Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Rally Monte-Carlo Historique

Danskere i seks deltagende biler i Rallye Monte Carlo Historique 2022

Rally Monte-Carlo
Historique 

12/01/22 

Efter et års pause på grund af Covid19, køres verdens største historiske rally igen. Når det 24. Rallye Monte Carlo Historique køres fra den 27. januar til den 2. februar, er det med danske deltagere i seks af de deltagende biler. Desuden deltager et enkelt dansk hold i Rallye Monte Carlo Classic, der køres fra den 31. januar til den 2. februar, parallelt med de sidste etaper af den historiske udgave. Rallye Monte Carlo Classic køres som et ”hyggeløb” uden egentlig konkurrence.
 

I årets Rallye Monte Carlo Historique er man vendt tilbage til den oprindelige form af løbet, hvor der er tilkørselsetaper fra flere byer i Europa, inden starten på selve konkurrencedelen går fra Monaco, lørdag den 29. januar kl. 6.00. Der skal køres i alt ca. 2.900 km, hvor ca. 425 km er fordelt på 15 specialstrækninger.

Tilkørselsruterne til Monaco starter sidst på dagen torsdag den 27. januar fra henholdsvis Torino i Italien, Reims i Nordfrankrig og Bad Homburg i Sydtyskland. De danske deltagere starter deres tilkørsel til Monaco fra Reims og Bad Homburg. Efter tilkørselsetaper fra startbyerne, samles alle deltagere i Monaco, og kører derfra samme rute med indlagte specialstrækninger, hvor der køres på nøjagtighed. Det gælder om at være på rette sted på rette tidspunkt, indenfor 1 meters nøjagtighed. Der køres med gennemsnitshastigheder omkring 50 km/t.


Henrik Bjerregaard (th) og Mirek Svec kørte et perfekt Rallye Monte Carlo Historique i 2020, og sluttede på den eftertragtede 1. plads
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Fra Reims starter fire af de danske deltagere ud på den 950 km lange tilkørselsrute til Monaco. Her kører vinderne fra 2020, Henrik Bjerregaard og Mirek Svéc med start nr. 1 i Henrik Bjerregaards Ford Escort RS2000. Henrik Bjerregaard er til daglig bosiddende i Monaco, og kører denne gang sit 4. Rallye Monte Carlo Historique som chauffør. Han har tidligere deltaget 3 gange som co-driver. Henrik Bjerregaard og Mirek Svéc kunne i 2020 stille sig øverst på podiet til lyden af ”Der er et yndigt land” – en dejlig oplevelse for de tilstedeværende danske deltagere og deres servicemandskaber.


Kim Frandsen og Jan Østergaard-Nielsen forlader startrampen i Reims 2020, inden et hårdt døgns kørsel ned igennem Frankrig
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Med nr. 157 starter Kim Kjærsgaard Frandsen, Odder og Jan Østergaard-Nielsen, Horsens ligeledes fra Reims. De deltager i Kim Kjærsgaard Frandsens VW Golf 1, GTI. Kim Kjærsgaard Frandsen og Jan Østergaard-Nielsen kørte deres første Rallye Monte Carlo Historique sammen i 2020. Der var Kim Kjærsgaard Frandsens første ”Monte”, mens Jan Østergaard Nielsen har stor erfaring som co-driver i Rallye Monte Carlo Historique, som han har deltage i utallige gange som co-driver for flere kørere.


Per Vilslev og Erik Andersen i den fine Opel Kadett GTE skaber altid opmærksomhed hos publikum
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Fra Reims starter også, med start nr. 159, Per Vilslev, Hillerød og Erik Andersen, Vedbæk i en original fabriksbygget Opel Kadett GTE, som udelukkende har været anvendt til rally. Første ejer af bilen var Holger Helle fra Silkeborg. Per Vilslev og Erik Andersen kører i 2022 deres 4. Rallye Monte Carlo Historique i træk.


Michael Kristensen og Michael Andersen på rette vej i RMCH 2020. I 2022 er det i en ny hvid Ford Escort RS2000
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Sidste danske start fra Reims er Start nr. 215, Michael Kristiansen og Michael Andersen, som debuterede i Rallye Monte Carlo Historique 2020 i en Ford Escort 1300 GT, MKII fra 1979. Bilen er i mellemtiden skiftet ud til en Ford Escort RS2000 fra 1977, som både har mere trækkraft og er bedre gearet til alle de stejle bjergveje man udsættes for i et Rallye Monte Carlo Historique.


Jens Gandrup Jørgensen og Kristian Flensbak Jørgensen deltog senest i Rallye Monte Carlo Historique i 2017
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

De to sidste danske deltagere i Rallye Monte Carlo Historique 2022 starter fra tyske Bad Homburg, som ligger lidt sydvest for Frankfurt. Her er det med start nr. 126, Jens Gandrup Jørgensen og Kristian Flensbak Jørgensen (far og søn), som først sendes afsted på løbet længste tilkørselsetape på 1.140 km. Både Jens Gandrup Jørgensen og Kristian Flensbak Jørgensen har stor erfaring i det historiske rally i Frankrig, og har sammen en 9. plads som bedste placering. Desuden har de begge kørt med andre kørere som co-drivere.


