Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4

Mere fremgang for Theodor Jensen i spansk F4

Formel 4 
03/10/23 

Årets bedste resultater kom på den tidligere portugisiske Formel 1-bane Estoril.
 


(Foto: Fotocar13)

Det har været nogle travle uger for Theodor Jensen. For to uger siden dominerede han det danske Formel 4-felt på Padborg Park. Weekenden efter var han tilbage i Formula 4 Spain, og igen i denne weekend har han været i aktion i det spanske mesterskab, som denne gang kørte løb på den portugisiske vestkyst.

Om det er fordi han aldrig nåede at blive kølet ned, vides ikke, men i tidtagningen til weekendens første løb var han 14. hurtigste kører - den bedste tidtagning i denne sæson indtil videre, i et benhårdt felt af internationale stjerneskud.

Efter en lidt dårlig start, hvor Theodor mistede 3-4 placeringer og efterfølgende blev presset ind i en anden bil, måtte han tage til takke med en 22. plads i en bil, som ikke længere kørte optimalt.


(Foto: Fotocar13)

Det fik han til gengæld rådet bod på i det næste løb, hvor han i første sving hentede tre placeringer og var i stand til at holde 13. pladsen hele vejen til målstregen. Det er årets bedste placering i det spanske mesterskab, som er kendt for at have verdens hårdeste konkurrence.

Weekendens sidste løb bød på mere kaos i starten. Theodor fik en god start, men måtte bremse hårdt op for at undgå en kollision få sving inde i løbet. Bagfra var der til gengæld en konkurrent, som ikke kunne nå at stoppe, så han påkørte danskeren, der dog kunne køre videre. Men der var den forreste del af feltet stukket af, og Theodor måtte nøjes med en 21. plads.

- Det har egentlig været en rigtig god weekend, hvor jeg har rykket mig både over en enkelt omgang og i løbene. Mit race pace bliver bedre og bedre, så det kunne have været fedt at vise det frem i alle tre løb - men der sker bare en del uheld midt i feltet i det her mesterskab, så målsætningen må være at komme endnu længere frem i tidtagningen, konstaterer Theodor, der nu har halvanden uges pause, før han atter er tilbage i det spanske mesterskab med SAINTéLOC Racing. Her køres næstsidste afdeling af mesterskabet på Cheste-banen ved Valencia.

Theodor Jensen Racing


Læs mere om:
  • Theodor Jensen
  •