Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Sportscar racing

Kun navnet er forkert

Sportscar racing 
15/06/23 

Motorsportsromantikken lever på Le Mans
Efter F1 løbet i Spanien utrykte jeg et ønske om at Le Mans ville blive en bedre oplevelse. Det blev det. Og det sendte mig en tur gennem min egen hullede hukommelse og mit forhold til 24 timers løbet i Frankrig.
 

For mig startede det en forårsdag i 80'erne. Der var International Melodi Grand Prix om aftenen, og dermed ingen lørdagsfilm. Som erstatning var filmen Le Mans i tv om eftermiddagen. Steve McQueen vandt ikke. Men det gjorde en Gulf Porsche 917. Det var dens eneste sejr på Le Mans. I virkeligheden vandt bilen to gange. Første gang var det i en rød bil, anden gang i en Martini farvet bil. Men der startede min fascination af Le Mans og Gulf farvede Porsche 917'ere.

Som barn i 80'erne Danmark var der ikke mange kilder til sportsvognsløb. Bilen Motor og Sport leverede nogle billeder og nogle artikler der egentlig var lidt indforståede, ikke et godt sted at starte. Men der var en Marlboro farvet Joest Porsche. Så det var min nye yndlingsbil. Men det meste var forestillinger i min pre-teen hjerne og rigtige nyheder var der ikke meget af.

John Nielsen og Kris Nissen åbnede døren en smule på klem. Lidt nyheder begyndte at trænge igennem DR's betonmur. Le Mans kom også på tv. Det første jeg husker er Le Mans 88, hvor Rothmans Porscherne var væk og et enligt år med Shell farvede Porsche var der. Jaguar var det nye team i front. Der var også de sorte Sauber biler, der året efter var blevet sølvfarvet og hed Mercedes. John Nielsen var blandt favoritterne. I 1990 lykkedes det for danskeren at vinde. Større kunne det ikke blive. Eller det kunne det.

Men samtidig med at Gr. C bilerne var ved at være lige så spændende for F1, så døde klassen. Klassen var populær. Måske på sigt en trussel mod F1. Bernie Ecclestone var skurken. Som Vicepræsident for FIA så han så Gr.C som en trussel. I første omgang blev regler, point og motorer gjort ens. Gr. C levede et par år, men romantikken var død. Peugeot'erne havde et par gode år, men de var lidt alene om det. Jaguar XJR-14 var måske elegant og med farver leveret af Silk Cut. Men bilerne så superskrøbelige ud i forhold til bilerne fra 80'erne. De var også skrøbelige. På Le Mans kunne de sætte hurtigste omgang, men de kunne ikke holde i 24 timer. Så min kærlighed til Le Mans fadede efter fantastiske Mazdas sejr i 1991.

Sådan på afstand fulgte jeg med, nok mest da Daur Porsche 962 vandt, og gav klassikeren sin sidste triumf. Så kom der lidt dansk fokus igen, da Tom Kristensen vandt, sammen Ferrari kørerne fra 85/86 (Alboreto/Johansson) og fra da kom sejrene som perler på en snor. Audi dominerede, afbrudt af den smukke Bentley, der næsten lignede en Gr. C. Med tiden fik Audi også tag på nostalgien levede igen. Ikke sådan rigtig. Efter Audi var det Porsche og så Toyota. Men det føltes aldrig rigtigt. Altid én bil, der dominerede.

Og så er vi nået frem til 2023. Hypercars. Flere teams. Bilerne ser fantastisk ud, der var konkurrence, der var race. Le Mans racerne er nu igen den slags biler man kan drømme om, et sted hvor ens barnlige romantiske hjerte kan forene Steve McQueens Gulf Porsche med 962'erne fra 80'erne og nutiden. Fantastisk!

Faktisk er der kun et problem tilbage. Navnet! Helt ærligt! Hypercars? Hyper et moderne ord for at sætte ekstra plusser om et begreb. Bilka er gået fra at være et supermarked til at være et hypermarked. Selvom Kiosk ville være mere præcist i det tilfælde. Hypercars lyder som noget en bilfabrik laver, som et markedsføringsstunt. Ikke som en motorsports klasse. Gr. C lød som en motorsportsklasse. Så lad os få Gr.C tilbage, eller i al fald noget der lyder som en motorsportsklasse.

Martin Møller-Thomsen