Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Foredrag

Den bedste Formel 1 kører … nogensinde!

Foredrag 
03/12/21 

Som nævnt i et oplæg her på Motorsporten.dk i sidste uge om Peter Nygaards foredrag hos Strøjer Samlingen, så blev det noget af en mundfuld! Foredraget var tirsdag aften i den flotte bilsamling v. Strøger Tegl i Vedstorup lidt udenfor Assens.
 


(Foto: Carsten Jørgensen)

Strøjer Samlingen var åben fra kl. 18, så der var god tid til at nyde de mange fine biler. Der kommer hele tiden nye til, imponerende. Siden jeg har været der sidst, er der i hvert fald kommet tre Alfa Romeo´er ekstra til samlingen: En 1750 fra 1927, en Tipo 308 fra 1938 (datidens F1) og sidst men ikke mindst en gudesmuk Montreal fra 1972. Yderligere var endnu en Formel 1 føjet til samlingen: Verstappens Orange-Arrows... Verstappen og Arrows vil mange tænke. Den er god nok, det Max´s far Jos. Jeg bemærkede også et par Ferrari´er ekstra! Fantastisk samling, som helt sikkert er et besøg værd.


(Foto: Carsten Jørgensen)

Nå tilbage til emnet. Via en heftig racerlyd over anlægget, blev der kaldt til “samling”. Museums-chefen Søren Ditlev Jensen bød velkommen og så tog Peter Nygaard fat.

Peter præsenterede sig i vanlig beskeden stil. Mange kalder ham for Formel 1 ekspert, vel med rette, da Peter via sit job har overværet tæt på 700 (!!) Grand Prix´er. Peter Nygaard vil nu helst kaldes F1-reporter og fint nok. Peter Nygaard er både fotograf og skriver MEGET om Formel 1 bl. a. hos BT og i utallige bøger. Peter Nygaard lagde op til VM-finalen (de sidste to GP´er). Det er tilsyneladende ikke Hamilton og Verstappen som er de reelle kamphaner, men team-cheferne Toto Wolff (Mercedes) og Christian Horner (Red Bull). De to har i den grad “kæmpet” i medierne her sidst på sæsonen. Det springende punkt er tilsyneladende bagvingernes “fleksibilitet”. Men FIA tjekker før hvert løb via vægtklodser mv., så det ligner mere en psykologisk ordkrig fra de to team-chefer.


(Foto: Carsten Jørgensen)

Peter Nygaard nævnte at det selvfølgelig er svært, at sammenligne kørere fra 50´erne og videre frem til 2021. Men et snedigt system med procentvis udregning af antal løb, sejre, podiepladser, sejre i en dårligere bil, styrken af konkurrenter mv. skulle give et retfærdigt resultat.

I bedste Jørgen de Mylius stil lagde Peter Nygaard ud med “boblere”, altså dem der er/var tæt på: Sterling Moss, af mange omtalt som den bedste F1-kører som aldrig blev verdensmester. Moss elskede at køre race, alt muligt sportscars, standardbiler... efter Nygaards mening fjernede det lidt for meget fokus fra F1. Alberto Ascari var en anden bobler, Ascari var med helt fremme i 50´erne med 2 VM-titler. Andre boblere, som jeg måske havde haft par af med i min Top 10: Jack Brabham, tre gange verdensmester og den eneste som vandt VM i en bil konstrueret af ham og hans team. Nico Rosberg fordi han som den eneste har besejret både Michael Schumacher og Lewis Hamilton som team-mate. Peter Nygaards store barndomshelt Emerson Fittipaldi, VM 1972 (Lotus) og 1974 (McLaren) måtte også nøjes med en plads som bobler... sidste bobler: Fernando Alonso.


(Foto: Carsten Jørgensen)

Så blev det tid til top 10:

10: Nelson Piquet
Brasilianer og en rigtig damernes ven. Piquet kørte som den første med BMW´s 1.5 liters turbo-motor som efter sigende kunne yde 1500 HK på max i kvalifikation. Piquet var teamkammerat med den senere verdensmester Nigel Mansell, som han ifølge Peter Nygaards anekdoter tog voldsomt “pis” på. De var IKKE best buddies.

