Årets Nordiske Mesterskab i bilorientering afvikles over 6 afdelinger fordelt med 2 afdelinger i henholdsvis Danmark, Finland og Sverige. I weekenden blev serien indledt med de 2 danske afdelinger. Fredag aften var det Ikast & Omegns Motorklub der stod som arrangører for Davidsen-Ikast Løbet. Lørdag var det Thy Motor Sport der stod som arrangører af Thybo Biler Løbet der blev afviklet på Thy og med start og mål i Vestervig. Ud over de to løb var tællende til Nordisk Mesterskab var de også tællende som henholdsvis 1. og 2. afdeling om DM i bilorientering.
 Børge Holm, Thisted (t.h.) og Jørn Mørup, Struer er her klar til start ved lørdagens NM afdeling der startede ved Thybo Biler i Vestervig. (Foto: SOMS)
De to løb gav en perfekt start på NM serien for Børge Holm, Thy Motor Sport og Jørn Mørup, Struer & Omegns Motor Sport. Selv om det ikke blev til sejr i begge NM-afdelinger er reglerne indrettet sådan, at man kun kan tage et af de 2 resultater fra hjemlandets afdelinger med i den samlede stilling i Nordisk Mesterskab. Tilsvarende vil de finske hold også kun kunne tage et resultat med fra de 2 finske afdelinger og de svenske mandskaber vil kun kunne medregne et resultat fra de 2 svenske afdelinger. På den måde kommer Holm og Mørup videre i NMserien med maksimum point.
Fredagens afdeling ved Ikast blev bl.a. afviklet i den store Gludsted Plantage og i et militært område ved Hjøllund. Holm og Mørup formåede at gennemføre ruten i bedste tid af alle og som eneste mandskab med kun en fejlkørsel. Dermed var der et komfortabelt forspring ned til Frederikssund mandskabet Leon Spiegelhauer og Jan Johansen på 2. pladsen, mens Struer mandskabet Morten Jäger og Bent Mikkelsen tog 3. pladsen i løbet.
I lørdagens afdeling på Thy var Børge Holm på hjemmebane og Holm og Mørup fik en rigtig god start på løbet og lagde sig i spidsen fra 1. etape. Frem til pausen i Hurup var Thy/Struer mandskabet eneste mandskab der havde kørt fejlfrit og endda i den bedste tid.
Efter pausen blev det til en enkelt fejlkørsel i en plantage vest for Hurup, samtidig gik tempoet en lille smule ned for Holm og Mørup. I alt 8 minutters tidsstraf blev det til efter pausen. Med fejlkørslen kom de nordiske mestre fra 2022 Ikast brødrene Harald og Jan Søndergaard pludselig helt tæt på igen. Hvis Ikast mandskabet kunne køre løbets anden del i gennem fejlfrit og samtidig i en tid, der var hurtigere end 6 minutters tidsstraf, kunne Ikast brødrene overtage løbets første plads. Og det var lige nøjagtig det Søndergaard brødrene formåede. Kun 3 strafpoint blev det til Ikast mandskabet efter pausen og dermed strøg de forbi Holm og Mørup med en margin på 3 strafpoint.
Det betyder at brdr. Søndergaard og Holm og Mørup står helt lige i både Nordisk Mesterskab og Danmarks Mesterskabet efter 2 afdelinger. Struer mandskabet Morten Jäger og Bent Mikkelsen måtte lørdag tage til takke med 4. pladsen.
For den udenlandske klasse var den største overraskelse at de regerende Nordisk Mestre svenskerne Björn Henriksson og Ulf Andersson kun blev nr. 6 og 2 i de 2 danske afdelinger. Til gengæld blev det til en drømmestart for de Nordiske Mestre fra 2019 og sidste års sølvvindere, finske Tomi Viitala og Juha Heikkilä. Finnerne vandt nemlig beg-ge afdelinger og har bragt sig i en meget gunstig position forud for de sidste 4 afdelinger, der afvikles med 2 afdelinger i Finland til oktober og 2 afdelinger i Sverige til november.
Resultat, Davidsen-Ikast Løbet, NM 1, DM 1 og JFM 2.
Ikast MK – fredag den 25. april 2025.
50 deltagende mandskaber.
Dansk NM-klasse:
Nr. 1 Børge Holm, Thisted – Jørn Mørup, Struer 49 Strafpoint
Nr. 2 Leon Spiegelhauer – Jan Johansen, Frederikssund 83 Strafpoint
Nr. 3 Morten Jäger – Bent Mikkelsen, Struer 169 Strafpoint
Udenlandsk NM-klasse:
Nr. 1 Tomi Viitala – Juha Heikkilä, Finland 104 Strafpoint
Nr. 2 Jouni Heikkilä – Riku Bitter, Finland 167 Strafpoint
Nr. 3 Iiro Rousku – Stefan Åstrand, Finland 178 Strafpoint
Resultat, Thybo Biler Løbet, NM 2, DM 2 og JFM 3.
Thy Motor Sport – lørdag den 26. april 2025.
54 deltagende mandskaber.
Dansk NM-klasse:
Nr. 1 Harald Søndergaard – Jan Søndergaard, Ikast 42 Strafpoint
Nr. 2 Børge Holm, Thisted – Jørn Mørup, Struer 45 Strafpoint
Nr. 3 Leon Spiegelhauer – Jan Johansen, Frederikssund 129 Strafp.
Nr. 4 Morten Jäger – Bent Mikkelsen, Struer 161 Strafpoint
Udenlandsk NM-klasse:
Nr. 1 Tomi Viitala – Juha Heikkilä, Finland 126 Strafpoint
Nr. 2 Björn Henriksson – Ulf Andersson, Sverige 168 Strafpoint
Nr. 3 Jouni Heikkilä – Riku Bitter, Finland 198 Strafpoint
Struer & Omegns Motor Sport
Jørn Mørup, Formand
|