværre kunne han følge dette resultat op under søndagens heat, hvor han måtte udgå af det sidste.
Der er i år stadig masser af kampe i den fircylindrede division. Her har Kåre Clemensen, Hjørring, været dominerende i divisionen, men denne gang måtte han udgå af det første heat.
Det var i stedet debutanten Noah Jørgensen, Brønderslev, som svingede taktstokken. Han var bedste kører i divisionen i tidtagningen, tog divisionssejren i såvel første som andet heat, inden han ærgerligt måtte udgå af tredje heat efter en kollision.
 Noah Jørgensen hentede tre maksimumscorer, inden hans held slap op. (Foto: Stumpphoto)
I kampen om det generelle mesterskab indtager Kevin Verner Jensen, Silkeborg, fortsat førstepladsen, selv om hans værste rival, Joachim Lee Holmstoel, Silkeborg, vandt de to løb, hvor Mathias Ringaard ikke sejrede. 2024-mesteren rykkede dog tættere på sin fætter. Trods sine uheld formåede Kåre Clemensen at holde fast i sin føring i divisionen for de fircylindrede racerbiler, mens der kom en ny kører i toppen for tabellen blandt Masters-kørere.
Dan Sørensen, Billund, ankom til Ring Djursland med en 13-pointsføring blandt de erfarne kørere, men et dårligt første heat kostede ham dyrt. I stedet formåede Kenneth Jensen at krydse målstregen i alle tre heat som bedste Masters-kører, hvorfor han nu har overtaget førstepladsen i tabellen foran Dan Sørensen og Dennis Ladefoged, Hylke.
Daarbak redoffice Legend Car Cup Læs mere om: Ring Djursland22/06/25 - Ring Djursland - Legends Car Cup |