9: Sebastian Vettel
Velkendt tysk 4-dobbelt verdensmester med Red Bull. Senere Ferrari og Aston Martin. Ferrari blev ikke helt den ønskede succes trods sejre, men internt fnidder og enkelte uheld smadrede VM-drømmene. Vettel er den kører i historien som hurtigst fik en bøde... efter 9 sekunder for høj hastighed i pitten ! Vettel fik kontrakt med Red Bull søsterteamet Toro Rosso blev nr. 8 i sin debut og vandt samme år sit første GP og Toro Rosso’s eneste sejr i et regn GP på Monza. Vettel har stadig kontakt til den danske Red Bull-mekaniker Ole Schack. Peter Nygaard har flere gange observeret mystiske overleveringer i paddock !! Det er det ganske uskyldigt, Ole afleverer “Matador Mix” til Vettel, som er hans favorit-slik !!

8: Niki Lauda
Østriger og 3 gange VM med Ferrari 2 og Mclaren 1. Niki Lauda var ud af en meget rig familie, men fik ingen hjælp til race. Niki optog et lån i en bank “Raiffaisen” hvis logo som gennem mange år var på både hans hjelm og køredragt. Lauda fik F1 debut hos March hvor Ronnie Peterson var kollega. Niki var den der var teknisk god og kunne sætte bilen op, men Ronnie var hurtigst, takket være Niki´s input. Efter en tur hos det kaotisk Marlboro BRM team blev Niki og hans teamkammerat Clay Regazzoni hentet til Ferrari. Det blev starten til VM i 75 og 77 og kun det skrækkelige uheld på Nürburgring i 76 forhindrede 3 i streg. Niki nuppede efter et come-back et VM mere i McLaren.

7: John Young “Jackie” Stewart.
Skotte som faktisk startede sin sportskarriere som lerdueskytte og var tæt på udtagelse til OL i Tokyo i 1964, men blev fravalgt til allersidst. Heldigvis... for så satsede han på motorsport og fik allerede i 1965 Formel 1 debut i BRM. Grundet rigtig mange dødsulykker i de følgende år, blev Stewart fortaler for mere sikkerhed i motorsport og F1 i særdeleshed. Det blev skæbnens ironi, at Jackie Stewarts teamkammerat og arvtager/ kronprins hos Tyrrell blev dræbt under træningen til USA´s GP i 1973, som skulle være Stewarts sidste løb. Jackie Stewart vandt F1-VM 1969-71-73. Senere teamchef/ejer af det mindre succesrige Stewart Grand Prix med bl.a. Jan Magnussen som kører.

6: Alain Prost
Franskmand også kaldet “professoren” grundet sine særlige taktiske evner som kører. Prost startede hos McLaren, men blev senere hyret til Renault som via massiv statsstøtte skulle vinde VM. Prost og René Arnoux kæmpede det bedste de havde lært og vandt løb, men ikke VM. Slut med statsstøtte, så Prost vendte tilbage til McLaren og vandt VM i 1985 og 86. En irriterende teamkammerat stjal rampelyset og Prost skiftede til Williams og vandt VM 1993. Senere startede Prost sit eget F1 team Prost F1, som var på det “jævne” og senere gik konkurs. Alain Prost virker nu som rådgiver/coach Renault Sport/Alpine F1.

