Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4 DK

Jagten på den svære to'er starter på Padborg Park

Formel 4 DK 
25/04/23 

Formula 4 DKSTEP Motorsport fik en drømmedebut i Formel 4-mesterskabet sidste år, hvor både Danmarksmesterskabet og Rookie-titlen gik til en STEP-kører. Nu skal det gode arbejde fortsættes når sæsonen starter i den kommende weekend.
 


(Foto: STEP)

I denne sæson er der blot en enkelt bil tilknyttet talentteamet. Til gengæld er det et kendt ansigt, som har valgt at fortsætte hvor han slap i fjor. Victor T. Nielsen er klar til en sæson mere med fokus på udvikling og læring.

- Når man arbejder med talenter, ved man godt at de er til låns; de skal videre til næste niveau og næste mål. Derfor er det rart for os, at Victor har fundet en løsning, hvor han både kan fortsætte sin udvikling her i Danmark og sideløbende tager hul på sin elektriske motorsportskarriere i udlandet, fortæller teamchef Morten Dons, der ikke udelukker at der kommer en ekstra bil i teamet senere på sæsonen.


(Foto: STEP)

Weekendens løb på Padborg Park kommer efter en udfordrende sæsonoptakt, hvor tekniske problemer har taget kostbar tid fra træningen. Men både teamchefen og racerkøreren er klar til at der skal gives fuld gas:

- Vi havde lagt et rigtigt godt testprogram for at komme stærkt fra start på sæsonen. Det fik teknikken spændt ben for, men teamet har arbejdet som gale for at løse problemerne - det er jeg mega taknemmelig for, og jeg vil kæmpe hårdt for at hente en topplacering hjem i weekenden som tak for indsatsen, lyder det fra den nordjyske racerkører.

Et gammelt ordsprog siger, at en dårlig generalprøve giver en god premiere. Alle sejl er i hvert fald sat for at gøre årets første løbsweekend til en succes:

- Vi har brugt en del kræfter på at gå bilen igennem og sikre at alting virker som det skal, så nu er fokus på at give Victor det bedste udgangspunkt for at gøre sit arbejde bag rattet. Det er samme kører og samme folk i teamet, så planen er at fortsætte hvor vi slap - på toppen, siger Morten Dons om weekendens målsætning.

Weekendens Formel 4-løb kan ses live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live.

STEP Sports Management


Læs mere om:
  • Victor T. Nielsen
  • STEP Sports Management
  • Padborg Park
  • 30/04/23 - Padborg Park - Formel 4 DK
  •