Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DS3 Cup

DS3 Cup: Kevin Brandsborg hentede guldet hjem i finaleweekenden

DS3 Cup 
18/10/22 

Hele sæsonen har især to kørere kørt parløb i retning af årets mesterskabstitel - Kevin Brandsborg og Knut Eirik Knudsen. Og stort set hele sæsonen har de to duellanter også delt sejrene mellem sig, men i årets sidste weekend gik det Kevin Brandsborgs vej.
 


Blæsten fik fat i Kevin Brandsborgs guldhat, men mesterskabet kunne end ikke de sønderjyske vejrguder røre på Padborg Park
(Foto: Citroen DS3 Cup / Insight Racing DK)

Vardenseren lagde fundamentet med en ny pole position i kvalifikationen, og fik i søndagens første af de to afgørende heats skabt det, der skulle til. Brandsborg tog starten foran netop TF Performances Knut Eirik Knudsen, mens Dennis Bannergaard fik klemt sig ind på andenpladsen i løbets indledende fase.


Insight Racings Niklas Abrahamsen kørte en stærk sæsonfinale og rundede året af med en andenplads i finaleheatet
(Foto: Citroen DS3 Cup / Insight Racing DK / Jan Gripping)

Knudsen fik siden taget andenpladsen tilbage fra Bannergaard, mens Brandsborg kunne cruise en sikker sejr i hus. Firer blev en stærkt kørende Silas Rytter, mens Niklas Abrahamsen og Nicolai Jonas rundede top seks af.


Fra pole position fik Kevin Brandsborg skabt et godt grundlag for finaleweekenden. Første heat endte med en sejr, og så var den hjemme.
(Foto: Citroen DS3 Cup / Insight Racing DK)

Det blev samtidigt oplægget til et superspændende finaleheat, hvor DS3 Cuppen virkelig fik rundet året af med en finale, der viste maksimal action fra start til slut. Starten tog Niklas Abrahamsen sig af - han skød efter 2. sving frem fra tredjepladsen til føring, mens Knut Eirik Knudsens teoretiske mesterskabsmuligheder endte med, at han blev spundet af banen for enden af langsiden.


Knut Eirik Knudsen sluttede sæsonen med en snurretur, som heldigvis blev uden materielle skader. Han fik gang i bilen igen og endte som nummer fem i finalen.
(Foto: Citroen DS3 Cup / Insight Racing DK)

Nordmanden fik gang i bilen igen og satte alt ind i jagten på et flot comeback i finaleheatet, mens kampen gik løs oppe foran. Abrahamsen måtte forsvare sig med næb og klør mod Dennis Bannergaard.

Det hele blev imidlertid afbrudt af en safetycar, da Nicolai S. Jonas efter en ellers lovende start blev indblandet i et mindre sammenstød og endte i gruset. Med genstarten slog Silas Rytter til ude i banens fjerne ende og bragte sig op på andenpladsen og satte jagten ind på Niklas Abrahamsen - en duel, som Rytter også kom bedst ud af.


Silas Rytter hentede i finalen en hårdt tilkæmpet første heatsejr i DS3 Cup til sig selv og Touringcar Academy
(Foto: Citroen DS3 Cup / Insight Racing DK / Jan Gripping)

Silas Rytter kørte sejren hjem foran Niklas Abrahamsen, mens Kevin Brandsborg efter en rolig start fik hevet en tredjeplads ind som sit sidste resultat i DS3 Cup i år.

Facit efter finalen er, at Kevin Brandsborg er ny mester med 232 point foran Knut Eirik Knudsen med 210 og Dennis Bannergaard med 165.


Finalen var alle mod alle - her er Nicolai S. Jonas i #117 i duel med Nicolai Baltzer i #66
(Foto: Citroen DS3 Cup / Insight Racing DK / Jan Gripping)

Kevin Brandsborg er samtidigt U21-mester, mens Nicolai Baltzer og CMD Motorsport tager titlen i +40.

Citroën DS3 Cup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 16/10/22 - Padborg Park - DS3 Cup
  •