Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Sådan "tuner" man et kedeligt personaleblad !

Diverse 
21/11/21 

Jeg arbejder til daglig på Syddansk Universitets Bibliotek, det lyder sikkert "støvet", men er det langt fra... og dog vi har et personaleblad "Bladet", som mest indeholder artikler om medarbejdere som har været på konference i Dublin eller Beograd, en mængde statistikker mv. Vores redaktør fik en glimrende ide: Nørde-hjørnet hvor forskellige medarbejdere fortæller om deres "nørdede" interesse. Jeg var første mand på banen. Jeg har fået mange positive tilbagemeldinger... så som "Fedt med en artikel som jeg gad læse færdig..", "Fortæl om dine andre interesser ..."
 

Nørde-hjørnet

”En motorsports-nørds bekendelser”

Det var en mørk og stormfuld september-dag, da jeg pligtopfyldende som altid under udførelse af mit job som ”book-cop” på vej ind i de skumle stabskontorer, blev antastet af ”Bladets” til tider hårde, men retfærdige redaktør: Anja Pedersen!! ”Skal du ikke være med i ”Nørde-hjørnet”?? Du skriver så meget om Speedway!”

Ups tænkte jeg, den må jeg lige tænke over… men på vej ud fra de skumle ”direktionsgange” var jeg klar…. Nu er det ikke så meget Speedway jeg nørder med, ”nuvel” jeg har været til VM-Grand Prix´er et par gange med gutterne fra Lumby IF og til Moto GP (motorcyklernes Formel 1) på Donington banen i England…. Men det er den 4-hjulede sport som er min favorit.

Min interesse blev vakt i skolen i slut 60´erne ( ja,ja flere af SDUB´s medarbejdere var vel end ikke født dengang !!) I klassen fulgte vi tegneseriehelten Mark Breton / Michel Vaillant i seriebladet ”Fart og Tempo”. Men bedre min far tog mig med til ”Grand Prix Danmark” på Jyllands-Ringen. Så meget bilrace og oven i købet et løb med udenlandske kørere… og jeg fik min første autograf fra Mette Kruuse som kunne køre lige op med mændene og ind imellem ”tæve dem” !!

Min første helt store oplevelse kom i 1970. Jeg var på ferie i Sydschweiz og Norditalien med min søster og vores forældre. Min far og jeg fik det ”fixed” sådan, at vi lige kom forbi den berømte bane ”Monza” som ligger i udkanten af Milano. Normalt kunne man købe en tur rundt på banen i egen bil for ca. 1000 lire / dengang ca, 25.-) men øv ingen adgang til banen…. Det skulle dog blive til mere end ”win-win”! Jeg kom op på taget af pitbygningen og opdagede en stor rød Ferrari-bus, kiggede ned og så en Formel 1 med min favoritkører: Jacky Ickx, som på daværende tidspunkt var helt fremme i VM-kampen. Jeg en bette knægt var jo helt oppe at køre” .. Jeg udsendte de for familien senere berømte ord : ” Mor, far det er Ickx, det er Ickx!!”

Således beruset af denne kæmpe oplevelse for en ti-årig knægt, svævede jeg nærmest på en lyserød sky resten af ferien. Nok lidt for meget syntes min familie! Efter sommerferien skulle vi i skolen skrive en stil om ferien… jeg skrev og skrev om min store oplevelse, en stor del af mine klassekammerater og især min klasselærer (en typisk 70´er lærer med langt hår fuldskæg og fløjstøj…) fattede slet ikke hvor stort det var.

De næste mange år måtte jeg ”nøjes” med race på danske baner, men i 1983 fik jeg min ”Formel 1-debut”! Et rejsebureau ”Benns Rejser” fra Holstebro reklamerede med en bustur til det hollandske Grand Prix: Bustur, Hotel, billetter til hele weekenden for 850.-!! (i dag kan man ikke engang købe den billigste indgangsbillet for de penge! ) Afsted, afsted.. jeg blev indlogeret med en flok festlige vestjyder på hotel i Amsterdam, de tog mig med i byen, vi besøgte også ”Red Light District” hvor jeg i min ”moderigtige” Wrangler cowboy-jakke, ørkenstøvler, lang hår (jo det er rigtigt !) og lidt skæg, blev tilbudt hash 4 gange på 20 minutter.

Det blev en rigtig god oplevelse, takket være mine vestjyske venner og ikke mindst, at Ferraris franske kører Rene Arnoux vandt foran landsmanden Patrick Tambay også i Ferrari.

