Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Nordic 4

Gelleråsen bød på blandede oplevelser for STEP Motorsports formelkørere

Nordic 4 
02/06/25 

Nordic 4Heatsejre, podieplaceringer, påkørsler, punkteringer og straffe – anden afdeling af Nordic Championship Formula var en rutsjetur for STEP-kørerne.
 


(Foto: STEP Motorsport)

Sebastian Bach lagde stærkt ud, og som teamets erfarne kører sikrede han pole position til det første af weekendens løb, som han vandt på trods af et mærkbart pres bagfra. På tredjepladsen var en velkørende Viktor Snebjørn Poulsen, mens George Sebastian Pavlopoulos tog femtepladsen. Casper Nissen havde ikke den bedste lørdag og sluttede første løb på niendepladsen.

Søndag var Sebastian Bach igen godt kørende og kæmpede længe med om førstepladsen. En lidt for nær kamp med konkurrenten kostede en punktering på nordjydens bil, og efter et pitstop handlede det kun om at reducere de tabte point. I stedet kunne Viktor Snebjørn Poulsen køre over målstregen på andenpladsen, og Casper Nissen klatrede i sikker stil fra niendepladsen frem til fjerdepladsen. For George Sebastian Pavlopoulos sluttede løbet før tid, da han blev kørt af banen på første omgang og måtte trække sig.

Tredje og sidste heat startede også godt. Sebastian Bach leverede igen et flot løb, hvor han undervejs kørte sig i front og endda fik et lille forspring kørt ud. Det forsvandt til gengæld kort tid efter, da han blev idømt en fem sekunders tidsstraf for at overskride banens hvide linjer. Det betød, at nordjyden blev henvist til tredjepladsen foran George Sebastian Pavlopoulos, som sikrede sin første sejr blandt Rookie-kørerne.


(Foto: STEP Motorsport)

Heller ikke Viktor Snebjørn Poulsen havde heldet med sig i finaleheatet. Fra anden startplacering var håbet ellers, at nordsjællænderen skulle kæmpe med om en podieplacering, men allerede i banens andet sving blev han tvunget af banen og måtte kæmpe sig tilbage i feltet. Med flot kørsel lykkedes det ham at slutte på ottendepladsen.

For Casper Nissen blev sidste heat afslutningen på en udfordrende weekend. Under overhaling af en konkurrent i kampen om tredjepladsen, fik han beskadiget sit dæk, som langsomt tabte luften. Omgang for omgang kunne sønderjyden mærke vejgrebet forsvinde og bilen blive sværere at kontrollere. Med få omgange tilbage måtte han give op og parkere bilen.

Trods modgangen og let skuffende resultater er der masser af positivt at tage med hjem fra Gelleråsen Arena, forsikrer teamchef Morten Dons:


(Foto: STEP Motorsport)

– Jeg tror at flere af kørerne med rette kan føle sig lidt snydt efter denne weekend. Der var ting, som ikke gik vores vej ude på banen, men selvom resultatlisterne ikke viser det, så er det tydeligt at se udviklingen hos kørerne. Farten og stabiliteten er bedre, og helt grundlæggende ser jeg på den ene side at der er overskud til at tænke taktisk midt i løbet – og på den anden side kan jeg se at lysten og og selvtilliden til at forsøge overhalinger også allerede er høj, siger Morten Dons, som derfor er meget fortrøstningsfuld på trods af udfordringerne:

– Vi hverken kan eller skal vinde hver gang. Det er weekender som denne, vi alle kan lære noget af, og jeg glæder mig især over at især vores rookiekørere er kommet afsted med nogle flotte resultater. Det håber jeg bare giver endnu mere energi til at fortsætte den gode udvikling, siger Morten Dons.

Om tre uger er Nordic 4-bilerne igen i aktion, når tredje afdeling af det danske mesterskab køres på Ring Djursland.

STEP Motorsport


Læs mere om:
  • Casper Nissen
  • George Sebastian Pavlopoulos
  • Sebastian Bach
  • Viktor Snebjørn Poulsen
  • STEP Motorsport
  • Gelleråsen (Karlskoga)
  • 01/06/25 - Gelleråsen (Karlskoga) - Nordic 4
  •