 (Foto: Ferrari Media)
Mens årets første runde af FIA World Endurance Championship resulterede i en flot sejr til Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina, blev anden afdeling på Imola i april en mindre succes. Her var det i stedet teamkammeraterne i søsterbilen, der vandt ræset, mens den regerende Le Mans-vinder måtte nøjes med en skuffende 15.-plads efter et problemfyldt løb. Derfor er forventningerne til et stærkt resultat i den kommende weekends VM-løb på Spa-Francorchamps skruet i vejret.
 (Foto: Ferrari Media)
– Det er vigtigt med et topresultat denne weekend. Dels fordi vi har noget at indhente i VM-stillingen, men også fordi vi skal have et stærkt momentum med videre til Le Mans, som er næste løb på kalenderen. Med vores sejr i Qatar og vores teamkammeraters sejr på Imola er der ingen tvivl om vores potentiale. Opgaven for denne weekend bliver at bevare vores performance og undgå de fejl, som kostede os topresultat og VM-point i seneste afdeling, lyder det fra Nicklas Nielsen.
– Jeg glæder mig til at vende tilbage til Spa igen. Vi havde et stærkt løb sidste år, hvor vi sluttede treer efter at have startet bagest i feltet. Det er en fantastisk bane med et fantastisk publikum, og jeg håber, at vi kan give de mange Ferrari-fans endnu en fed oplevelse, tilføjer han.
 (Foto: Ferrari Media)
Indtil videre har Ferrari domineret årets udgave af FIA World Endurance Championship. Mens de to fabriksbiler, 499P #50 og #51, samt den privat indsatte 499P #83, ryddede podiet i sæsonpremieren, lykkedes det altså også for det italienske mærke at triumfere på den italienske hjemmebane i anden afdeling. Ferrari fører således både kører- og teammesterskabet.
Tredje afdeling af 2025-udgaven af FIA World Endurance Championship indledes med de første træningspas torsdag den 8. maj. Kvalifikationen finder sted fredag den 9. maj, mens det seks timer lange Spa-løb flages grønt lørdag den 10. maj klokken 14.00. Løbet kan følges live på TV 2 PLAY, Eurosport eller FIA WEC App.
 (Foto: Ferrari Media) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Nicklas NielsenSpa-Francorchamps10/05/25 - Spa-Francorchamps - FIA WEC - FIA VM |