 (Foto: Grippo)
Det var forventet, at weekendens afdeling af Nordic 4-mesterskabet ville blive én af sæsonens større udfordringer. Både fordi tre ud af fire kørere aldrig har sat fod på banen før – og fordi, netop denne bane historisk set har tilgodeset de ældre Formel 5-biler. Ikke desto mindre tog alle fire kørere udfordringen op.
Sebastian Bach lagde stærkt ud med pole position til lørdagens løb, mens George Sebastian Pavlopoulos var teamets hurtigste rookiekører med femtehurtigste omgangstid. Casper Nissen var sjettehurtigst, mens Viktor Snebjørn Poulsen måtte starte første løb fra tiende startplacering.
Her blev den unge nordsjællænder til gengæld ikke. Han kørte et stærkt løb og kæmpede sig frem til femtepladsen og kørte undervejs flotte omgangstider. Et sammenstød i søndagens første løb kostede en frontvinge og dermed også en stabil, hurtig bil. Alligevel tog han kampen op og kæmpede med om tiendepladsen med en beskadiget bil. I tredje og sidste heat kørte han sig til en ottendeplads.
Casper Nissen viste god fart i første heat, hvor han med en fjerdeplads viste, at farten var til stede. Andet heat kom til at handle om begrænsning af skader efter nærkontakt på banen. Her lykkedes det trods skader at komme i mål på niendepladsen. I finaleheatet lykkedes det at køre sig frem til en femteplads og andenplads blandt Rookie-kørerne.
Selvom George Sebastian Pavlopoulos aldrig havde været på Ring Djursland før, lå den korte og kuperede bane godt til den græske kører, som var femtehurtigst i tidtagningen. Lørdagens løb sluttede brat med et motorhavari, men efter hårdt aftenarbejde for STEP-mekanikerne kørte Pavlopoulos sig frem til ottendepladsen i søndagens første løb. Fra 11. startplacering i finaleheatet lykkedes det at køre frem til niendepladsen bag teamkammerat Viktor Snebjørn Poulsen.
For Sebastian Bach blev Ring Djursland en udfordrende weekend. Med en flot pole position, en andenplads og to tredjepladser leverede nordjyden bedre end forventet, men nærkontakt med en konkurrent i finaleheatet lagde en dæmper på glæden. Indsatsen udløste alligevel rosende ord fra teamchefen:
– Vi vidste, at det ville blive en svær weekend, men jeg synes at alle fire kørere har leveret et flot stykke arbejde. Sebastian har vist tænder og kæmpede for sine placeringer, og jeg synes bestemt at han kan være tilfreds med weekendens pointhøst, siger Morten Dons, der også glæder sig over gode takter fra de tre rookies:
– George Sebastian var rigtigt godt med i kvalifikationen, så det var ekstra ærgerligt at hans motor gav op i det første heat, hvor han lå godt med. Selvom vi fik en ny motor monteret i bilen, har han måttet kæmpe sig frem i feltet hele søndagen i stedet for at kæmpe med længere fremme; det havde han ellers fortjent at få lov til. Både Casper og Viktor kørte gode løb, men efter skaderne i andet heat manglede begge biler det sidste for rigtigt at kunne være med. Det er aldrig sjovt at opleve, men de kæmpede flot med hvad de havde mellem hænderne, siger Morten Dons.
Om tre uger går det løs igen, når Nordic 4 kører på Falkenberg Motorbana i Sverige. Allerede i den kommende weekend er STEP Motorsport dog på færde igen, når Radical Cup Scandinavia afvikler sin anden afdeling af mesterskabet på Ljungbyhed Motorbana.
STEP Motorsport Læs mere om: Casper NissenGeorge Sebastian PavlopoulosSebastian BachViktor Snebjørn PoulsenSTEP MotorsportRing Djursland22/06/25 - Ring Djursland - Nordic 4 |