Motorsporten har givet mig mange gode venner. Siden 1978 var jeg været venner med tyske Harald Lenz og schweiziske Urban Staubli. Vi startede med kontakt via ”snailmail” (brev), det var jo meget før ”indernettet”! Vi byttede billeder, blade osv. og har siden besøgt hinanden og ikke mindst har vi været til hinandens bryllupper og runde fødselsdage mv.! Og vi har her mere end 40 år senere stadig kontakt. En anden god ven var Per fra Hjørring. Ham mødte min far og jeg på en tur til Holland i 1985… vi sumpede lidt i baren og lavede væddemål om søndagens F1-resultat. Per fik mig opsporet, jeg havde åbenbart fortalt, at jeg var medlem af Alfa Romeo Club Danmark (ja dengang var man standsmæssigt kørende..) Per foreslog en tur til det belgiske Grand Prix… vi gør det !! Desværre blev løbet aflyst lørdag.. banen havde fået ny asfalt, men Formel 1 bilernes mange kræfter gjorde at banen blev kørt i ”smadder”. F1-kørerne var lidt nogle ”pivskid'er”. F3000-kørerne som var klassen lige under Formel ville gerne køre, så vi blev. Det betød lidt win-win, for danske John Nielsen som kørte F3000 dengang, viste os rundt og senere fik jeg mine 60 seconds of fame, da jeg mødte den senere 3-dobbelte Formel 1-verdensmeste Ayrton Senna og vekslede 3-4 sætninger med ham !

Min største Formel 1-oplevelse er uden tvivl, da jeg vandt en VIP-rejse for to med det italienske spiritus mærke ”Campari” til ”Campari Grand Prix Italia”. Jeg havde naturligvis min far med. Fly fra Beldringe til CPH derfra direkte til Milano, hvor vi blev hentet og kørt til et fedt hotel. Om aftenen stor middag, næste dag med bus til banen hvor der var kvalifikation, så hjem til mere fin middag. Søndag løbsdagen de bedste billetter ved start/ mål. Oplevelsen blev perfekt med en sejr til Micahel Schumacher og Ferrari… de italienske tifosis (200.000) fejrer, så Parken efter en DK sejr virker tam !! (0g ja dette er skrevet samme aften DK slog Østrig..STORT, men en Ferrari sejr på Monza slår ALT !)

I løbet af årene er det blevet til 41 Formel 1 Grand Prix´er i 11 lande og på legendariske baner som: Silverstone, Spa, Hockenheim, Nürburgring, Monza, Monaco, Zandvoort, Imola, Barcelona, Red Bull Ring m.fl. Her vil jeg indskyde, at jeg allerførst havde min far, så året efter både min far og mor med til Formel 1… senere har jeg haft både junior Mikkel og Lone med flere gange.

Nu er der jo mere race end Formel 1. I 1990 arbejdede jeg i en kæde af PC-forretninger: Unipro. Jeg var ansat som dekoratør og havde ansvaret for 10 butikker i Danmark og en Norge og en i Sverige. Et superfedtjob. Ejerne brødrene Lars og Martin var også racefans. Brødrene kørte race og som firmaets dekoratør lavede jeg deko på racerne (YUP) På et tidspunkt købte de Danmarks mest avancerede racerbiler: Nissan Skyline GTR som jeg fik lov at ”trylle” deko med… vi var i TV2 sporten et par gange.

Vores chefer banede vejen for mit Le Mans-eventyr. Det var i Le Mans i 1990 da Danmark fik sin første sejr med John Nielsen. Det gav sgu blod på tanden til min kollega Carsten og jeg. 1991 var vi afsted incl. Carstens kæreste Hanne. Nu sad de jo så ved siden af hinanden, jeg blev så placeret ved en nordjyde fra Hobro: Benny Vad! Siden har vi tre gutter holdt sammen og været til Le Mans hvert år. Det vil sige i år havde vi 30-gangs jubilæum.. 1991-2021 (2020 blev kørt uden tilskuere) Vi havde nok vores bedste tur i år, trods div. restriktioner, vi mødte nogle herlige folk fra ”vestegnen” som var supergode naboer på campingpladsen, vi fik ”lidt” øl og spiste sammen. Vi opdagede gode steder rundt om banen, som nok ikke var ”helt efter bogen” (tilladt for tilskuere..) I) Le Mans har vi mødt sjove mennesker, vi har kontakt til Dave, Chris og Tommy som vi får en god flok Pints med fredag, på campingpladsen har vi mødt journalisten Martijn fra Amsterdam som synes det var en god ide at bytte 12 Slots Classic (vores) til hans 12 Heineken… var vi glade ??