5: Ayrton Senna da Silva
Han er vel nok Brasiliens største kører gennem tiden. Senna debuterede i det lille engelske Toleman team. Toleman havde gjort det rigtig godt i Formel 2, men blev aldrig en succes i F1. Året efter skiftede Ayrton Senna til Lotus og vandt sin første sejr i det meget våde portugisiske GP på Estoril. I 1988 skiftede Senna John Player/Camel ud med Marlboro og McLaren. Det blev en succes og Senna vandt VM tre gange inden skiftet til Rothmanns-Williams. Nygaard mente, at det var Ayrton Senna der gjorde F1 til en "kontaktsport" ! Her tænkes nok på VM- løbene på Suzuka i hhv. 1989 og 1990 hvor Senna og Prost kolliderede med Senna som "skurken". Nygaard kalder Senna aggressiv (oftest på den gode måde) og har vist, at han var i stand til at vinde trods til tider underlegne biler, hvilket vægter i Peter Nygaards bedømmelser. Muligheden for flere VM-titler var i den grad til stede efter skiftet til Williams i 1994, hvis ikke lige det var for den fatale maj-weekend. Ayrton Senna har en gang kørt løb i Danmark. Det var til Jyllands-Ringens GP, hvor Senna deltog i FF2000-EM løbet og vandt. Samme weekend var den førende i F1-VM engelske John Watson på JR med sin McLaren F1 og kørte opvisning og rekord-forsøg. Lidt af et scoop, utænkeligt, at Hamilton og Mercedes i 2021 lige smuttede forbi Jyllands-Ringen "for sjov".

4: Jim Clark
Endnu en skotte på listen og en verdensmester fra "gamle dage". Egentlig var Jim Clark "farmer", ironisk står det øverst på hans gravsten i fødebyen Kilmany : "Jim Clark Farmer, Racingdriver..." Jim Clark havde ingen relation til motorsport, men en ven inviterede ham med til manøvreprøver og så var Clark solgt. Jim Clark debuterede i Lotus i 1960 og vandt VM i 1963 og 65. Jim Clark var et naturtalent af de helt store og elskede at køre race. Ind imellem også standardvogne og f. eks. Formel 2. I 60´erne var det ganske naturligt, at F1 kørere også deltog i F2. F2 blev også Jim Clarks skæbne. I en weekend uden F1 (dem var der en del af dengang!) kørte Clark F2 for Lotus på Hockenhein Ring. Et alvorligt uheld via en tur ind mellem træerne dræbte Clark på stedet. Peter Nygaard havde et billede med af Jim Clarks Lotus eller rettere resterne... det kunne ingen overleve. Som det var tilfældet med Ayrton Senna, så havde Jim Clark ganske sikkert vundet en eller flere VM-titler hvis ikke... Jim Clark førte VM i 1968 inden ham blev indhentet af skæbnen. Jim Clark var speciel idet han i hele sin F1-karriere kørte for Lotus.


(Foto: Carsten Jørgensen)

Så var der pause inden "Le Grande Finale". Jeg fik en lille snak med Peter Nygaard og fortalte, at jeg havde tippet hans top 10 kørere (i tilfældig rækkefølge) i oplægget til foredraget... vi var stor set enige, eneste undtagelse: Nygaard havde Nelson Piquet på listen, hvor jeg havde Jack Brabham. Så blev det tid til Top 3:


(Foto: Carsten Jørgensen)

3: Michael Schumacher
Tysklands første Formel 1-verdensmester... en sikken en ! I mange år rekordholder hvad angår GP-sejre, podieplaceringer, points, hurtigste omgang osv. Michael Schumacher blev ikke anset for et kæmpetalent i starten trods gode resultater i go-kart og tysk mesterskab i F3. Michael Schumacher var en del af Mercedes´ juniorprogram sammen med bl.a. Heinz-Harald Frenzen og Karl Wendlinger (begge kom også i F1). Mercedes ville gerne hjælpe Schumacher i Formel 1 og ved det belgiske GP i 1991 manglede Jordan en kører, da en af de faste Bertrand Gachot var røget i fængsel. Teamchef Eddie Jordan var ikke vildt begejstret for en rookie som Schumacher, men check´en fra Mercedes hjalp og Schumacher kvalificerede sig som 7´er !! Desværre udgik han allerede i starten. Men Flavio Briatore fra Benetton teamet så mulighederne i knægten fra Kerpen og købte ham fri af Jordan kontrakten og allerede året efter i belgiske Grand Prix vandt Schumi sin første sejr. Resten er vel stort set historie med "masser af succes". Schumacher havde en indædt sejrsvilje og var parat til at satse alt, hvilket kom til udtryk da han "boksede" Damon Hill af banen i Adelaide og vandt sit første VM og senere da han i Jerez 1997 forsøgte det samme, dog uden held, på Jacques Villeneuve. Schumacher var god til at bygge teamet op om sig og insisterede på at være førstekører, hvilket bl.a. Eddie Irvine og Rubens Barrichello fik at mærke. Schumacher blev kendt for at være den der bragte fitness/ træning ind F1. Til løbene have Ferrari en specialbus fra "Technogym" med træningsudstyr. Michael Schumacher var en alsidig sportsmand. Han skabte et hold af F1-kørere som ofte spillede velgørenhedskampe mod hold af journalister. Peter Nygaard har flere gange kæmpet mod Schumacher. Schumacher var også en rigtig god skiløber... desværre blev skisporten negativt afgørende for hans liv.

