Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Copenhagen Historic Grand Prix

Når man ser et rødt flag smælde, på en racerbane…

CHGP 
09/08/23 

CHGPJa, så ved man der er noget helt galt på banen – og det var godt nok mange gange, der blev viftet med det røde flag på CHGP 2023, det 22. af slagsen på Bellahøj Park. Ud over der var for mange røde flag og safetycar, var det et godt bybaneløb og vejret artede sig positivt indtil søndag eftermiddag. Og det var, vejrmæssigt, et godt tidspunkt at slutte på, for som alle nok har bemærket, har det da regnet og stormet vildt og voldsomt i flere dage efter den sidste finale blev flaget af.
 

CHGP startede i år den 4. august og de første træninger skulle begynde allerede kl. 17:00 fredag, derfor kom flere teams allerede til Bellahøj Park i løbet af torsdagen for at være helt klar til starten. Og disse teams blev da godt nok budt velkommen med en syndflod af regn. Heldigvis stilnede det af over natten og fredag var det tørvejr, med nogle få dryp.

Det gjorde paradekørslen til Københavns Rådhus til et flot skue og der var mange forbipasserende, der gjorde holdt og besigtigede alle de flotte biler – nye som gamle, racerbiler og sportsvogne, redningskøretøjer, politi, safetycars og andre CHGP-biler. Efter pressemødet på Rådhuset kørte kortegen tilbage mod Bellahøj Park hvor banen stod skarp og klar til at blive taget i brug til træning fra kl. 17:00 til kl. 20:10.


(Foto: Motorsporten.dk)

Lørdagen startede kl. 8:15 hvor TCR-kørere og biler lige fik mulighed for et ekstra træningspas. Derefter var det kvalifikation for alle klasser, på den 2,4 km. lange bybane, frem til kl. 12:10, hvor det var tid til den officielle åbning af Copenhagen Historic Grand Prix 2023 og efterfølgende opvisnings show. Der var to shows både lørdag og søndag, med mange, mange flotte biler og kørere – alt var rettet helt skarpt ind til dagen og showet.


(Foto: Motorsporten.dk)

Derefter var det tid til donationsløbet Race for Riget. Løbet hvor man kan købe billet til passagersædet ved siden af en racerkører i en rigtig racerbil eller sportsbil. Og hold nu op der var mange super lækre biler, der bare stod og ventede på at bringe glæde for kørere, passagerer og BørneUnge Programmet på Rigshospitaler, der modtager alle de penge, der bliver kørt ind.


(Foto: Motorsporten.dk)

Race for Riget er for alle der har lyst og mulighed for at købe en billet, og der var passagerer i alle aldersklasser, fra de helt unge til de ældre. Og igen i år blev der lørdag og søndag samlet rekord mange penge ind til BørneUnge Programme på Rigshospitalet – hele 750.076,00 kr. kunne Race for Riget ambassadøren Tom Kristensen og teamet bag Race for Riget overrække – det er virkelig flot og en dejlig tanke, at kunne bringe glæde til børn og unge på Riget, i en svær periode af deres liv.


Meget ung dame i kø til Race for Riget.
(Foto: Motorsporten.dk)

Men nu skal vi jo ikke helt glemme at CHGP også er race, og for de aktive deltagere på banen er det en mulighed for at samle points til det samlede mesterskab i deres respektive klasser.

Og det er så lige her, der begynder en lind strøm af røde flag, afbrudte løb, ventetid og safetycar…. Det betød desværre, at flere deltagere måtte en tur på hospitalet – håber alle nu er i bedring! Der var også mange biler, der fik en slem medfart, nogle fik plaster på (læs gaffatape), nogle kunne fixes og andre kommer først på banen igen ved næste løbsafdeling, når mekanikere har haft tid og stumper til at fixe bilerne.

Men der var heldigvis også perioder hvor det bare kørte, og man kunne nyde de ældre og hurtige biler i de fem historiske klasser med de dedikerede racerkørere, TCR klassen hvor kørerne giver alt for at samle points til det samlede mesterskab, samt det nye indslag på den københavnske bybane, nemlig den megahurtige tyske klasse Tourenwagen Legenden (TWL).

Dagens program blev selvsagt en del forsinket, men dagen sluttede af om ikke i høj sol, så i hvert tilfælde i tørvejr.


Der var masser af action på banen(Klik og se mere på de små fotos)
(Foto: Motorsporten.dk)

Søndagen bød igen på opvisninger og Race for Riget og så var der ellers gang i afvikling af både løb 2 og Finaleløb i alle klasser. Igen var der røde flag, afbrudte løb, oprydning og forsinkelser - endda selv om det var tørvejr til hen ad 15-tiden. Det betød at de sidste finaler blev afviklet i regn og at det var temmelig mørkt – det er bare en hel del bedre for alle på en racerbane når det er tørvejr! Faktisk blev det så vådt og fugtigt i og omkring bilerne, at det kneb gevaldigt for kørerne at orientere sig – især når de skulle finde ned i teltene igen med bilerne og få dem parkeret.

En dejlig weekend på Bellahøj Park med rigtig mange tilskuere, et fint eventprogram, masser af flotte biler, godt race og gode muligheder for at gå rundt til de forskellige teams og kigge på bilerne og måske få en snak med kørere, mekanikere og andet godtfolk.

Der var også tænkt på de yngre tilskuere. Blandt andet et papsamleark af en racerbil og mulighed for at dekorere småkager, formet som racerbiler, med glasur i alle farver – de var flotte, men hvordan de smagte vides ikke!
Der var også masser af muligheder for at stille sult og tørst. Et kæmpe område med Food Court, hvor alle burde kunne finde noget de godt kunne lide at spise. Der var kaffeboder, isboder og andre søde tiltag, sunde drikke, bagerbrød………


(Foto: Motorsporten.dk)

Endnu en gang skal vi huske på, at uden den kæmpe indsats som crewet bag CHGP, banebyggere, redningsfolk og læger samt alle de frivillige gør, ville dette arrangement overhovedet ikke være muligt at gennemføre og endnu en gang har de bare leveret varen! Tak til alle Jer og dejligt at se, der var tid til at fejre et banebygger jubilæum med flag, taler og kørsel på banen!


Banebygger jubilar for CHGP banechef Peter Mikkelsen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Tiden er nået hvor vi kan konstatere, at endnu et dejligt CHGP er afviklet og at vi allerede ser frem til et nyt et af slagsen i 2024, det 23. på Bellahøj Park.
Forhåbentlig kom alle godt hjem, og har nu lidt tid på at pusle om bilerne. Og de, der måtte en tur om hospitalet er i bedring.
Tak for et rigtig godt CHGP 2023 og til vi ses igen, husk at passe på Jer selv og hinanden.

Karin Bøgelund

Læs mere om:
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - Formel Junior
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - Historisk
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - Historisk 76-81 90
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - Historisk 1965 mesterskab
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - Historisk 1971 mesterskab
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - TCR Denmark
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - Tourenwagen Legenden
  • 06/08/23 - Bellahøj (Gadeløb) - Youngtimer
  •