Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Dødsfald: Philippe Streiff

Formel 1 
27/12/22 

1955 - 2022

Lillejuleaften døde den tidligere F1 kører Philippe Streiff. Hans karriere var kort. Han ankom sent til F1 og en ulykke satte et pludseligt stop for karrieren. I årene siden ulykken gjorde han sig bemærket ved både at organisere karting events, og ved at have et alternativt forhold til sandheden.
 

Efter en karriere i Fransk F3 og Europæisk F3 kom han i 1982 til F2 serien, hvor han kørte tre sæsoner, vandt en sejr og fik to samlede 4. pladser. Det var godt nok for Renaults F1 team, hvor det at være fransk i sig selv var en kvalifikation. I sidste løb i 1984 fik han sin F1 debut i Renaults trediebil. Året efter kørte han i F2-afløseren F3000, hvor det blev til en enkelt 3. plads og en samlet 8. plads.

Det var altså ikke en kører med store resultater bag sig, som Guy Ligier hyrede til sit team i efteråret 1985. Her skulle han erstatte vragkongen Andrea de Cesaris, der efter sit selvforskyldte saltonummer i Østrig havde slidt teamets tillid ned. Streiff gjorde det fornuftigt hos Ligier. Han gennemførte løbene, undtagen Sydafrika, hvor han kørte for Tyrrell, da Ligier boycuttede løbet på grund af apartheid. I Australien - det første løb afholdt i Adelaide - gik det endnu bedre. I et løb hvor kun otte biler gennemførte endte den uerfarne franskmand på 3. pladsen. Men det man mest husker fra løbet var ikke at han blev nr. 3. Men måden! På sidste omgang prøvede Streiff at snuppe 2. pladsen fra sin holdkammerat Jacques Laffite, ved at køre ind i åbning der ikke var der. Begge biler kunne fortsætte efter sammenstødet, Streiff dog kun med tre fungerende hjul. Men med over en omgangs forspring til Ivan Capelli på 4. pladsen, kunne Streiff trille sin skadede bil i mål.

Guy Ligier var ikke imponeret og Streiffs chancer for en kontrakt til 1986 svandt ind. I stedet skrev han kontrakt med Tyrrell, hvor han tilbragte de næste to år. Det blev til en serie af fornuftige, men uspektakulære præstationer. Overstrålet af Jonathan Palmer i 1987, skiftede han 1988 til det lille AGS team, hvor han tidligere havde kørt i F3 og F2. Med et lille budget klarede teamet sig fornuftigt men pointløst. Året efter gik det galt for Streiff. I ugen op til første løb, var der testkørsler på banen i Rio og her kørte han galt, blev alvorligt skadet og tilbragt resten af sit liv i en kørestol.

Efter den aktive karriere arrangerede han Masters Karting i Paris, hvor stjerner fra alle motorsportsgrene gennem tiden konkurrerede mod hinanden. Første gang var i 1993, hvor verden fik den sidste duel mellem Ayrton Senna og Alain Prost.

Siden var Streiff involveret i flere andre aktiviteter omkring fransk motorsport. Og med tiden blev han lidt mærkelig. Der var episoden med Bianchi, hvor Streiff anklagede FIA for at lave et cover-up for at sløre deres egne fejl. Og så var der Schumacher, hvor efter hans skiulykke, Streiff stod frem og fortalte hvordan tyskeren havde det og hvordan han havde besøgt Schumacher og også om deres lange venskab. Et venskab Schumachers familie nægtede at kende til, ligesom de medicinske oplysninger var mere fri fantasi. Hvad Streiff egentlig tænkte på, er aldrig blevet forklaret.

Han døde lillejuleaften. Æret være hans minde.

Martin Møller-Thomsen