Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Porsche Carrera Cup Germany

Bastian Buus efter sæsonpremiere på Spa: Vi har farten til bedre resultater

Porsche
Carrera Cup
Germany 

30/04/23 

Den danske Porsche Junior er ikke tilfreds med resultaterne i sæsonpremieren på Porsche Carrera Cup Deutschland på Spa-Francorchamps, hvor en uheldig kvalifikation sendte den 19-årige racerkører på hårdt arbejde i weekendens to løb.
 


(Foto: Porsche Motorsport)

Et 2023-mesterskab i den benhårde tyske mærkeserie Porsche Carrera Cup Deutschland står øverst på ønskelisten for den danske Porsche Junior, Bastian Buus. Derfor var den 19-årige racerkører ikke voldsomt tilfreds med udfaldet af sæsonpremieren, som blev afviklet fredag og lørdag på den belgiske Formel 1-bane, Spa-Francorchamps.


(Foto: Porsche Motorsport)

Her var der ingen tvivl om, at den danske racerkører har bevaret sin suveræne fart, som blandt andet sikrede en rookietitel i sidste års udgave af topserien Porsche Mobil 1 Supercup. Men en afkørsel under den vigtige kvalifikation fredag formiddag satte den ellers flyvende Buus bagud på startlisterne til weekendens to sprintløb.


(Foto: Porsche Motorsport)

– Først og fremmest er jeg glad for at være tilbage i kampen igen sammen med Allied-Racing, og vores fart denne weekend viser, at de hårde forberedelser har været det hele værd. Desværre havde jeg en ærgerlig afkørsel under kvalifikationen, hvilket betød, at jeg skulle starte weekendens to løb fra en ottende- og en niendeplads, selv om jeg havde farten til at starte oppe foran, hvor mulighederne for et podie er langt bedre. Jeg fik rettet nogenlunde op på det i løbene og sikrede en fjerde- og en femteplads og dermed gode point, men det er alligevel med en skuffet følelse, da jeg havde farten til noget langt bedre denne weekend. Den gode nyhed er, at vi har en lang sæson foran os, og ikke mindst ved vi, at vi har farten til at vinde løb i år, lyder det fra Bastian Buus.


(Foto: Porsche Motorsport)

Med weekendens resultater på Spa-Francorchamps holder Bastian Buus nu en foreløbig fjerdeplads i den samlede stilling i Porsche Carrera Cup Deutschland. Næste afdeling af det tyske mesterskab afvikles på Hockenheim den 9.-11. juni, men inden da skal danskeren i aktion i Porsche Mobil 1 Supercup, hvor han for anden sæson i træk stiller op for østrigske BWT Lechner Racing. Dét sker i sæsonpremieren på Imola den 19.-21. maj.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Spa-Francorchamps
  • 29/04/23 - Spa-Francorchamps - Porsche Carrera Cup Germany
  •