Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Ferrari Challenge

Formula Racing klar til Ferrari Challenge Europe 2023

Ferrari Challenge 
24/03/23 

Det danske Ferrari-team fra Lyngby tager denne weekend hul på endnu en actionfyldt sæson i den prestigefulde mærkeserie. Første afdeling af Ferrari Challenge Europe finder sted i Valencia.
 


(Foto: Formula Racing)

Spanske Valencia lægger asfalt til, når første afdeling af 2023-udgaven af Ferrari Challenge Europe skydes i gang denne weekend. Den europæiske gren af den verdensomspændende mærkeserie afvikles i år over syv afdelinger, og de forsvarede teammestre, danske Formula Racing, stiller igen til start i det benhårde felt.


(Foto: Formula Racing)

Til premiereløbet bliver det med markant dansk deltagelse, da fire ud af Formula Racings seks deltagere kører med dannebrog flag på deres Ferrari 488 Challenge. Evo. Blandt debutanterne i Valencia er Kim Eriksen (#10) og Andreas Bøgh Sørensen (#47), som begge tidligere har prøvet kræfter med Club Challenge og nu stiller op i Pirelli Am-klassen. Sidste års Shell Am-toer, Peter Christensen (#121), rykker i år op i Coppa Shell-klassen, mens løbsvinder Henrik Kamstrup genoptager kampen i Shell Am.


(Foto: Formula Racing)

Ny på holdet er også italienske Philippe Prette (#4), som stiller op i Pirelli Am-klassen – og som i øvrigt er far til Louis Prette, der tidligere har gjort stærk figur for Formula Racing i Ferrari Challenge. 2023 bliver desuden et comeback for canadiske Eric Cheung (#198), som også tidligere har kæmpet for Formula Racing, og som med hele 166 gennemførte løb og to Challenge-titler på karrierelisten er en ekstrem erfaren kører. Cheung stiller op i Coppa Shell-klassen.


(Foto: Formula Racing)

– Vi er topmotiverede for endnu en sæson i Ferrari Challenge, og som et dansk team glæder vi os over at stille til start med både nye og kendte danske profiler. Vi stiller igen i år med et kørerlineup, som bestemt gør det muligt for os at kæmpe for både teammesterskabet og de individuelle kørermesterskaber. Vi har nogle succesfulde sæsoner at leve op til, så vi krydser fingre for endnu et fedt år i Ferrari Challenge, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.


(Foto: Formula Racing)

2023-udgaven af Ferrari Challenge Europe begynder med et kæmpe felt af hele 51 biler fordelt på fire klasser. Foruden premieren i Valencia vil årets udgave af den prestigefyldte mærkeserie gæste berømte racerbaner som Spa-Francorchamps i Belgien og Red Bull Ring i Østrig, mens Challenge-feltet også besøger den berømte Le Mans-bane i forbindelse med 24-timersløbet i juni.


(Foto: Formula Racing)

FERRARI CHALLENGE EUROPE 2023

24.-26. marts: Valencia, Spanien
21.-23. april: Misano World Circuit, Italien
12.-14. maj: Red Bull Ring, Østrig
7.-10. juni: Le Mans, Frankrig
14.-16. juli: Circuito do Estoril, Portugal
15.-17. september: Spa-Francorchamps, Belgien
24.-30. oktober: Mugello Circuit, Italien

Se løbene live her

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Formula Racing
  • Valencia - Ricardo Tormo
  • 26/03/23 - Valencia - Ricardo Tormo - Ferrari Challenge
  •