Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MotoCross

Ihærdig Haarup henter sjetteplads

MotoCross 
09/05/22 

Weekendens VM-afdeling i motocross blev afholdt i Italien, hvor regnen skabte udfordringer for Mikkel Haarup. Danskeren fastholder dog en delt fjerdeplads i den samlede stilling i MX2-klassen.
 

Et regnskyl gav store udfordringer for de fleste i første heat på den italienske bane. I tredje sving opstod der en del trængsel, hvor Mikkel Haarup undgik det værste for at lægge sig på en ottendeplads. Men bare to sving senere gav den tunge bane danskeren udfordringer, så han faldt tilbage på en 12. plads.

Mikkel formåede dog at kæmpe sig tilbage og jagtede feltets nummer seks, men måtte tage sig til takke med en syvendeplads.


(Foto: Kawasaki)

I andet heat blev Mikkel fanget i det tætpakkede felt ved indgangen af første sving, men udnyttede hurtigt sine chancer i de efterfølgende sving og bragte sig fra sidstepladsen op som nummer 10. De fleste kæmpede stadig med at lave overhalinger på banen, og her viste danskeren sin overlegne form ved at kæmpe sig op gennem feltet for at ende på en femteplads.

Dette var nok til at sikre Mikkel Haarup en sjetteplads på dagen og en fortsat delt fjerdeplads i den samlede VM-stilling.

- Jeg har blandede følelser med i dag, men jeg er glad for min indsats og at komme herfra med to anstændige heat og en samlet sjetteplads. Jeg vidste fra morgenen, at det ville blive en svær dag for mig på banen. Jeg havde ikke fantastiske starter, så jeg blev nødt til at arbejde mig op gennem feltet i begge heat. Jeg havde en bedre fornemmelse og rytme i andet heat, men jeg brugte meget energi i første heat, hvor jeg lavede mange fejl og gik for hårdt til den, fortæller Mikkel Haarup.

Næste afdeling køres d. 15. maj i Sardinien og kan ses live på Discovery+ gratis

DMU - Danmarks Motor Union