Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark

Premieren i OK Oktan 100 Super GT Danmark havde alt

Super GT
Danmark 

01/05/23 

Super GT DanmarkDa årets udgave af OK Oktan 100 Super GT Danmark blev skudt i gang på Padborg Park, blev det en premiere, som havde alt. Søndagen på Padborg Park bød på en debutantsejr, et topnavn, der genfandt formen og en tidligere mester, som satte alle konkurrenterne på plads i finalen.
 

Debutanten var Simon Birch Kristensen, Ikast. Det 16-årige DASU-asfaltbanetalent startede søndagens første løb fra startposition 4. Allerede på den første omgang kunne han klemme sin bil fra GMB Motorsport frem mellem de to tilbagevendende kørere Mikkel C. Johansen, Slagelse, og Kevin Rossel, Vejle, som gjorde Super GT-comeback for VHA M Racing. På tredje omgang satte han løbets indtil da hurtigste omgang, og tre omgange senere var Simon Birch Kristensen i front for feltet i sit debutløb. Den tidligere mester Ole Petersen, Bredebro, fik senere også passeret Mikkel C. Johansen, men selv om han fik indhentet løbets førende, kom han aldrig i en situation, hvor han kunne indhente vinderen Simon Birch Kristensen.


Mikkel C. Johansen (15) var først ind i første sving ved sæsonpremieren, men Simon Birch Kristensen (53) tog sejren i sin allerførste sejr i klassen.
(Foto: Morten Kimer)

I andet heat gav Martin Henckel Mortensen, Ryomgård, en opvisning i de færdigheder, han havde henrykket med i 2021-sæsonen. Det virkede nærmest som om, konkurrenterne stod stille, da starten gik, for efter første omgang havde han et forspring på 1,8 sekunder til Kevin Rossel – som trods alt vandt titlen i 2019! Martin Henckel Mortensen sprintede afsted og havde et forspring på 3,5 sekunder, da løbet blev neutraliseret efter en afkørsel. Men selv om Martin Henckel Mortensen måtte starte forfra og havde en slange af konkurrenter bag sig, da løbet igen blev givet frit, kunne han atter trække fra konkurrenterne. Nu var det Casper Pilgaard, Ryomgård, som jagtede ham, men han måtte alligevel fra 100 meters afstand se rivalen tage det ternede flag først.

Hverken Simon Birch Kristensen eller Martin Henckel Mortensen havde trods deres heatsejre kvalificeret sig til en startplacering i forreste række til finalen. Faktisk skulle de blot starte den som henholdsvis nummer 3 og 6. Pole position havde Ole Petersen takket være tre top 3-placeringer foran Casper Pilgaard, og da finalen blev skudt i gang, udnyttede den tidligere mester sin årelange erfaring fra klassen. Han skød i front, trak fra rivalerne og lod dem kæmpe om placeringerne. Og det gjorde de. I den grad.


Kampen i midterfeltet var hård. Det to debutanter Jacob Mathiassen (19) og Mikkel Grundtvig (43) kæmper skærm mod skærm.
(Foto: Morten Kimer)

Simon Birch Kristensen valgte i Padborg Parks hurtigste sving – Big Mag – at sætte et hjulpar på græsset i inderbanen for at komme forbi Casper Pilgaard. Det gjorde han, men parret tabte fart, så både Martin Henckel Mortensen og Frederik Nymark, Hadsten, kunne komme forbi. Nu kæmpede de og byttede pladser, og da finalen blev neutraliseret efter et sammenstød mellem Casper Pilgaard og Kevin Rossel, lå parret lige bag Ole Petersen, da starten atter blev givet fri. Ole Petersen styrede i den grad den taktiske re-start, for over en kvart banelængde havde han fået opbygget et forspring på næsten et sekund til Frederik Nymark – et forspring som ved det ternede flag var vokset til næsten to sekunder. Og takket være hurtig og stabil kørsel og ikke mindst top 3-placeringer i alle weekendens fire konkurrenceelementer – tidtagning og tre heats – har han sikret sig et forspring i kampen om OK Oktan 100 Super GT på 21 point – det er tæt på de maksimale 25 point, man kan score i enten tidtagning eller heat!


Erfaringen afgjorde finalen i OK Oktan 100 Super GT, som Ole Petersen vandt.
(Foto: Morten Kimer)

Ole Petersens stærke sæsonudlæg betyder, at Team Jørgen Hansen Biler – hvor brormand Steffen Petersen, Agerskov, er den anden kører – fører an i teammesterskabet, men er skarpt forfulgt af VHA M Racing og sidste års teammestre Nymark Racing.

Årets Am-mesterskab føres an af Mikkel Grundtvig, Vejle. Han er debutant og kæmpede så hårdt med sin teamkammerat fra Outzen Motorsporten, at parret kom i clinch, men Mikkel Grundtvig kunne trods alt krydse målstregen i to af de tre løb som bedste Am-kører og tage føringen foran Magnus Taulborg, Sabro.

Padborg Park I/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Mikkel Grundtvig
  • Ole Petersen
  • Padborg Park
  • 30/04/23 - Padborg Park - Super GT Danmark
  •