FIA WEC 11/06/25
|
 |
I den kommende weekend afvikles den 93. udgave af en af verdens største sportsbegivenheder, 24 timers løbet Le Mans. Det ikoniske løb, der blev afviklet for første gang i 1923, afvikles på den 13,6 kilometer lange bane, hvoraf 2/3 består af offentlig vej, der er lukket af til det årlige motorløb. Bilerne i hypercarklassen opnår en tophastighed på 340 km/t og fem gange på en omgang passerer hastigheden 300 km/t. Der har længe været udsolgt på Le Mans, hvor der kommer mere end 325.000 tilskuere.
|
Michael Christensen stiller til start for Porsches fabriksteam, hvor han skal køre Porsche 963 med startnummer 5 i den hurtige klasse for hypercars. Michael Christensen deler bil med de to franskmænd Julien Andlauer og Mathieu Jaminet. Porsche stiller til start med tre fabriksanmeldte Porsche 963 og en privatanmeldt. Med 9 generelsejre og ialt 111 klassesejre er Porsche det mest vindende team på Le Mans. Michael Christensen har selv bidraget til Porsches succes på Le Mans, da han vandt LMGTE Pro-klassen i 2018.
 Michael Christensen klar til årets vigtigste løb Le Mans. (Foto: Porsche)
Ialt 62 biler fordelt på tre klasser stiller til start på Le Mans. I hypercar-klassen er 21 biler til start og selvom Ferrari og Toyota på forhånd har markeret sig som umiddelbare favoritter, er det svært at forudse
styrkeforholdet i feltet og der forventes tæt kamp gennem alle 24 timer. Det flotte felt i hypercarklassen består af biler fra Porsche, Ferrari, Toyota, Peugeot, BMW, Alpine, Cadillac og Aston Martin.
Sidste år manglede Porsche topfart i forhold til konkurrenterne, men Michael Christensen føler teamet står stærkere end sidste år. "Jeg glæder mig virkelig til at komme igang. Vi havde en rigtig fornuftig testdag og vi har forbedret os på en række punkter i forhold til sidste år. Vi har stadig masser af data, der skal analyseres og stadig ting, der skal forbedres og prøves af de kommende dage. Jeg ser Ferrari og Toyota som favoritter, men magtforholdet blandt de øvrige er virkelig svært at forudse. Jeg håber, vi har en bil, vi kan kæmpe med, men det endelige svar får vi først når starten går på lørdag. Vejrudsigten siger lige nu, at vi får et varmt og tørt løb, så jeg tror, det kan blive et hurtigt løb uden så mange afbrydelser. Kvalifikationen vil være vigtig, men det er endnu mere vigtigt, at vi har en bil vi kan presse alle 24 timer og der føler jeg vi er godt på vej."
 (Foto: Porsche)
Kvalifikationen på Le Mans afvikles i år efter et nyt format. Onsdag køres 30 minutters kvalifikation, hvorfra de 15 hurtigste biler går videre til "Hyperpole 1", der afvikles over 20 minutter torsdag aften. Herfra går de 10 hurtigste videre til "Hyperpole 2", hvor startplaceringerne fra 1-10 - og dermed også pole position - afgøres. Det må ikke være samme kører, der kører i bilen i Hyperpole 1 og Hyperpole 2.
Tidsskema for 4. afdeling af FIA WEC/Le Mans
Onsdag den 11. juni
14.00-17.00 Fri træning 1
19.30-20.00 Kvalifikation Hypercar
22.00-0.00 Fri træning 2
Torsdag den 12. juni
14.45-17.45 Fri træning 3
21.05-21.25 Hypercar Hyperpole 1 (15 hurtigste fra kvalifikationen)
21.40-21.55 Hypercar Hyperpole 2 (10 hurtigste fra Hyperpole 1)
23.00-0.00 Fri træning 4
Lørdag den 14. juni - søndag den 15. juni
12.00-12.15 Warm-up
16.00-16.00 24 Hours of Le Mans
Danske kørere i FIA WEC Hypercar
Porsche 963 #5 Michael Christensen
BMW M Hybrid #15 Kevin Magnussen
Ferrari 499P #50 Nicklas Nielsen
Peugeot 9X8 #93 Mikkel Jensen
Peugeot 9X8 #94 Malthe Jakobsen
Aston Martin Valkyrie #009 Marco Sørensen
Cadillac V-Series.R #311 Frederik Vesti
Danske kørere i LMP2
RLR M Sport (Pro/Am) #16 Michael Jensen
United Autosports #22 David Heinemeier Hansson
Pointfordeling i FIA WEC
I kvalifikation gives point til Pole Position: 1
Ved 6 timers løb gives point til top ti: 25-18-15-12-10-8-6-4-2-1
Ved 8-10 timers løb (+1.812 km.) gives point til top ti: 38-27-23-18-15-12-9-6-3-2
Ved 24 timers Le Mans gives point til top ti: 50-36-30-24-20-16-12-8-4-2
Antal dæk til rådighed
Ved 6 timers løb: 18 dæk
Ved 8-10 timers løb: 26 dæk
Ved 24 timers Le Mans: 32 dæk
Her kan du følge Le Mans
TV2/TV2 Play, Eurosport/Max, FIAWEC.tv, FIA WEC App
FIA WEC Løbskalender 2025
4: 14.-15. juni Frankrig, Le Mans 24 timer
5: 13. juli, Brasilien, 6 Hours of Sao Paulo
6: 7. september, USA, COTA
7: 28. september, Japan, 6 Hours of Fuji
8: 8. november, Bahrain, 8 Hours of Bahrain
Michael Christensen Press Jan Kaiser Læs mere om: Michael Klitgaard ChristensenLe Mans15/06/25 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM |