Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Rallye Monte Carlo Historique 2022 sluttede tidligt her til morgen med gode resultater til de danske deltagere.

Rally Monte-Carlo
Historique 

02/02/22 

Længe var de tvivl om det var muligt at gennemføre årets Rallye Monte Carlo Historique i den smukke Sydfranske natur. Heldigvis lykkedes det for den arrangerende klub Automobile Club de Monaco at få alle tilladelser til at afvikle løbet.
 

Det var seks meget spændte danske deltagere fra TEAM FYNSKE BANK DANMARK, som i midten af sidste uge drog sydpå med de flotte gamle historiske biler på traileren efter servicevognene. Når man sidder de mange timer undervejs mod Frankrig, kører der mange tanker igennem ”racerhovederne” – Hvordan bliver vejret? – Holder bilen til strabadserne? – Har vi de rigtige dæk med i servicebilen? – Er vores rutebogsmateriale godt nok? – Har vi de reservedele vi kan få brug for? – osv. osv.

De danske deltagere startede torsdag den 27. januar om eftermiddagen og aftenen i sidste uge fra henholdsvis Bad Homburg i Tyskland og Reims i Frankrig. Det første døgn gik med at køre ad en tilkørselsrute ned gennem Frankrig til Monaco, hvortil de ankom i løbet af fredag eftermiddag efter en tur op henholdsvis 1140 km fra Bad Homburg og 950 km fra Reims.


Jens Gandrup og Kristian er ankommet til havnen i Monaco
(Foto: Emilie Weber Wellendorf og Torben Weber Andersen)

Første bil startede på den konkurrencemæssige del af løbet lørdag den 29. januar om morgenen i Monaco, hvorfra den første etape indeholdende fire specialstrækninger skulle køres til Valence – en rute på i alt 485 km, hvoraf de 75 km specialstrækninger. En specialstrækning er en opmålt strækning på de gennemkørte veje, hvor man skal holde en given gennemsnitshastighed konstant, så man er nøjagtigt det rigtige sted på ruten indenfor det korrekte sekund. Der køres typisk med en gennemsnitshastighed på 50 km/t. hvilket kan være vanskeligt at holde op de smalle veje med masser af hårnålesving.


Kenneth Kruse Simonsen og Otto Kristensen ude på dagens sidste etape
(Foto: Emilie Weber Wellendorf og Torben Weber Andersen)

Søndag den 30. januar blev der kørt en 370 km rundstrækning i Ardéche-området vest for Valence, indeholdende fire specialstrækninger på sammenlagt 119 km. Mandag den 31. kørte feltet på i alt 256 biler på en 275 km rundstrækning i Drôme området øst for Valence, igen med mål i Valence. Også her skulle der køres fire specialstrækninger, som sammenlagt var på 78 km. Det lykkedes dog ikke at gennemføre alle fire. Vinteren slog et slag ind over de højeste bjerge med et godt lag sne, så den sidste specialstrækning måtte aflyses på grund af fastkørte biler.


Per Vilslev og Erik Andersen kørte deres bedste RMCH til dato
(Foto: Emilie Weber Wellendorf og Torben Weber Andersen)

Tirsdag morgen kl. 6:00 gik starten så på den sidste lange dag, hvor der skulle køres tre specialstrækninger på en 435 km lang rute til Monaco. Her var der tre krævende specialstrækninger på sammenlagt 85 km. at gennemkøre, inden deltagerne sidst på eftermiddagen landede i Monaco. Her var der tid til en kort pause, inden de fra kl. 21:00 skulle sendes ud på løbets sidste 138 km lange etape, indeholdende to specialstrækninger på henholdsvis 31 og 22 km. Disse to specialstrækninger er uden sammenligning de vanskeligste at køre i den kulsorte nat. Der er ofte både sne og is på ruten. I år var de afsluttende bjergetaper uproblematiske at køre, så der blev ikke lavet de store ændringer i placeringerne. Alle danske deltagere avancerede i den samlede stilling.


Kim Kjærsgaard Frandsen og Jan Østergaard på en af de få brede veje i løbet
(Foto: Emilie Weber Wellendorf og Torben Weber Andersen)

Kl. 02:00 indløb de endelige resultater. For de danske deltagere, som på daværende tidspunkt var på vej tilbage til målstedet i Monaco, kan resultaterne nemmest beskrives med en talrække: 24, 26, 39, 80 og 104.


Michael Kristiansen og Michael Andersen presser bilen rundt i et af de mange sving i løbet
(Foto: Emilie Weber Wellendorf og Torben Weber Andersen)

Nr. 24. Jens Gandrup og Kristian Flensbak, hvilket giver en 5. plads i gruppe IV
Nr. 26. Kenneth Simonsen og Otto Kristensen, hvilket giver en 9. plads i gruppe II
Nr. 39. Per Vilslev og Erik Andersen, hvilket giver en 9. plads i gruppe IV
Nr. 80. Kim Kjærsgaard Frandsen og Jan Østergaard - er lig med en 23. plads i gruppe IV
Nr. 105. Michael Kristiansen og Michael Andersen, giver en 30. plads i gruppe IV

Chris Larsen og Toni Hansen som deltog i det parallelt kørende Rallye Monte Carlo Classic, der først startede mandag den 31. januar hvor de kørte samme etape som de historiske deltagere. De sluttede af med en lang, næsten direkte etape fra Valence til Monaco den 1. februar. Chris Larsen og Toni Hansen har, ligesom de historiske deltagere, haft en fantastisk oplevelse. Der er ikke en egentlig konkurrence for de klassiske kørere. De har dog nogle kontrolpunkter på ruten som de skal ramme på et forudbestemt tidspunkt, hvilket de gjorde nøjagtigt på rette tid.


Chris Larsen og Toni Hansen på ruten på deres første etape i Drôme området
(Foto: Emilie Weber Wellendorf og Torben Weber Andersen)

Alt i alt er de danske deltagere i Rallye Monte Carlo Historique og Rallye Monte Carlo Classic tilfredse med deres indsats, selvom deltagerne i de historiske klasser selvfølgelig alle kørte efter en topplacering.

Presseteamet
Viggo Johansen,
rallypics.dk


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 02/02/22 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •