Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MC sport

Dobbelt sejr og stærk sæsonstart for Oliver Svendsen i ny klasse

MC sport 
12/05/25 

I weekenden blev første afdeling af den tyske IDM-serie skudt i gang – og samtidig markerede det debutløbet for Oliver Svendsen i den nye Sportbike-klasse. Det blev en imponerende start for den unge dansker, der sikrede sig en dobbelt sejr og dermed satte en tydelig standard for sæsonen.
 


(Foto: IDM / Dino Eisele / CS-M RACING)

Løbet var også Olivers første optræden for det nye Triumph Germany Racing Team, hvor han stiller op på den helt nye Triumph Daytona 660. Sportbike-klassen erstatter den tidligere Supersport 300-klasse og fungerer i år som en testklasse i IDM-serien – inden den forventes at blive en del af verdensmesterskabet i 2026.

Optakten til sæsonstarten på Motorsport Arena Oschersleben i Tyskland var dog langt fra ideel. Teamet kæmpede med leveringsproblemer på reservedele, hvilket betød, at både forberedelser og testmuligheder var stærkt begrænsede. Først i sidste øjeblik lykkedes det at få motorcyklerne klar til to testweekender, og Oliver gik dermed ind til sæsonstarten med et minimum af køretræning på den nye maskine.

Allerede under fredagens anden træningspas viste Oliver dog, at han hurtigt havde fundet sig til rette på Triumph Daytona 660. Han satte hurtigste tid i begge træninger – et klart tegn på, at både kører og motorcykel fungerede optimalt.

I weekendens første kvalifikation kørte Oliver igen hurtigst, men i kvalifikation 2 blev han akkurat overgået af østrigske Luis Rammerstorfer og måtte derfor starte fra P2.


(Foto: IDM / Dino Eisele / CS-M RACING)

Race 1
I lørdagens løb tog Oliver føringen allerede i første sving og satte straks tempoet for feltet. Som led i sin strategi valgte han derefter at trække sig en smule tilbage i frontgruppen for at spare på både dæk og kræfter. Gennem løbet blev frontgruppen delt op, og på sidste omgang lå Oliver klar lige bag den førende Petr Svoboda. Planen blev udført til perfektion: I banens lange venstresving gik Oliver på indersiden og overtog føringen – og herfra så han sig ikke tilbage. Han krydsede målstregen som den første vinder nogensinde i den nye Sportbike-klasse med et forspring på 0,3 sekunder.


(Foto: IDM / Dino Eisele / CS-M RACING)

Race 2
Søndag blev weekendens andet og sidste løb kørt. Oliver var igen hurtigt ude af første sving, men valgte at afvente konkurrenternes tempo fra bagfeltet, som han havde gjort dagen før. Denne gang bestod frontgruppen dog af fire kørere, og løbet udviklede sig til en intens taktisk kamp. Midtvejs i løbet tog Oliver føringen for at igen teste modstandernes tempo og håbe på at reducere front gruppen.

Mod slutningen var det igen Petr Svoboda og Oliver Svendsen, der trak fra feltet. På sidste omgang satte Oliver sit angreb ind og overtog føringen, men allerede i det efterfølgende sving fik han en voldsom baghjulsudskridning. Utroligt nok undgik han et styrt, men episoden sendte ham ca. to sekunder bagud – og satte ham under alvorligt pres. Alligevel nægtede Oliver at give op. Med en spektakulær afslutning hentede han forspringet på under en halv omgang, og i løbets allersidste sving gik han forbi Svoboda og sikrede sig sejren med blot 0,033 sekunders margin.


(Foto: IDM / Björn Gramm / CS-M RACING)

"Jeg er utrolig glad for, hvad teamet og jeg har formået i denne weekend. Vi havde næsten ikke turdet håbe på en dobbeltsejr – og især løb 2 var fantastisk. Jeg synes bestemt, vi har bevist, at vi er klar til at kæmpe med om mesterskabet," udtaler Oliver efter løbene.

Næste gang Oliver skal i aktion i IDM-serien er den 30. maj – 1. juni 2025, når der køres på den ikoniske gadebane Schleizer Dreieck i Tyskland.


(Foto: IDM / Dino Eisele / CS-M RACING)

CS-M RACING DENMARK


Læs mere om:
  • Oliver Svendsen
  •