 (Foto: TDS Racing)
Blot en uge efter 24-timersløbet på Le Mans er Mikkel Jensen tilbage i en racerbil. Denne gang er danskerens Hypercar skiftet ud med en LMP2, når det går løs med tredje afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab for LMP2-biler på Watkins Glen – en bane, som danskeren betegner som sin favorit i den amerikanske serie.
 (Foto: TDS Racing)
– Det er en bane, hvor man for alvor kan udnytte bilernes downforce og køre enormt stærkt. Vi stiller op i identiske biler, og hvis det går, som det plejer, er det seks timers tæt ræs fra start til slut. Det er lige sådan et løb, man har lyst til efter et Le Mans, hvor vi var håbløst bagefter på farten, lyder det fra Mikkel Jensen.
At Mikkel Jensen ser frem til weekenden på Watkins Glen, hænger også sammen med, at danskeren to gange tidligere har vundet løbet. En ny sejr vil være kærkommen, da Jensen og teamkammeraterne fra TDS Racing, Steven Thomas og Hunter McElrea, har nogle point at indhente efter en udfordrende sæsonpremiere på Daytona.
 (Foto: TDS Racing)
– Heldigvis lykkedes det os at tage et podie på Sebring, og vi ligger nu på en fjerdeplads i mesterskabsstillingen. Der er stadig gode muligheder for et mesterskab, men vi skal ramme rigtigt resten af sæsonen. Så jeg håber, at vi kan gentage de foregående to års triumfer her på Watkins Glen, tilføjer danskeren.
Kvalifikationen til årets udgave af Sahlen’s Six Hours of The Glen finder sted lørdag den 21. juni. Jensen, Thomas og McElrea skal kæmpe mod 11 andre biler i LMP2-klassen i løbet, som skydes i gang søndag den 22. juni klokken 12.10 lokal tid – det er klokken 18.10 dansk tid. Hele løbet transmitteres live på Viaplay.
 (Foto: TDS Racing) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mikkel JensenWatkins Glen22/06/25 - Watkins Glen - SportsCar Championship - Internationalt |