Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Lørdag går drømmen i opfyldelse

FIA WEC 
13/06/25 

World Endurance ChampionshipNår starten går til 2025-udgaven af 24 timers-løbet på Le Mans bliver drengedrømmen til virkelighed for Team Peugeot TotalEnergies-fabrikskøreren Malthe Jakobsen.
 


(Foto: DPPI Images)

Siden den 21-årige fabrikskører fra Thy var ganske ung, har alle drømmene handlet om det legendariske racerløb. Stærkt inspireret af de danske helte og farens egen fortid som racerkører arbejdede Malthe Jakobsen sig fra gokartbanerne over Formel 4 og videre ud i verden.

Og lørdag bliver det hele så virkeligt. For selvom thyboen allerede har deltaget i 24 timers-løbet to gange – og endda med en andenplads i LMP2 Pro/Am-klassen i sin debut i 2023 – har det altid været ambitionen at stille til start som fabrikskører.


(Foto: DPPI Images)

– Det er en mærkelig følelse. Det her er jo alt det, min familie, mit bagland og jeg har kæmpet for i godt ti år, og jeg har taget mig selv i at sidde og smile inde bag visiret under træningerne, for det er vanvittigt fedt at alting er lykkedes, siger Malthe Jakobsen og fortsætter:

– Omvendt har jeg faktisk aldrig været så afslappet omkring Le Mans. Det er min tredje gang hernede som deltager i 24 timers-løbet, og jeg føler mig godt forberedt og fuld af tillid til teamet og mig selv. Jeg nyder hele cirkusset og optakten til selve løbet, og jeg glæder mig meget til at løbet starter og vi skal ud og køre det løb, vi har brugt så mange kræfter på at forberede os til, siger han.

Efter træningerne og tidtagningen stod det klart, at Team Peugeot TotalEnergies’ 9X8-racere er langt fra, hvor de havde håbet og forventet at være, og Malthe skal med sine teamkammerater, Stoffel Vandoorne og Loïc Duval, starte løbet fra 17. pladsen.


(Foto: DPPI Images)

– Vi har ikke fået de bedste kort på hånden, men Le Mans bliver ikke vundet på én omgang eller ét stint, så vi tager kampen op og gør hvad vi kan for at slå konkurrenterne på udholdenhed og strategi, siger Malthe Jakobsen.

Fredag skal de sidste opgaver klares uden for banen, heriblandt besøg i danskerlejrene og kørerparaden gennem Le Mans by. Lørdag klokken 16.00 går starten så til det 93. 24H Le Mans. TV2 viser 23 ud af 24 timer live, og derudover kan løbet også ses på Eurosport samt via den officielle FIA WEC-app.

Malthe er af internationale motorsportsmedier udnævnt til et af de absolut største motorsportstalenter i sin generation og spås en lang og succesfuld karriere i enduranceracing.


(Foto: DPPI Images)

Jakobsen Motorsport

Kim Gripping

Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Le Mans
  • 15/06/25 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM
  •