Løb som Le Mans køres som en VM-serie på hele kloden, dog som oftest i kortere udgaver som f. eks. 6 timer eller 1000 km. Løb som disse har jeg besøgt sammen med min far på bl.a. Spa i Belgien og Nürburgring i Tyskland.’

En sidste stor oplevelse jeg vil ”trætte” jer med: Det er tilbage 1992, da jeg stadig var ansat i ”verdensfirmaet” Unipro. Unipro havde købt rettighederne til en Laptimer. Det er en lille computer som man monterer i sin racerbil og via en sender der er monteret ved start/mål kan køreren hele tiden opdateres med omgangstider/sektortider. Laptimeren skulle ud i ”den store verden” bl.a. USA og i den anledning drog ejeren Lars, Jørgen ”Købmand”, Lars ”Mekaniker” og undertegnede til Florida. Her var der flere møder med amerikaneren Scott La Gasse (tidligere racerkører og nu testkører for Chevrolet Motorsport) og danske Johan Schwartz. De to ”The dynamic Duo” skulle stå for salget i ”Guds eget Racerland”. ”Tilfældigvis” afholdt man det berømte ”Daytona 24 Hours” (USA´s Le Mans) da vi var der! Via Scott fik vi de allerbedste billetter til løbet: Fri adgang til alle tribuner, adgang til paddock (hvor teams opholder sig), pitgarager mv. eneste restriktion: Vi måtte ikke være på selve banen under træning og løb! Til turen havde vi lejet en rigtig US-slæde: En 7-liters, V8 Cadillac Eldorado som vi efter ”de officielle pligter” cruisede Florida tyndt i

Nu handler det jo om ”nørderi”. Inden jeg stiftede familie brugte jeg mange penge på rejser til race, til abonnementer på motorsportsblade, modelbiler, bøger og supernørd-ting. Bladene og en del af bøgerne er jeg ved at afhænde. Jeg har som den gode biblioteksbetjent jeg er omkring 800 bøger… hvoraf cirka halvdelen er om motorsport: Biografier, årbøger, bøger om Ferrari og andre mærker. Resten af min samling er biografier om sportsfolk, rockmusikere, politikere, personligheder i mediebranchen, rejsebøger mv. Alle disse ting har jeg på mit ”kontor”! En undtagelse er et vitrineskab i stuen (som Lone har foræret mig !! og givet tilladelse til!). Om jeg har rigtige ”nørde”-ting… ja da et originalt F1 dæk med fælg fra en Benetton F1, en original hjelm fra den tidligere F1, nu Le Mans-kører Giancarlo Fisichella, et signeret hjelmvisir fra 2007 verdensmesteren Kimi Räikkônen og ikke mindst en Ferrari-brochure med grundlæggeren Enzo Ferrari´s autograf!! Skrevet med den berømte lilla farve…. Nørd, nørd

Jeg har gennem en del år lavet karikatur-tegninger af racerkørere og deres biler. Jeg har bl.a. tegnet for: Michael Schumacher Off. Fan Club, Nelson Piquet Fan Club, Formula One Club Denmark, Tom Kristensen / Audi, Jan Magnussen, Jason Watt og ikke mindst dæk-giganten Yokohama som sponsorerer flere klasser i dansk motorsport. Her lavede jeg hvert år tegninger af nr. 1-2-3 i mesterskabet, hvilket også gav adgang til Motorsportens Galla-fest, hvor mestrene bliver fejret. Desuden skriver jeg (når tiden tillader det…), artikler til Motorsporten.dk og ikke mindst anmeldelser af motorsportsbøger.

Jeg ”nørder” også med anden sport, hvilket har givet mange store oplevelser: OL i Seoul/ Korea 1988, Vinter OL i Lillehammer 1994, Fodbold VM (to kampe) i USA 1994, VM finalen i fodbold i Paris 1998, landsholdsfodbold på bl.a. Wembley, i Finland, Sovjet, Tyskland og ikke mindst Premier League bold på Old Trafford og ANFIELD ROAD… men det er jo en helt anden historie!

Fik jeg nævnt, at jeg også ”nørder” med Whisky og rockmusik…
Nej, nej STOP NU!!

Them