Kenneth Kruse Simonsen og Otto Kristensen var også med i det snefyldte RMCH 2019, men måtte desværre senere udgå af løbet med en defekt
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Sidste danske start fra Bad Homburg, med start nr. 268, er også et far/søn mandskab, nemlig med Kenneth Kruse Simonsen bag rattet, og faderen Otto Kristensen i co-driversædet. Kenneth Kruse Simonsen debuterede i 2017 i RMCH-sammenhæng, sammen med sin meget erfarne far, Otto Kristensen. Målet for 2022 er klart. Otto Kristensens meget flotte førsteplads fra 2002, som han vandt sammen med sin ægtefælle Britta Kristensen, skal ikke stå alene. Der skal pokaler med hjem til kaminhylden i 2022. Otto Kristensen kører sit 16. Rally Monte Carlo Historique, og har gennemført 14 af de tidligere kørte 23 løb.


Chris Larsens Lotus Europa Twin Cam er under forberedelse til Rallye Monte Carlo Classic 2022
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

I det 5. Rallye Monte Carlo Classic stater erfarne Toni Hansen, som tidligere har haft flere topplaceringer i Rallye Monte Carlo Historique. Toni Hansen skifter førersædet ud med co-driversædet, når han sætter sig ind en Lotus Europa Twin Cam fra 1974. Det er Chris Larsen fra Horsens, som ejer og kører det fine eksemplar af denne engelske sportsvogn. Toni Hansen og Chris Larsen er de første danskere, som prøver kræfter med den klassiske udgave af Rallye Monte Carlo.

De seneste år har TEAM FYNSKE BANK DANMARK afholdt en meget besøgt PRE-start i Assens den sidste lørdag inden afgang. Desværre er dette arrangement aflyst i 2022, men vender tilbage igen i 2023.

Hvad er Rally Monte Carlo Historique?
Rally Monte Carlo Historique er ca. 2.900 km, afhængig af hvilken af de tre startbyer man starter i. Det består af tilkørselsetaper, transportetaper og sekundetaper. Løbet køres i 2022 fra den 27. januar, til og med natten til den 2. februar.

Rally Monte Carlo Historique afgøres på nøjagtig kørsel på de indlagte sekundetaper. Der køres med en typisk gennemsnitsfart på 48 - 50 km/t. på sekundetaperne, som køres på de smalleste kurvede bjergveje i Ardéche, Dromé, Provence, Haut Alpes syd for Grenoble, for at slutte af i de høje Alper nord for Nice og Monaco.

På hver sekundetape er der et antal hemmelige tidskontroller, som indenfor en nøjagtighed på 1 meters afstand, via GPS registrerer om man er på rette sted på rette tidspunkt. For hvert sekund man enten for tidligt eller for sent passerer kontrollen, gives der 10 strafpoint.

Den deltager, som kommer i mål med færrest strafpoint, og dermed har formået at gennemkøre de 15 specialstrækninger på sammenlagt ca. 425 km, mest nøjagtigt, har vundet løbet.

Den forholdsvis høje nøjagtighed stiller store krav til både kørerens og co-pilotens koncentrationsevne og samarbejde i de mange timer der køres over de 5 døgn løbet varer.

Team Fynske Bank Danmark
De seks danske mandskaber deltager i kampen om det individuelle Rallye Monte Carlo Historique- mesterskab.
Desuden deltager de i Rallye Monte Carlo Historique’s holdkonkurrence under navnet:
TEAM FYNSKE BANK DANMARK
I holdkonkurrencen suppleres TEAM FYNSKE BANK DANMARK med to finske deltagere.

D. 27. januar, fra kl. 19:00 – Start fra Reims, Frankrig – Rute 2.740 km. – Deltagerne starter med 1 minuts mellemrum.
Start nr. 1 Henrik Bjerregaard / Mirek Svéc, Monaco og Tjekkiet (vinder af senest kørte RMCH i 2020)
Start nr. 157 Kim Kjærsgaard Frandsen, Odder og Jan Østergaard-Nielsen, Horsens
Start nr. 159 Per Vilslev, Hillerød / Erik Andersen, Virum – Autorama Motorsport
Start nr. 281 Michael Kristiansen, Greve og Michael Andersen, Brøndby

D. 27. januar, fra kl. 14.00 – Bad Homburg, Tyskland – Rute 2.940 km. – Deltagerne starter med 1 minuts mellemrum.
Start nr. 126 Jens Gandrup Jørgensen, Odense / Kristian Flensbak Jørgensen, Aarhus – A-team
Start nr. 268 Kenneth Simonsen, Charlottenlund / Otto Kristensen, Tune

rallypics.dk
Viggo Johansen

Læs mere om:
  • 02/02/22 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •  
     

    Rally Monte-Carlo Historique nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af:
     



    ASETEK SIMSPORTS