2: Lewis Hamilton
Englænder, MBE og rekordernes mand i Formel 1. Lille Lewis startede som så mange andre i karting sporten, han blev rigtig god og vandt mesterskaber og var med til en stor præmiefest. Her tog Lewis en beslutning gik op til Ron Dennis som dengang var chefen for McLaren og sagde: "Jeg er Lewis Hamilton og en dag vil jeg køre en af Deres Formel 1-biler!" Det har nok alligevel gjort indtryk for Lewis blev senere indlemmet i McLarens talentprogram... resten er vel en historie som vi alle kender. Nygaard pointerede at Lewis Hamilton ikke er prototypen på en F1-kører... Hamilton har helt sin egen stil, både med tøj og med politiske meninger og budskaber. Det kan mene om hvad man vil, men Hamilton bruger sin position til at tale andres sag. I øvrigt var Peter Nygaard rimeligt sikker på, at verdensmesteren 2021 hedder: Lewis Hamilton!

1: Juan Manuel Fangio
Her sprang bomben for de fleste af de tilstedeværende. De fleste kendte næppe den argentinske troldmand. Fangio var med fra Formel 1 VM´s start i 1950. Egentlig kun for en enkelt sæson, men heldigvis blev han i Europa og vandt hele 5 VM-titler i fire forskellige teams: Alfa Romeo, Maserati, Ferrari og Mercedes. Kun på grund af uheld, div. skader og kontraverser med den kontroversielle Enzo Ferrari blev det "kun" til 5 VM-titler! Nygaard har vægtet valget af Fangio på, at det dengang krævede "big balls" og sikkerhed var et fremmedord. Ved et Mercedes jubilæum på Hockenheim så Peter Nygaard den dengang 80-årige mester starte sin Mercedes VM-bil op og powerslide ud af pitten... en sand maestro. Fangio knyttede nært venskab med den dengang unge lærling Sterling Moss. Fangio sluttede af efter 5 titler, rejste hjem til Argentina og blev Mercedes-forhandler.

"Så var den ged barberet", Nygaard havde sagt sin mening og så var der tid til lidt spørgsmål: Enkelte efterlyste Max Verstappen, men som Nygaard rigtig pointerede, så har Max jo ikke vundet noget endnu, Räikkönen, Häkkinen m.fl. blev der spurgt til... gode kørere og mestre, men ikke i top 10 !

Peter Nygaard er en travl mand. Allerede næste formiddag (onsdag) var han på vej til Saudi Arabien. Udover at være til alle GP´er, som snart strækker sig over hele året, skriver han hos BT, skriver bøger om F1, seneste udgivelse er en ordentlig moppe (i stil med 5 kilos bøgerne Formel 1 og Ferrari) om Mercedes i F1.


(Foto: Carsten Jørgensen)

En helt igennem suveræn aften (endnu engang) i Strøjer Samlingen for de tilstedeværende inkl. mine to gode racervenner Rasmus og Carsten Jørgensen (dagens fotograf) og mig selv sagde hunden.

Go´racer(h)jul til alle.

Them

Læs mere om:
  • “Den bedste Formel 1 kører nogensinde”
  •  



    ASETEK SIMSPORTS