Det sker yderst sjældent, at der køres VM-afdelinger i speedway på efterfølgende dage. Ikke desto mindre er dette tilfældet i dag og i morgen lørdag, hvor verdens topelite i sporten, heriblandt danske Anders Thomsen og Mikkel Michelsen, brager sammen i Manchester.
 Anders Thomsen. (Foto: John Bo Jensen)
Det åbner op for to spændende løb med mange taktiske overvejelser for kørerne.
Skal man give den alt for en god placering på første løbsdag med risiko for at mangle kræfterne til dagen efter? Skal man gå efter podiet på andendagen, hvor de fleste er mærket fra dagen før? Eller skal man gå efter gode sikre point over begge dage til den samlede stilling?
De danske kørere har ikke haft den bedste start på sæsonen ved de første tre VM-afdelinger, men har nu muligheden for at indhente de nærmeste konkurrenter i den samlede stilling.
Anders Thomsen nåede ved seneste afdeling til semifinaleheatet sammen med landsmanden Leon Madsen, der deltog i afdelingen som afløser og senere endte på podiet som nummer tre.
Dertil endte Anders Thomsen på førstepladsen i sidste uge ved kvalifikationsløbet i Slovakiet for VM 2026. Og det giver dansk forhåbning om, at han efterhånden kan køre med om podiepladserne ved resten af årets VM-afdelinger.
Uanset hvad bliver weekendens to VM-løb en test af alle kørernes udholdenhed og taktiske evner, som kan betyde omrokering i den samlede stilling for flere kørere.
Manchester er vært for årets fjerde og femte afdeling af VM i speedway, som køres hhv. fredag d. 13. juni og lørdag d. 14. juni. Allerede ugen efter, lørdag d. 21. juni, skal de danske kørere i aktion igen, når sjette afdeling køres i polske Gorzow. DMU - Danmarks Motor Union |