Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

World Endurance Championship

Mikkel O. Pedersen: "Jeg havde farten, men vi manglede heldet"

FIA WEC 
19/03/22 

World Endurance ChampionshipRacerkøren lå til en podieplads i sin VM-debut på den amerikanske Sebring-bane
 

Der kom ingen pokaler med hjem, men Mikkel O. Pedersen fik overfor både sit nye team og alle i FIA World Endurance Championship bevist, at han har farten til at være med i VM-serien for sportsvogne.

”Jeg havde farten, men vi manglede heldet,” siger racerkøreren fra Struer efter 1.000 miles of Sebring, der blev kørt fredag aften og nat. Her startede han sammen med Porsche-fabrikskøreren Matteo Cairoli fra Italien og schweizeren Nicolas Leutwiler for Project 1 Motorsport.


Mikkel O. Pedersen satte gode omgangstider under sin VM-debut på Sebring for Project 1 Motorsport.
(Foto: Project 1)

”Løbet var planlagt til at vare otte timer, men mod afslutningen af den tredje time spandt Leutwiller af banen og røg baglæns ind i en dækmur. Bagenden på bilen var så ødelagt, at det ikke var muligt at få den repareret.”

Trods den store skuffelse er Mikkel O. Pedersen meget godt tilfreds med sin egen indsats i løbet.

”Jeg fik desværre ikke meget tid i bilen under træningerne, men jeg viste under løbet, at jeg havde fart til at være med fremme,” siger han. ”Leutwiller havde også været af banen under tidtagningen, så vi skulle starte bagest. Ikke nok med det. Vi havde også tekniske problemer, så vi skulle starte fra pitten, men først en omgang efter alle de øvrige.”

”Vi var den hurtigste bil i klassen. Matteo Cairoli kørte det første stint, og jeg fik kørt det andet. I løbet af de to stints fik vi indhentet den omgang, vi var sat bagud, men også overhalet så mange, at vi fik kørt den op på femtepladsen. Jeg kunne køre omgangstider, der bare lå nogle tiendedele fra Matteos. Men desværre fik ingen af os mulighed for at komme i bilen igen. Det var ærgerligt, for vi havde farten til at kæmpe med om pokalerne.”

Meget var nyt for Mikkel O. Pedersen ved VM-debuten. Dels det tyske Project 1 Motorsport, dels den specielle Porsche 911 RSR-19 med centermotor.

”Det var meget let at lære bilen at kende, og den kørte rigtig godt,” siger han. ”Jeg tror, at jeg snart kommer i en situation, hvor jeg kan matche Matteos omgangstider.”


”Jeg fik stor ros af teamets ingeniør. Det er rart at vide, at de var tilfreds med den indsats, jeg leverede,” siger Mikkel O. Pedersen.
(Foto: Project 1)

”Samtidig fungerede samarbejdet med teamet også rigtig godt, og jeg fik stor ros af teamets ingeniør. Det er rart at vide, at de var tilfreds med den indsats, jeg leverede.”

Næste afdeling af FIA World Endurance Championship kommer til at foregå i rammer, som er velkendte for Mikkel O. Pedersen. Det er nemlig den belgiske Spa-Francorchamps-bane, som den 7. maj danner rammen om årets anden VM-afdeling.

Mikkel O. Pedersen presse


Læs mere om:
  • Mikkel O. Pedersen
  • Sebring
  • 18/03/22 - Sebring - FIA WEC - FIA VM
  •  



    ASETEK SIMSPORTS