Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Touring Car Racing Denmark

Våd weekend for MICCAR RACING

TCR Denmark 
07/10/21 

TCR DenmarkRegnvejr prægede sæsonens næstsidste løbsweekend for MICCAR RACING og Carsten Lorenzen, da TCR Denmark var på FDM Jyllandsringen for sidste gang i år.
 

Holdet fra Marstrup har efterhånden kørt rigtig mange omgange på den midtjyske asfalt i 2021, men alligevel skulle vejrforholdene være helt anderledes, end hvad der ellers er blevet kørt med i år.

Den grønne Honda Civic TCR-racer overlevede heldigvis gadeløbet i Aarhus for to uger siden uden skader, så det var blot en almindelig klargøring der skulle til, hjemme på værkstedet.

Men Carsten gik dog og var lidt småsløj op til weekenden med forkølelse og feber, så det var mere på den front udfordringerne lå. Heldigvis havde teamet endnu en gang Tommy Schröter med, der hjalp Carsten med at bevare overblikket, og give ham diverse værktøjer til at holde fokus gennem de 7 x 20 minutters kørsel på banen, selvom kroppen ikke var helt på toppen.


(Foto: JJ Media)

Den første træning blev kørt lørdag formiddag på en regnvåd bane. Her fik Lorenzen kørt 17. hurtigste tid ud af de 19 deltagende biler.

Banen var dog tørret op til den anden træning som var lidt over middag, og her blev det til en mere end respektabel 14. hurtigste tid, hvor der blev sat tider som matchede mange af de andre Trofeo kørere, som er den lidt ældre årgang af ikke-professionelle kørere i TCR Denmark.

Derfor var teamet også fortrøstningsfulde forud for kvalifikationen lørdag eftermiddag, hvor asfalten var forholdsvis tør i idealsporet, men hvor der stadig lå store vandpytter rundt omkring.

Teamet valgte at køre ud på slicks foran og regndæk bag. Den grønne Honda havde dog ikke kørt mange omgange før regndækkene var blevet for varme og derfor blev der også sat slicks bagpå. Det lykkedes at forbedre tiden fra træningen med næsten et sekund, hvilket dog kun rakte til 17. startposition i feltet.

Det var så også sidste gang i weekenden der skulle monteres tørvejrsdæk på bilen. Søndag morgen var banen igen pladdervåd og der blev derfor valgt en forsigtig tilgang til den ubetydelige Warm Up, forud for det første heat.


(Foto: JJ Media)

Her fik Carsten en god start og kom forbi noget af den tumult der var i sving 1, og vandt straks et par pladser. Der blev bestemt ikke givet ved dørene og derfor tabte han et par placeringer igen på de efterfølgende omgange – blot for at genvinde dem hen mod slutningen af løbet. Så efter 12 omgange og endda en Safety Car-periode midtvejs, lykkedes det at køre den grønne Honda Civic hjem på 15. pladsen.

Det var samtidig startpositionen til heat 2, som det lykkedes at holde fast i gennem de første omgange af løbet. I det hele taget blev det noget af et start-stop løb, da der var hele to Safety Car-perioder på de 11 omgange. Alligevel var der mulighed for at avancere i feltet og krydse målstregen på en absolut godkendt 12. plads.


(Foto: JJ Media)

Finaleheatet blev startet fra 15. startposition og mens de to første løb var foregået uden skrammer, var der en utålmodig bagvedkørende konkurrent, der satte sit visitkort på venstre dør i sving 1. På anden omgang var selv samme kører på besøg igen, og denne gang kostede det nogle placeringer for Carsten. Det lykkedes ham dog at holde hovedet nogenlunde koldt, hvor han stille og roligt arbejdede sig frem til en slutposition som 14’er – under et halvt sekund fra 13. pladsen, som Lorenzen flere gange var tæt på at overtage.

Så hvad teamet egentlig havde frygtet kunne gå hen og blive en svær weekend, endte med ret gode resultater. Og når han efterfølgende tænker tilbage på det, følte han sig faktisk OK tilpas på en regnvåd bane, da han startede i Yokohama 1600 Challenge for efterhånden 8 år siden. Det, og så en god coaching fra Tommy Schröter, som bragte fokus og selvtillid, samt et hårdtarbejdende team, var helt sikkert med til at gøre weekenden god, på trods af de vejrmæssige udfordringer.


(Foto: JJ Media)

Nu er der én løbsweekend tilbage i TCR Denmark 2021-sæsonen. Den køres om halvanden uge på Padborg Park, hvilket er første gang TCR besøger denne bane i år. Carsten har dog kørt hundredvis af omgange på den sønderjyske bane gennem de seneste sæsoner og kender derfor forholdende rigtig godt. Spørgsmål er hvordan Honda Civic TCR-raceren gebærder sig, men her har holdet efterhånden fundet et godt grund set-up, som de vil tage udgangspunkt i.

Derudover forventer MICCAR RACING en del gæster til finaleweekenden, så der bliver med sikkerhed travlt både på- og uden for banen. Skulle man være forhindret kan finaleløbet ses på TV2 Sport hjemme i stuerne, ligesom de to seneste løbsweekender kan ses eller genses.

Tidsplanen for finaleweekenden lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Træning 1 10.35
Træning 2 12.15
Kvalifikation 15.15

Søndag
Løb 1 10.05
Løb 2 14.20
Løb 3 15.10

MICCAR RACING

JJ Media


Læs mere om:
  • Carsten Lorenzen
  • MICCAR RACING
  • Padborg Park
  • 03/10/21 - Jyllandsringen - TCR Denmark
  • 17/10/21 - Padborg Park - TCR Denmark
  •