Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bilorientering

Succesfuldt nordisk mesterskabsløb omkring Horsens

Bilorientering 
01/05/23 

Lørdag eftermiddag blev de mindre veje omkring Horsens anvendt af andre end de lokale trafikanter. Den nordiske elite indenfor bilorientering tog dem nemlig også i brug for at afvikle Autohuset Vestergaard-løbet, som var anden afdeling af årets nordiske mesterskab.
 

”Løbet havde deltagelse af godt 50 mandskaber, hvoraf 15 kom fra enten Sverige eller Finland, mens resten var danske,” fortæller løbsleder Bernd Thrysøe fra Hedensted. ”De 15 udenlandske hold kæmpede mod otte danske om point til det nordiske mesterskab, mens alle danske hold også kunne score point til Danmarksmesterskabet.


Maja Andersen og Lasse Nielsen fra Autohuset Vestergaard sender her Ole Bach og Bjarne Agesen fra Thisted ud på den udfordrende rute

Lørdag klokken 13.00 blev det første mandskab – Ole Bach og Bjarne Agesen fra Thisted – sendt afsted fra Autohuset Vestergaard på Ormhøjgårdsvej i Horsens. De øvrige deltagere fulgte så med to minutters intervaller, indtil svenskerne Björn Henriksson og Ulf Andersson kvart i tre kunne starte som sidste mandskab.

Selve konkurrencen begyndte dog først ved Egebjerg, hvor deltagerne mødte den første portion af udfordringer på vejene over Rådved, Sattrup, Ris, Elling og Ejer indtil en pause på Ejer Bavnehøj.


Børge Holm fra Thisted og Jørn Mørup fra Struer vandt en sikker sejr blandt de danske deltagere i Autohuset Vestergaard-løbet

Efter pausen fortsatte de over Bjødstrup, Østbirk, Torp, Underup, Lund, Tamdrup, Kørup, Vrønding, Hatting og til målet på Bygholm Kursuscenter.

”De skulle køre en 75 km lang rute, og undervejs skulle de finde godt 100 poster og checke ind ved syv tidskontroller,” fortæller Bernd Thrysøe. ”Ruten foregik ikke kun på offentlige veje, men også på private veje og arealer, og jeg er meget taknemmelig for de mange lodsejere, som stillede deres veje til rådighed.”

”Efter løbet fik jeg mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne, som dels var tilfreds med den flotte rute og udsigten fra Ejer Bavnehøj, dels fandt sværhedsgraden passende.”

Topscorerne blandt de udenlandske hold blev Björn Henriksen og Ulf Andersson fra Sverige, mens Børge Holm og Jørn Mørup fra henholdsvis Thisted og Struer blev bedste danske mandskab.


Vinder blandt de udenlandske deltagere blev Bjôrn Henriksen og Ulf Anderson fra Sverige som her kører på ruten ved Ejer Bjerge

Autohuset Vestergaard-løbet blev arrangeret af Aarhus Automobil Sport, der er en af Østjyllands førende klubber indenfor bilorientering.

Morten Alstrup